Forum
Børnebiffen
Festivaler
Forsiden / Dabuf / Mødereferater / Referat Generalforsamling DaBUF 2007
Referat Generalforsamling DaBUF 2007  
DANSKE BØRNE- OG UNGDOMSFILMKLUBBERS 55. generalforsamling
Lørdag den 21. april 2007 kl. 10.00 på Hotel Svendborg, Svendborg
 
DAGSORDEN:
 
 
Ad 1)            
Valg af dirigent og referent samt stemmetællere
Søren K. Lauridsen foreslået og valgt med akklamation.
Dirigenten takkede for valget, konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og udpegede følgende fire stemmetællere: Buster/Holstebro – Selma Fage, Grenaa Børnebio – Orla Hansen Birk, Frederikssund Børnefilmklub – Jørgen Wagner samt Slagelse Børne- og Ungdomsfilmklub – Niels Borup.
Referent: Sekretariatet.
 
Ad 2)            
Vedtagelse af Forretningsorden for Generalforsamlingen
Ved sidste års generalforsamling fremlagde Søren Hansen følgende forslag:
Såfremt ønske om udtalelse/resolution i løbet af generalforsamlingen fremsættes til et punkt på dagsordenen skal en sådan sættes til afstemning inden punktet afsluttes. Såfremt forslagsstilleren ønsker det, skal der være mulighed for at give en begrundelse samt mulighed for en debat.
Dirigenten besluttede allerede sidste år at lade forslaget blive en udvidelse af Forretningsordenens punkt. 8 som herefter godkendtes enstemmigt. Forslaget var ikke kommet med i dette års Forretningsorden, men dirigenten foreslår det igen under pkt. 8. Dirigenten anmodede bestyrelsen om, at det kommer med i Forretningsordenen til næste års generalforsamling.
Dirigenten fastslår, at han, ifølge forretningsordenen, ingen beføjelser har til at gribe ind i forhold til længden af eventuelle indlæg, men kun kan gribe ind, hvis taleren ikke holder sig til emnet.
Forretningsordenen vedtaget.
 
Dirigenten fastslog, at der var 32 klubber til stede. Der er altså 64 stemmer fra klubberne. Herudover har bestyrelsen 9 stemmer. I alt 73 stemmeberettigede.
 
 
Ad 3)            
Bestyrelsens beretning
Formanden Jette Carlsen konstaterede, at det har været et spændende år og at en enig bestyrelse traf beslutninger, som man nu kan se var nødvendige og rigtige, selvom man står overfor en stævning og retssag. Der er mange bolde i luften, som skal gribes en efter en, hvis økonomien gør det muligt. Jette beklagede, at BUSTER er lukket ned og lagt ind under Copenhagen Filmfestival, men sagde at DaBUF måske skulle tage udfordringen op angående filmfestival for børn og unge. Landskonsulent Jan Frydensbjerg har arbejdet med ideen om en sådan. Det internationale arbejde fylder og får i det kommende foreningsår sit eget udvalg. Jette opfordrer til at klubberne deltager i udvalgsarbejdet og hilste tilmeldinger velkomne - der er mange ting at tage fat på, men bestyrelsen gør det, fordi de kan lide det, men har brug for klubberne og deres opbakning! Det har været berigende, initiativrigt og befordrende at arbejde sammen med den nye landskonsulent Jan Frydensbjerg. Jette sluttede af med at takke landskonsulenten, sekretariatet og den øvrige bestyrelse, for det arbejde der lægges i DaBUF. Desuden blev samarbejdspartnere takkede.
 
16mm/VHS/DVD-udvalget:
Formand for udvalget, Jette Carlsen, konstaterede, at udvalget står på et vadested, da der sker en masse ting på området omkring udlejning af film til skoler, klubber mv.
Projektet ’Børnebiffen På Tur’ som DaBUF og DFI arbejder sammen om er gratis for brugerne, hvorimod det koster, at leje DFI filmene gennem DaBUF. Dette skal derfor drøftes med DFI.
 
