Forum
Børnebiffen
Festivaler
Forsiden / Dabuf / Mødereferater / Filmgennemsyn, Skive
Filmgennemsyn, Skive  
Årets første filmgennemsyn blev afholdt i Skive og Vordingborg, søndag d. 24. februar. Rekorden for antal tilmeldinger var tæt på at blive slået i Skive, hvor over 80 mødte op, søndag morgen. Det flotte fremmøde skyldes især den store deltagelse af børn, både fra Skive Børnefilmklub og fra de øvrige deltagende filmklubber.
Skive Børnefilmklubs har nogle imponerende rammer. Beliggende i det nye Kulturcenter Limfjorden samarbejder børnefilmklubben med biografen Cinema 3 THX Biocenter, der er beliggende i det store kulturcenter. Udover 3 biografsale med masser af plads, har de også en koncertsal/biografsal med plads til ca. 1200 personer – og med et lærred, der kan prale af at være større end det berømte i københavnske Imperial. Biografchef Finn K. Rasmussen fortalte også stolt om resten af centret, der udover koncert- og biografmulighederne også byder på restaurant, café, motionscenter, badeland, sportsaktiviteter m.m.
Efter morgenmad gik de efterfølgende seks timer med filmforevisning, kun afbrudt af frokosten. Programmet bød på en række meget forskellige film, startende med de to danske familiefilm om Frode - og alle de andre rødder og Tempelriddernes Skat 3. Midtvejs kunne man opleve film fra lidt mere ukendte egne af verden. Den japanske tegnefilm Legenden om jordhavet og den hollandske Winkys hest. Afslutningsvis var filmene lidt mere mainstream, henholdsvis med National Treasure – Book of secrets og en fortælling om Asterix og De Olympiske Lege.
 
Det efterfølgende orienteringsmøde havde fint fremmøde fra 8 af vores klubber. Til stede fra DaBUF var formand, Jette Carlsen, bestyrelsesmedlem, Susanne Rørvig og landskonsulent, Jan Frydensbjerg.
Indledningsvis blev de deltagende klubber orienteret om DaBUFs fokus på det internationale arbejde. Der blev berettet om turen til Berlin, hvor vi til næste år vil bestræbe os på at skabe muligheder for i højere grad at give mulighed for at kunne mødes i DaBUF-regi og skabe hyggeligt samvær, klubberne imellem. To andre festivaler blev nævnt, BUFF i Malmö og den italienske filmfestival, Giffoni, hvor vi igen i år vil sende DaBUF-medlemmer af sted. Sidstnævnte er stadig en mulighed for unge mellem 14 og 18 år, da der mangler at blive besat to pladser. Derudover blev der fortalt om DaBUFs intention om at skabe et samarbejde med Ben fra Sydafrika, der skal resultere i opstart af børnefilmklubber i Johannesburg. 
Der blev orienteret om arbejdet med Børnebiffen og muligheden for at starte børnefilmklubber op for førskolebørn – det er planen at afholde et førskolefilmgennemsyn, og i den forbindelse blev det pointeret, at det både er for klubber der viser film for førskolebørn, og for klubber der påtænker dette.
Der blev givet en opfordring til alle klubber om at benytte DaBUFs logo og navn i alle programmerne. Den ønskede profilering af DaBUF, tror vi, i sidste ende vil komme den enkelte klub til gode. Samtidig er det vigtigt at vi både signalerer sammenhæng og tilhørsforhold som en samlet landsorganisation. I forlængelse af dette, takkede vi klubberne for indsendelsen af generalforsamlingsreferat, vedtægter og regnskab – og kortgjorde baggrunden for dette ønske.
Afslutningsvis blev de seks forskellige film diskuteret i forhold til kvalitet og egnethed til klubberne. Her kom mange gode og forskellige betragtninger – og samlet set virkede det til, at alle klubberne kom hjem fra Skive med noget til næste års program. Vi fik også en kort orientering fra hver enkel klub, om livet ude i klubberne.
Tak for det flotte fremmøde – og tak til Skive for det flotte arrangement i de ligeså imponerende rammer.
 
 
Jan Frydensbjerg, Landskonsulent
Søge
Aktiviteter
Kalender
Start en filmklub
DaBUF • Tagensvej 85 E • 2200 Kbh. N • Tlf: 3321 4176 • Fax: 3321 4160 • M: sekr@dabuf.dk
Design by Cantea : Powered by GoToWeb