Dabuf :: Brilleaber

Forsiden / Udgivelser / Artikler / Brilleaber

Brilleaber

- helteroller i børnefilm

Jeg spurgte min svigerdatter om hun kunne nævne en eller flere helte fra sin barndoms film.

Hun tænkte sig forbavsende længe om. For en pige er det ikke nemt at remse en stribe helteskikkelser op, slet ikke hvis de skal være piger eller kvinder.

Men så kom det: "Lassie! Lassie var bare HELT fantastisk."

Og lidt senere: Laura fra "Det lille hus ..", Anne fra Grønnebakken og Pippi og Nana og Emil fra Lønneberg og - ikke mindst - brødrene Løvehjerte og Silas. Ronja Røverdatter var der ikke, heller ikke Buster eller Gummi Tarzan eller Lille Virgil eller Hodja eller "Tilbage til Fremtiden".

Bortset fra Buster er sidstnævnte jo også mest FILM-skikkelser. Min svigerdatters referencer var alle sammen fra TV. Hun havde da set filmene, men tv-serierne havde haft en ganske anden mulighed for at fæstne sig. Der er noget tryghedsskabende ved den ugebladsagtige tilbagevenden, med benene oppe og the og boller og mor eller søskende eller en veninde i nærheden.

Vores børnebørn på 4 og 6, også piger, ser mere video end tv. De ser en masse Disney, Løvernes Konge (den lille unge), Den lille Havfrue, Herkules. Men de to film, de slider mest på hos os bedsteforældre, er "Samson og Sally" og ... "Lassie"! (En biograffilm ud af samme stof som tv-serien.) Også "Fuglekrigen" og "Aberne og det hemmelige våben" går i maskinen gang på gang, mens de nye Cirkeline-film sjovt nok ikke har samme tag i dem - til trods for at de er piger.

Hvad er nu det typiske for de helte og heltinder, vi vælger mens vi er børn?

Er der en fællesnævner for Lille Per og Robin Hood og Pippi og Ronja og Krumme og den lille havfrue og d'Artagnan og Superman og Samson og Snøvsen og Tarzan og 'Gummi Ivan' og Buster? Ja, bortset fra Superman og Tarzan og Pippi den, at de alle er noget splejset omend tænksomt småkravl, der bare gerne vil have at det går godt her i verden. Verden derimod er en stor sort prustende tyr, der kommer buldrende imod dem i den arena, de er spærret inde i.

Og inkluderer vi Tarzan og Superman og Pippi, så bliver det den selvstændigt tænkende ener imod resten af verden - i familie med en fjerde kendt frelserskikkelse - der appellerer til os. Og nu vi er i gang kan vi lige så godt tage Rocky og Rambo med, for selv om Rocky har muskler, er han relativt set en svækling der slår sig igennem, og selv om Rambo er stærk, så bruger han sin styrke til en en-mands frelsermission for de "rigtige" værdier.

Alle de nævnte tør, selv om de er sårbare, stille sig frem og tage de tæv der skal til for at vende verden til det bedre.

Da vores søn var 14-16 år lånte vi video i lange baner og så dem sammen, far og mor og børn.

Han valgte et par skrappe film. Men han valgte navnlig amerikanske ungdomsfilm, og det gjorde han hver gang til trods for at skabelonen gik igen og igen og igen: Brilleabe indskrives på college og tager afsked med grædende mor og/eller streng far. I nabohuset bor der ikke brilleaber men brøleaber, en horde af store og små og grimme og tynde og tykke. De tyranniserer alt og alle. Vores David-skikkelse beslutter at tage kampen op, kun bistået af en trofast sekundant. David nedkæmper Goliath. Han lægger brillerne. Hun smiler til ham, brøleabens veninde som nu skifter side til én der er stærk på en helt anden måde. Og nu er selv brøleaberne blevet flinke og slet ikke nær så grimme som i starten.

I øvrigt var sønnen lige så svag for "Sound of Music" som vi andre. Da han så totalbilledet af brylluppet henimod slutningen og brudens meterlange slæb udbrød den 14-årige: "Det vil jeg ikke byde min kone."