Aktivitets-udvalget 
Formand for udvalget, Tina Just Hahn, fortalte, at man i udvalget har forsøgt at finde den balance, der gør, at der er deltagere nok, til de tilbud DaBUF kommer med. Udvalget har derfor besluttet at lave et arrangement udover landsmødet. Hvis nogen ønsker flere arrangementer opfordrede Tina til at man kommer med ønsker og forslag. P.t. er der ønske fra klubberne, om et IT kursus, et filmindledningskursus og et arrangement omkring filmhistorie fortalt af Ulrich Breuning. Sidstnævnte kommer til at foregå d. 17. november 2007 på Nordisk Film. Formanden glædede sig over traditionen, omkring deltagelse i Berlin Filmfestival, hvor flere klubber hvert år deltager. Også i år, vil der være dansk deltagelse i juryen til Giffoni Filmfestival – unge fra både Jylland, Fyn og Sjælland. Formanden sluttede af med, at sige tak til alle for den store tilslutning samt opfordrede klubberne til at deltage i udvalgsarbejdet.
 
35mm.-udvalget
Formand for udvalget, Tina Just Hahn, konstaterede at der, som kataloget bærer præg af, er mange film at vælge mellem i år – både nye film og gamle klassikere fra Disney. DaBUF er i gang med at opbygge et ’filmbibliotek’, hvor klubberne får mulighed for, at låne film til gennemsyn inden programsætning. Der er afholdt 4 filmgennemsyn i denne sæson på opfordring fra klubberne – det har været en succes og der vil derfor ligeledes blive afholdt 4 filmgennemsyn i den kommende sæson. Formanden afsluttede med, at sige tak til alle for den store tilslutning til filmgennemsynene samt opfordrede klubberne til at deltage i udvalgsarbejdet. Kravene til deltagelse i udvalget er, at man kan skrive filmanmeldelser og at man kan indlede en film.
 
IT-udvalget
Formand, Steen Kristiansen fremhævede DaBUFs nye hjemmeside og alle de muligheder, det har medført – bl.a. muligheden for at debattere i Forum. Her kan viden deles med fællesskabet og eventuelle problemer diskuteres med andre i foreningen. Der kan også laves afstemninger i Forum. P.t. er der 62 medlemmer i Forum. Steen konstaterede, at hjemmesiden medfører en mere åben dialog i DaBUF.
Hjemmesiden er opbygget i et enkelt system, der gør, at sekretariatet bl.a. selv kan opdaterer siden og dermed kan sørge for, at den er tidssvarende. Også Kalenderen blev fremhævet – her kan klubberne følge med i mødeaktiviteter og arrangementer. Steen opfordrede til at klubberne kontakter sekretariatet, hvis man ønsker aktiviteter påført kalenderen, f.eks. jubilæer. Tanken er, at det er klubberne der skal vise vejen og dermed brugerne der afgør dabuf.dk. – så deltag i debatten!
 
PR-udvalget
Formand, Flemming Riedel kunne berette om et ualmindeligt sjovt/hårdt år. Udvalget diskuterer om alt, hvad der udsendes fra DaBUF skal ensrettes og gøres genkendeligt, således at DaBUF får en entydig profil. Dette arbejdes der videre med i den kommende sæson. Udvalget er det mest økonomisk forbrugende udvalg. Dette skyldes at samtlige udgifter vedr. kataloger, Nyhedsbreve mv. er lagt herunder. Derfor består udvalget af personer fra stort set samtlige udvalg i foreningen. Formanden takkede både faste og løse udvalgsmedlemmer.
 
Ungdoms-udvalget
Formand, Franck Vendelbo lagde ud med at berette, at udvalget er blevet 4 personer rigere – nemlig Camilla/Stenløse, Karen/Odense, Therese/Åbenrå og Michala/København. Udvalget består nu at 9 personer. De unge ude i klubberne har efterspurgt endnu et ungdomsfilmgennemsyn og planen er derfor 2 ungdomsfilmgennemsyn om året. Kurset ’Next Generation’ vil blive afholdt i den kommende sæson (oktober), da der ikke var nok tilmeldinger i første omgang. Kurset er et lederkursus og Franck opfordrede til at klubberne sender deres ungdomsrepræsentanter. Franck roser Sanne Nilsson for hendes arbejde i DUF. Der er et generationsskifte på vej i udvalget, da Franck mente, at han var ved at være for gammel til at sidde i netop dette udvalg. Han takker alle for deres arbejdsindsats.
 
Dirigenten åbnede derefter for debat omkring beretningerne.
 
