Forum
Børnebiffen
Festivaler
Forsiden / Dabuf / Landskonsulent / Nyt fra landskonsulenten - Februar 2008
Nyt fra landskonsulenten - Februar 2008  
Landsmødet nærmer sig, og med det også overvejelserne omkring hvordan det næste DaBUF-år skal tegne sig. En af de workshops som vi tager fat i om fredagen på landsmødet i Svendborg, handler netop om de visioner og drømme, som vi i DaBUF ønsker at arbejde hen i mod. Her er muligheden for sammen at diskutere den vej, som vi skal gå, for at styrke og udvikle landsorganisationen.
 
Kort før december udsendte jeg et spørgeskema til alle jer ude i klubberne. Formålet med dette var dels at få et overblik over de forhold og vilkår som er til stede i den lokale filmklub, og samtidig, at fornemme hvilke tanker og bekymringer I gør jer i forbindelse med det frivillige arbejde i børne- og ungdomsfilmklubben.
Resultatet af den samlede undersøgelse var interessant læsning. 50% af vores klubber svarede, og tak for det – og gav samtidig et tydeligt billede af, hvor forskellige forhold der eksisterer i den enkelte børne- og ungdomsfilmklub.
På den økonomiske side tegner der sig et overvejende positivt billede. 76% af klubberne vurderer deres økonomiske situation til at være god, og kun 3 af vores klubber vurderer den til at være dårlig. Det samme gør sig gældende i et fremtidsperspektiv, hvor dog enkelte klubber forventer at gå fra en god økonomi til en middel. Klubberne støttes primært økonomisk af enten folkeoplysningsudvalget eller børnekulturområdet – en skævvridning ligger derfor i, at godt en fjerdedel svarer, at de ikke støttes på nogen måde.
 
Arbejdet som frivilligt sætter alle stor pris på, men enkelte oplever dog også minusser ved arbejdet. Enkelte nævner samarbejdet med biografen og den dårlige økonomi, lidt flere (21%) nævner tids- og arbejdspres. Den største kilde til frustration er dog manglen på frivillige til klubben, heldigvis kan langt over halvdelen melde ud, at de ikke oplever nogen former for frustration i forbindelse med deres frivillige arbejde i børne- og ungdomsfilmklubben.
Dette illustreres også ganske godt, når klubberne nævner den største glæde ved arbejdet. 90% nævner her samværet med børn, men også de gode film, oplevelserne med DaBUF og samværet med bestyrelsen er noget der styrker lysten til arbejdet.
 
Positivt var det også at læse, at I ude i klubberne har glæde af de ting, som kommer fra DaBUF. 66% deltager om muligt i filmgennemsyn og landsmøde, 97% benytter sig af Nyhedskataloget og filmvurderingerne og det samme antal læser vores Nyhedsbrev. 93% gør brug af hjemmesiden og udtrykker også tilfredshed med deres medlemskab i DaBUF.
 
Ellers kan en gennemsnitlig børne- og ungdomsfilmklub kort beskrives således. Klubben blev oprettet i 1986, har 7 bestyrelsesmedlemmer, har 400 børn og unge fordelt på 3 forskellige hold, og viser film om lørdagen, til en medlemspris på 106 kr.
 
En af de mere negative ting som besvarelserne på spørgeskemaet viser, er den manglende tilstedeværelse af ungdomsmedlemmer i bestyrelserne. 79% af klubberne har ikke nogen ungdomsmedlemmer siddende i bestyrelsen – og her har vi måske den største udfordring eksemplificeret, hvilket også har været et centralt tema hos flere af jer, når jeg har talt med jer ude i klubberne.  
 
Jeg håber, at vi på landsmødet kan få sat gang i en diskussion om hvordan vi løser det problem. Både at få flere unge frivillige i bestyrelserne, men også at få flere unge ind i ungdomsfilmklubberne. En løsning kunne måske være at man aldersmæssigt sigter lidt højere end folkeskolealderen, netop for at tiltrække de ældste elever i folkeskolen. Jeg er overbevist om, at der eksempelvis på gymnasier rundt omkring i landet, gemmer sig mange filmentusiaster, som ville elske at bruge noget af fritiden på en filmklub. Og samtidig, at et evt. fremmøde fra de lidt ældre ungdomsårgange, ville få de ældste folkeskoleelever ud af busken – og i biografen.
En idé kunne være at kontakte elevrådet på det lokale gymnasium. Den opgave påtager jeg mig gerne, men lad os i første omgang diskutere de visioner og drømme vi hver især har, på landsmødet i Svendborg. Jeg glæder mig til at se forhåbentligt mange af jer.
 
Jan Frydensbjerg
 
Søge
Aktiviteter
Kalender
Start en filmklub
DaBUF • Tagensvej 85 E • 2200 Kbh. N • Tlf: 3321 4176 • Fax: 3321 4160 • M: sekr@dabuf.dk
Design by Cantea : Powered by GoToWeb