Forum
Børnebiffen
Festivaler
Forsiden / Dabuf / Landskonsulent / Nyt fra landskonsulenten - September 2007
Nyt fra landskonsulenten - September 2007  
Efteråret er over os, næsten inden at vi nåede at mærke, at det var blevet sommer. Med efterårets komme følger også en ny filmklubsæson for 55.000 børn rundt omkring i landet, så noget har de da haft at glæde sig til, da sommerferien var forbi. Jeg håber, at I alle har fået skudt den nye sæson for børnefilmklubben godt i gang.
 
Der har været nok at tage fat på i sensommeren. Allerførst var der jo efterveerne på den meget lærerige studietur til Cambodja. Oplevelserne skulle have lov til at bundfælde sig, og samtidig begyndte overvejelserne om, hvordan vi i DaBUF kan gøre en forskel for børn og unge, også uden for lille Danmark. De overvejelser kan I læse mere om andetsteds i dette Nyhedsbrev, samt i de kommende. 
 
Arbejdet med efteruddannelsen ’Filmpilot’ er også gået ind i sin afgørende fase. I november starter det første forløb i Randers, og herefter går turen til Århus og Silkeborg. Indholdet på kurset er jeg sikker på vil vække stor begejstring hos de pædagoger, der deltager som kursister. Tanken er jo, at projektet kan vokse sig større med tiden, og dermed blive spredt udover hele landet – måske til glæde for flere af jer ude i klubberne. I første omgang så kan man som DaBUFér dog glæde sig over, den gode profilering som efteruddannelsen giver Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber.
 
En flot synliggørelse i tv og aviser fik DaBUF også på den netop overståede børne- og ungdomsfilmfest i København – Shhh! Som Ulrich Breuning beretter her i Nyhedsbrevet, så var der masser af positive ting at tage med fra ugen. I betragtning af den meget korte løbetid, fik vi strikket et flot program sammen, og de fremmødte var meget begejstrede for initiativet. Udover Ulrich og undertegnede, sad Mette Søgaard og Kim Foss fra Grand Teatret som primusmotorer på tilrettelæggelsen af programmet og arrangementet. Vi håber at vende tilbage igen til næste år.
 
Noget der i hvert fald vender tilbage igen, er ringerunden. Når efteråret lige har fundet sig til rette, vil jeg igen benytte chancen for at høre lidt om, hvordan verden ser ud rundt omkring i filmklubberne. Sidste år var det en rigtig rar oplevelse både at få mig selv præsenteret og blive sat lidt ind i det store arbejde, der foregår ude hos jer. Jeg glæder mig til at tale med jer igen og høre nyt om stort og småt.
 
Næste år på samme tid er der måske endnu en børnefilmklub at ringe til (eller flere). Som jeg fortæller om andetsteds, så er samarbejdet mellem Salaam DK og DaBUF ved at udmønte sig i en børnefilmklub på Nørrebro – med fokus på integrering af nydanskere. Det er mit store håb, at det lykkes os at finde frivillige nok til at kunne etablere børnefilmklubben efter næste års sommer. Foreløbig har vi i hvert fald mødt mange positive tilkendegivelser på projektet.
 
Den sidste tid er selvfølgelig også blevet brugt til at planlægge og forberede efterårets filmgennemsyn og arrangementer. Jeg håber at se mange af jer på disse dage. Og ellers ser jeg frem til telefonsnak, kommende udfordringer og samarbejdet med jer i løbet af året.
 
Jan Frydensbjerg
Søge
Aktiviteter
Kalender
Start en filmklub
DaBUF • Tagensvej 85 E • 2200 Kbh. N • Tlf: 3321 4176 • Fax: 3321 4160 • M: sekr@dabuf.dk
Design by Cantea : Powered by GoToWeb