Søren Hansen/Herlev Skolebio:
Søren fremhævede vigtigheden af, at klubberne deltager i generalforsamlingen, da han mente, at den demokratiske proces er i fare, hvis der ikke er nok klubber, der deltager. Han mente, at det var vigtigt for bestyrelsen, at der er et stort antal aktive klubber, der står bag de beslutninger, der tages på generalforsamlingen. Søren mente, derfor at man burde overveje, om en klub, der af en eller anden grund ikke kan deltage, skal have mulighed for med en fuldmagt, at afgive sin stemme til en deltagende klub. Han foreslog, at der nedsættes et udvalg til at diskuterer dette – f.eks. over nettet. Søren mente, at det er vigtigt, at der er villige til bestyrelsesposterne. Da det skorter på dette, ville Søren gerne vide hvorfor. Det må være klubbernes ansvar, at stille kandidater til rådighed, så man får/har en levende organisation.
Ved sidste års generalforsamling foreslog Søren, at der blev ansat en person på mindst 25 timer om ugen til at lede sekretariatet og varetage landskonsulentvirksomheden. Dette skulle samle DaBUFs aktiviteter og aflaste bestyrelsesmedlemmer, så man ikke behøvede at betale formanden ca. kr. 80.000 årligt, for arbejde, der hører under den daglige administration. Da medlemmerne normalt er ubetalte, skal det ligge helt klart, hvad der betales for – som f.eks. Nyhedsbrevet. Samtidig skulle en sådan ansættelse medføre, at arbejdet som bestyrelsesmedlem syntes overkommeligt, da det ville medføre, at arbejdet i høj grad drejede sig om, at træffe beslutninger og derved medføre, at flere ville være med.
Søren satte spørgsmålstegn ved, om landskonsulenten er ansat på de vilkår, som blev besluttet på sidste års generalforsamling.
Han fremsatte ligeledes spørgsmålet om, hvilket økonomisk ansvar bestyrelsesmedlemmerne har – også ude i klubberne. På sidste generalforsamling bad formand Jette Carlsen om arbejdsro og stabilitet, hvilket Søren mente bestyrelsen til en hvis grad selv er i stand til at fremskaffe. Ved samme lejlighed stillede Gunna Starck – Huset Børnefilmklub, spørgsmål til, hvorvidt bestyrelsen kunne leve med de beslutninger, der var blevet vedtaget – hvilket blev bekræftet.
Søren bad om en forklaring på, hvorfor redaktøren af DaBUFs Nyhedsbrev, skal være medlem af DaBUFs bestyrelse, når dette ikke er anført i vedtægterne. Han mente ikke, det passede ind i reglerne for bestyrelsesmedlemmers arbejde. Han nævnte, at Nyhedsbrevet har udviklet sig og er blevet et flot ’filmblad’, men savnede muligheden for at debattere her. Flemming Riedel mente ikke, at debat skal foregå her, men derimod på hjemmesiden, da Nyhedsbrevet også udsendes til kredse uden for DaBUF. Søren ville derfor gerne vide, hvad der ikke må skrives i Nyhedsbrevet og hvordan man så har mulighed for at komme med ytringer. Han undrede sig over, at man ikke fra sekretariatets side kunne udsende meddelelser fra klubberne, når man nu var i besiddelse af en samlet mail-liste. Han opfordrede til at andre også tilmelder sig Forum.
Søren efterlyste en lille avis til medlemmerne (børn og unge) ude i klubberne, som DaBUF tidligere har produceret. En folder el.lign. der kunne fortælle om DaBUF og dens virksomhed.
Søren konstaterede, at bestyrelsen har sin egen forretningsorden, som ligger på hjemmesiden. Også referater fra bestyrelsens møder ligger på hjemmesiden, men kan være svære at forstår. Søren foreslog derfor to slags referater – ét til bestyrelsen og ét til hjemmesiden/medlemmerne. Han foreslog ligeledes at dagsorden for bestyrelsesmøder lægges på hjemmesiden, således at medlemmerne har mulighed for at indsende indlæg, man ønsker taget op.                 
 