Vi vil åbenbart hellere have vakt vores beskytter- og omsorgsinstinkt end vores slå-på-tæven-instinkt - hvis vi overhovedet har sådan et - når vi vælger filmhelt. Computerspil synes at være lidt noget andet, men film befordrer bløde værdier.

Tarzan har ganske vist banal styrke, men det er hans godhed og omsorg for naturen og dyrene, der gør ham til den helt vi kan lide. Han og Lassie er to sider af samme sag. De kunne såmænd gerne gå med briller, det ville ikke formindske vores sympati.

"Gladiator" er ikke nogen børnefilm, men den kan ses af enhver teenager - og bliver det - med fuld identifikation på alle kontakter. Min kone afskyr voldelige film, men "Gladiator" sagde hende noget dybt og inderligt, og det voldelige trådte i baggrunden.

David og Goliath - igen og igen og igen. Kærlighed ved første hik.

I min drengetid - jeg var brilleabe dengang som nu og splejset - gik jeg til dans hos frk Gudrun i barakken på Virum Skole. Frk Gudrun var i flot kjole ligesom pigerne, og vi drenge var i hvid skjorte og mørke bukser. Der lugtede af gymnastik og gammel lak, men hun var dronning og vi var hoffet der dansede.

En dag var vi standset og hun sagde en bemærkning, måske til mig, måske til alle. Men det var mig der svarede, og jeg havde held til - som en anden Lille Per - at sige noget kvikt. Hun brast i latter og det var som om jeg blev forgyldt. Pludselig var jeg centrum for alles blikke. Og så sagde hun de ord jeg har levet højt på lige siden: "Du er sandelig ikke tabt bag af en vogn."

Det var ærgerligt der ikke var kamera på, for jeg er overbevist om at jeg, med den præstation, var gået direkte ind i den danske filmhistorie som filmhelt, ved siden af Buster og Ivan og Lasse og alle de andre.

Det er sådan det føles, der er der ingen tvivl om - både for den der er helten, og for den der sidder i mørket og labber situationen i sig og tænker: "Det kunne have været mig."

"Mirakel" bygger på samme formel: Ud af svæklingens anonymitet til pludselig magt over tingene, gerne lidt for meget indtil man får styret skate board'et ind på den gyldne middelvej.

Set lidt udefra: Vi ved alle sammen, at styrke og højde og skønhed er misundelsesværdige goder, der kan bringe én langt. Tænk blot på Kipketer og Helena Christensen.

Det er attraktivt at være populær i en gruppe, måske endda at have magt og penge. Tænk blot på Aqua og de amerikanske præsidentvalg.

Og dog er det stort set aldrig det der fremhæves på film. Eller rettere, det omdefineres: Styrke flyttes fra fysik til psyke, skønhed flyttes fra ydre mål til personlighed, popularitet bliver en spændetrøje der får det værste frem i de stakler, der er ramt af det. Banal magt bliver frastødende, mens magt-over-tingene vises som resultat af naturlig autoritet og kløgtig respekt for andre mennesker og bløde værdier. Alle vi fattige stympere får at vide, at penge ikke er lykken. Du behøver ikke mere her i livet end en der elsker dig og penge nok til den næste biografbillet.

Man spørger sig selv, om dette er resultatet af et kompromis, f.eks. mellem de to køn og måske endda af kommercielle grunde. Findes der da slet ikke drengerøvsfilm eller pige-pige-film, der mere utilsløret tillader sig at lege med 'ulækre' heltebilleder? Karatefilm og ren sødsuppe - er det dem??

Eller vil pigerne have bitchede film, der går langt længere end "Thelma og Louise"?? Hvad blev der af de "rigtige" western-film?? Er splat og "Scary Movie" trods alt tilfredsstillende på et dybere niveau end "Lassie"?? Jeg synes det ikke, men jeg er vel ødelagt.

Undertrykker de to køn (som sædvanlig) en hel masse, idet de venligt bøjer sig mod hinanden??

Er film dermed slet ikke den drømmefabrik vi tror, forløsende, men et socialt bindemiddel og en stribe mentalhygiejniske produkter med opdragelse til samfunds- og familieliv som både mål og middel??

Det er nok lige værd at tænke lidt over!

Ebbe Preisler