Forum
Børnebiffen
Festivaler
Forsiden / Dabuf / Landskonsulent / Nyt fra landskonsulenten - December 2006
Nyt fra landskonsulenten - December 2006  

Jeg vil løbende på denne side, redegøre for noget af mit arbejde og de opgaver og arrangementer, som vi arbejder på at løse inde på DaBUFs sekretariat.

Ovenpå de første uger, hvor jeg blev sat ind i DaBUFs organisation og mine arbejdsområder af formanden, har jeg nu fundet mig godt til rette og er i fuld gang med de spændende arbejdsopgaver, godt hjulpet af Janne og Liselotte her på sekretariatet.
Som noget af det første, har jeg taget fat på ringerunden til alle formændene i vores filmklubber. Det er positivt at kunne melde ud, at det kommer til at tage sin tid. Først og fremmest fordi, at klubbernes formænd tager sig god tid til at tale med mig, og det er jeg glad for at mærke. Samtalerne giver mig et godt indblik i de forskellige udgangspunkter, der er ude i filmklubberne. Samtidig får jeg også en fornemmelse af, hvad der rører sig – og hvor vi her indefra DaBUF kan være behjælpelige.
Jeg fortsætter ringerunden, indtil at jeg har været i kontakt med alle klubberne, og forestiller mig samtidig, at ringerunden vil være en årlig tilbagevendende begivenhed. Det har i hvert fald været dejligt med de mange positive tilkendegivelser.
 
En del af arbejdet i de sidste par måneder har været koncentreret om planlægningen af de forskellige arrangementer, som vi har afholdt. De to filmgennemsyn i henholdsvis Grenå og Frederikssund, Ungdomsfilmgennemsynet i Nyborg og Småbørnsfilmkonferencen i Odense. I forbindelse med sidstnævnte er vi jo gået ind i et tæt samarbejde med DFI om ’Børnebiffen’. Det gør vi af flere grunde. Vi ser det som en af vores fornemmeste opgaver, at sørge for at børn får et godt og trygt forhold til biografen, og vi mener, at det er meget vigtigt at give førskolebørn andet end ’Disney-Sjov’. Samtidig tror vi også på, at vi på den måde er med til at skaffe fremtidige medlemmer til jer ude i filmklubberne. Vi kan ikke anbefale varmt nok, at I ude i klubberne forsøger jer med etableringen af en Småbørnsfilmklub eller ’Børnebiffen’.
Sammen med DFI er jeg også blevet involveret i et projekt om at skabe filmpædagogiske kurser for pædagoger, som I også kan læse andetsteds i Nyhedsbrevet.
 
Den nye hjemmeside har jeg også fokuseret en del på. Jeg er sikker på, at den med tiden vil blive til stor hjælp og inspiration for jer ude i klubberne.
En del af arbejdet medfører også, at jeg må undersøge film, der kan være egnede til brug ude i filmklubberne, i den forbindelse har jeg været engageret i Buster-festivalen som indleder og til filmtræf i Svendborg.
Indimellem kan man godt synes, at der mangler en vis kvalitet i de film, som henvender sig til børn og unge i biografen. Derfor har vi i DaBUF, på baggrund af en henvendelse fra Jes Petersen, valgt at involvere os i produktionen af en vaskeægte julefilm for børn. Vi håber at dette projekt vil blive en realitet – og i så fald vil I komme til at høre meget mere om det.
 
Som ovenstående også indikerer, mener jeg, at vi bør stå for mere end blot ’5 film for hundrede kroner’, og derfor tror jeg også at en større profilering af DaBUF er nødvendig. Det kolossale arbejde der udføres af de frivillige ude i klubberne skal synliggøres endnu mere, således at børnene og måske især forældrene bliver opmærksomme på den store kvalitet der gemmer sig bag et medlemskab i en børne- eller ungdomsfilmklub.
Denne profilering ser jeg som en af mine største arbejdsopgaver. Vi skal have tydeliggjort, den værdi som en filmklub har for børn og unge. At de her kan finde et fællesskab omkring filmens verden, få filmoplevelser der sætter dybe stor – og samtidig have nogen at dele dem med.
Profileringen bør både tænkes internt og eksternt. Dermed tænker jeg på, at vi både skal have gjort de 55.000 medlemmer bevidste om deres tilhørsforhold til Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber – og samtidig skal omverdenen opleve og blive klogere på, hvad det er vores organisation vil og står for.
 
Disse tanker vil jeg med sikkerhed forfølge det næste lange stykke tid, og orientere om og diskutere med jer på det kommende landsmøde. Mere konkret vil jeg sammen med DaBUFs formand bestræbe mig på at få formuleret ’et manifest’ for DaBUF, der skal tydeliggøre, hvad det er denne organisation kan, vil, tør og gør.
I samme forbindelse er jeg startet på udviklingen af en DaBUF-festival. En festival, der skal være et tilbud til vores 55.000 medlemmer, og som skal være en weekend i ’filmens tegn’, hvor børn og unge fra hele landet får muligheden for at være sammen – med filmen som den eneste fælles ramme. Dette projekt vil jeg i de kommende måneder tage yderligere fat på.
 
Her på falderebet vil jeg gerne takke for den positive tilkendegivelse, som jeg har fået i mit møde (eller i mine samtaler) med jer ude i klubberne. Jeg er meget glad for at være kommet i gang, og glæder mig til de kommende udfordringer og samarbejdet med jer.
 
Jan Frydensbjerg
Søge
Aktiviteter
Kalender
Start en filmklub
DaBUF • Tagensvej 85 E • 2200 Kbh. N • Tlf: 3321 4176 • Fax: 3321 4160 • M: sekr@dabuf.dk
Design by Cantea : Powered by GoToWeb