Bestyrelsens svar til Søren Hansen:
Jette Carlsen fastslog at landskonsulenten er ansat på 24 timer ugentligt, men arbejder langt ud over dette.
Flemming Riedel konstaterede, at deltagelsen i landsmødet er stabil. Deltagelsesprocenten er på knap 40. Han gav Søren ret i, at det ville være dejligt, hvis samtlige klubber kunne deltage. Vedtægter bliver udformet og brugt, når der er behov for det. Flemming fastslog, at Nyhedsbrevet skal informere og at debat hører til på hjemmesiden. Mht. BUSTER-avisen Søren efterlyste, sagde Flemming, at der dengang havde været et distributionsproblem for klubberne, som bestod i, at avisen desværre ikke blev delt ud. Men gav Søren ret i, at det ville være givtigt at skabe oplysning om DaBUF. Flemming ærgrede sig i den forbindelse over, at der ikke er flere der benytter sig af Forum på hjemmesiden.
Franck Vendelbo: Fastslog at en aflønning af formanden er besluttet enstemmigt og at han står helt inde for den beslutning. Grundene til beslutningen om aflønning af formanden var bl.a. at formanden skulle have mulighed for at deltage i en lang række arrangementer og aktiviteter. Jette arbejder hårdt og bruger meget tid på DaBUF. Han mente, det ville være utopi, at en person skal bruge så mange timer, som Jette bruger, uden nogen form for betaling. Nu har man en synlig formand på en hvilken som helst dag i ugen.
Tina Just Hahn forklarede grunden til, at redaktøren af Nyhedsbrevet samt udvalgsformændene skal være medlem af bestyrelsen med, at man ikke kan være fuldt opdateret, hvis ikke man deltager i bestyrelsens møder.
 
Søren Hansen replik:
Håber at hans ønske og opfordring til, at flere klubber deltager i generalforsamlingen, opfattes som en positiv tilkendegivelse for foreningen. Søren tilkendegav, at han intet har imod, at redaktøren af Nyhedsbrevet sidder i bestyrelsen, men hvad gør man, hvis der ikke sidder nogen i bestyrelsen med redaktøregenskaber. Søren mente, at man her havde et lille vedtægtsproblem.
 
Flemming Riedel duplik:
Bestyrelsen er sammensat af folk med forskellige evner/talenter, så man har aldrig tidligere haft et problem af denne art. Han fastslog, at bestyrelsen ikke deler Sørens bekymring om, at kun ca. 40% af klubberne deltager i generalforsamlingen.
 
Søren Hansen duplik:
Sørens bekymring gik på, at der ikke er flere opstillede til bestyrelsesposterne end der lige er brug for. Han mente, det kunne være svært at indgå i bestyrelsen, hvis man står overfor et ukendt stort arbejde og derfor skal bestyrelsens arbejde være at træffe beslutninger – arbejdet udføres af sekretariatet og landskonsulenten.
 
Charlotte Andersen - Helsingør Skolebio
Takkede bestyrelsen, fordi de blev og kæmpede!
 
Dirigenten satte derefter bestyrelsens beretning til afstemning. Beretningen blev enstemmigt godkendt. 
 
Ad 4)            
Forelæggelse af det reviderede regnskab
Kasserer Flemming Riedel fremhævede at årets underskud på ca. kr. 41.000,- var så godt som et nul-resultat set i forhold til en omsætning på ca. kr. 3,8 mill. Underskuddet afspejler aktivitet i foreningen. Der er bl.a. brugt penge på samarbejdet med DFI omkring ’Børnebiffen På Tur’ samt ekstra beløb på advokat. Herefter tog revisor Henrik Ladewig over og gennemgik regnskabet og dets opbygning. Revisionen har ikke fundet noget at udsætte på regnskabet. Resultatopgørelsen viser driften. Balancen viser foreningens formueforhold og sammensætning.
Resultatopgørelsen viser årets drift, sammenligningstal for 2005 samt budgettal for 2006. Budgettet lød på et overskud på kr. 9.000,- , men foreningen kom ud med et underskud på ca. kr. 41.000,-
Revisoren fremhævede at resultatet for 35mm filmleje på kr. 23.000 var mere rigtigt end sidste års resultat på mere end kr. 100.000, da man herfra skal trække udgiften til Koda på kr. 70.000,-. I 2006 var der budgetteret med kr. 130.000,- hvilket var forkert, da Koda udgiften burde være fratrukket. Tilskudsposten er steget ca. kr. 100.000,- . Det er fordi, foreningen fik mere i tilskud fra DUF end året før og mere end der var budgetteret med, da man ikke må budgettere med ekstra tilskuddet fra DUF.
Balancen viser foreningens værdier. Ved regnskabsafslutningen lå der mange penge i kassen, dette skyldes at tilskuddet fra DUF udbetales i november måned og skal bogføres her, selvom tilskuddet reelt skal bruges til næste års drift. Foreningens formue lyder på godt kr. 900.000,-, svarende til DUF tilskuddet. Pengestrømmene i foreningen balancerer ifølge revisoren.
 
