Forum
Børnebiffen
Festivaler
Aladdin  
Handling:
Handlingen udspiller sig i eksotiske omgivelser i det sagnomspundne sultandømme Agrabah i Arabien. Aladdin er historien om ”den uslebne diamant”, der drømmer om at slippe fri fra det usle liv som gadedreng og gifte sig med sultanens smukke datter, prinsesse Jasmin.
Skæbnen blander sig, da Sultanens onde vezir Jafar vælger Aladdin til at hjælpe sig med at finde den legendariske magiske lampe i dybet af ”Den Vidunderlige Hule”. Lampen havner i hænderne på Aladdin, og han møder lampens sprudlende ånd Genie, der kan opfylde de velkendte tre ønsker, men Aladdin får dermed også den magtfulde Jafar som fjende.
Forklædt som rig og smuk prins lykkes det ikke Aladdin at gøre indtryk på prinsessen, for det er hans sand jeg, hun vil have.
Men med hjælp fra ånden Genie, aben Abu og et magisk flyvende tæppe beviser Aladdin, at han er værdig til prinsessens hånd, da han redder landet fra Jafars onde planer og får sin velfortjente belønning.
 
Vurdering:
Der er al mulig grund til at kippe med flaget over, at vi nu har denne vidunderlige tegnefilm til rådighed i børnefilmklubberne. Selv om den daterer sig helt tilbage til 1992 og med dansk premiere op til julen 1993, så skulle der altså gå samfulde 14 år, førend den kunne være til rådighed for klubberne. Ak ja, hvor vi kæmpede for at få Disneys lange tegnefilm med til klubbernes programlægning. Men som mange ældre børnefilmklubfolk nok husker, så var Disney lukket land. Fuldstændig lukket land.
Men som man siger – bedre sent end aldrig.
Aladdin er et filmeventyr, der imponerer på enhver måde. Dygtigt håndværk, fuld fart på, spænding og romantik, skæg og ballade. Den har det hele.
Hvor Disney tidligere hentede inspiration i europæiske eventyr, så bevægede man sig med denne 31. lange tegnefilm fra koncernen til Østen og brugte en af de mest kendte fortællinger fra ”1001 nats eventyr”, som udgangspunkt for historien.
Men for kendere af den oprindelige historie, så er der ikke meget tilbage. Aladdin er en yderst fri fortolkning af eventyret. Der er ikke meget andet tilbage end hovedkonflikten og personerne, resten er nydigtning. Og personerne har ikke megen lighed med traditionelle opfattelser af eventyret. Ånden Genie fremstår med stærk personlighed og er filmens mest originale figur. Når han er på lærredet, udspiller der sig et helt show. Det går stærkt, når han folder sig ud og det er morsomt, også fordi Preben Kristensen, som lægger stemme til ånden, er aldeles fremragende.
Selv med de mange år på bagen, så er Aladdin stadig frodig og folkelig underholdning, som sagtens kan tåle et gensyn. Suverænt tegnet og animeret, spruttende af dynamik og opfindsomhed tilsat en medrivende musikalitet, som får den svære kunst at lave god tegnefilm til at se så legende let ud.
 
Alder: Fra 7 år
 
Hans Peter Mehlsen, DaBUF
Søge
Aktiviteter
Kalender
Start en filmklub
DaBUF • Tagensvej 85 E • 2200 Kbh. N • Tlf: 3321 4176 • Fax: 3321 4160 • M: sekr@dabuf.dk
Design by Cantea : Powered by GoToWeb