Søren Hansen:
Ville gerne vide, hvad der ligger i Flemming Riedels bemærkning om, at den gamle landskonsulentordning er erstattet af en ny og mere økonomisk rentabel ordning.
 
Flemming Riedel:
Svarede at det var enkelt – den ene ordning kostede x kr. og den anden y kr. En ordning der gør, at man får lettere ved at rokere om på nogen ting, når der ikke er bundet så mange penge til løn. Den tidligere landskonsulent fik en væsentlig højere løn end den nuværende.
 
Søren Hansen:
Spurgte om det var fordi den nuværende landskonsulent arbejdede gratis udover de 24 timer.
 
Flemming Riedel:
Når man starter på arbejdsmarkedet får man en lavere løn end når man har været på arbejdsmarkedet i længere tid.
 
Regnskabet blev herefter enstemmigt godkendt.
 
Ad 5)            
Fremtidige virke og budgetforslag
Flemming Riedel gennemgik budgettet og understregede at budgettet blot er pejlemærker og forudsætter bl.a. renter, DFI og DUF tilskud i samme størrelsesorden som hidtil. Revisoren havde ingen bemærkninger til budgettet.
 
Gunna Starck – Husets Børnefilmklub anmodede om, som hun også gjorde ved sidste års generalforsamling, at regnskabstallene for 2006 blev opført ved siden af budgettallene. Hun mente ligeledes, at det var et problem, at budgettet først fremlægges i april måned.
 
Ad 6)            
Fastsættelse af kontingent og 35mm-dækningsbidrag
Forslag fra Bestyrelsen – Uændret priser, kontingent og dækningsbidrag
Forslag fra Grenaa Børnebio – Forhøjelse af kontingent på kr. 0,25 pr. medlem.
 
Flemming Riedel:
Begrundede forslaget med at økonomien er sund og ikke kræver forhøjelser.
 
Orla Hansen Birk - Grenå Børnebio:
Trak herefter sit forslag tilbage.
 
Ad 7)            
Forslag til vedtagelse på Generalforsamlingen
Forslag fra Herlev Skolebio vedr. ændringsforslag til vedtægter. 5 ændringsforslag blev forelagt.
 
Ved de efterfølgende afstemninger om ændringsforslagene blev 3 vedtaget, mens 2 blev forkastet.
 
Ad 8)            
Valg af formand og kasserer
Formand: Jette Carlsen var på valg og villig til genvalg.
Kasserer: Flemming Riedel var ikke på valg i år.
 
Jette Carlsen blev genvalgt som formand.
 
Ad 9)            
Valg af Bestyrelse og suppleanter til Bestyrelsen:
På valg var: Susanne Rørvig - villig til genvalg
Steen Kristiansen - villig til genvalg
Mette Plum Jacobsen (ungdomsmedlem) - ikke villig til genvalg
 
Suppleant: (ungdom) Mathias Mikkelsen var på valg - villig til genvalg
Suppleant: Flemming Rasmussen var på valg - villig til genvalg
                                           
Susanne Rørvig og Steen Kristiansen blev genvalgt som bestyrelsesmedlemmer.
Mathias Mikkelsen blev valgt som nyt ungdomsbestyrelsesmedlem.
Flemming Rasmussen blev genvalgt som suppleant.
Karen Obel/Odense blev valgt som ungdomssuppleant.
 
 
Ad 10)          
Eventuelt
Gunna Starck – Husets Børnefilmklub foreslog at landsmødet blev flyttet fra Hotel Svendborg til næste år, da hun havde et problem med indeklimaet.
                     
 
Dirigent: Søren K. Lauridsen                      
Referent: Janne Flatau
 
Søge
Aktiviteter
Kalender
Start en filmklub
DaBUF • Tagensvej 85 E • 2200 Kbh. N • Tlf: 3321 4176 • Fax: 3321 4160 • M: sekr@dabuf.dk
Design by Cantea : Powered by GoToWeb