Artikel
Skrevet af Kim Bruun
Vi har sat os for at udnævne 18 film, som danske børn skal se, inden de bliver 18 år. Det er en varslet katastrofe, og vi ved, at det er en utaknemmelig, hvis ikke ligefrem umulig, opgave. Kim Bruun har bestukket en 10. klasse til at gense Døde Poeters Klub sammen med ham og giver her sit bud på, om det er en af de film, vi skal give videre til opvoksende generationer.
Da jeg begyndte på lærerseminariet i 1990, skulle vi som noget af det første lære om lærerrollen. Hvordan er lærerrollen? Hvilke faldgruber skal man undgå? Hvordan finder man sin egen vej og bliver den lærer, man skal være?
Én artikel om lærerrollen husker jeg særligt. Ikke hvem der skrev den, eller hvad den dybere pointe var, men dens behandling af filmen “Døde poeters klub”, som jeg havde set med begejstring i biografen året før.
Et skræmmebillede
Forfatterens tolkning gik på, at historiens katalysator, læreren John Keating, er en type, man også kender fra virkeligheden: En lærer, som kommer brasende ind ad døren, skaber et helvedes postyr, hidser eleverne op og så forsvinder igen, inden der bliver konsekvenser af de handlinger, han har initieret.
Selvom det var en lidt trist måde at beskrive en person, som havde gjort et stort indtryk mindre end et år forinden, var det også en sær lettelse: Sådan en lærer, kan jeg da i hvert fald godt finde ud af ikke at være.
Filmen som fartøj
Siden så jeg filmen et par gange i undervisningssammenhæng, men uden for alvor at gøre mig tanker om filmens kvalitet som film og ikke blot og bart som et middel til at bibringe nogle elever noget engelsk.
Men i dette efterår skulle det være. En flok elever fra en 10. klasse var blevet overladt i min varetægt. Jeg bestak dem med kage fra min hjemegn og trusler om, hvad alternativet til at se film, ville være. Mætte af brunsviger og opfyldt af ønsket om at lade dagen gå godt, satte vi os således til rette med Peter Weirs “Døde poeters klub”.
Hvad er ungdom?
Noget af det første, som slår mig, er hvor poetisk, filmen er optaget: Der er virkelig mange skud af natur med intet andet sigte end at stemme os tilskuere til den fortælling, vi er i gang med at bevidne. Det er meget poetisk og roligt. Smukt. Og en god modsætning til den knugende stemning på kostskolen, hvor størstedelen af handlingen udspiller sig. For det er kuede unge mænd, som frister tilværelsen på kostskolen, hvor John Keating kommer som den nye lærer.
En drøm
Keating har selv været elev på skolen og synes at have et ønske om at give eleverne et andet syn på livet og poesien, end han selv blev tilbudt i sin tid. Han opfordrer dem til at se tilværelsen fra et andet perspektiv og til at opfatte digte som kraftudfoldelser af levet liv. Drengene følger hans anvisninger, læser og skriver digte, forelsker sig og forfølger deres drømme. Neil forfølger en drøm om at optræde som skuespiller og får hovedrollen i Shakespeares “En midsommernatsdrøm”. Desværre er Neils far ikke til sinds at lade Neil spiller teater, så faren tvinger Neil til at opgive drømmen. Neil reagerer ved i desperation at tage sit eget liv: Drømmen om et fuldt levet liv brast, og ved udsigten til at leve sit liv på farens præmisser, tager han den ultimative konsekvens.
Keating får skylden for Neils selvmord og de øvrige drenge tvinges til at angive og forsage Keating. Da Keating bortvises, gør drengene kortvarigt oprør og viser deres støtte til ham på hans vej væk.
Drømmens indhold
Lige så godt jeg synes, at naturbillederne fungerer, lige så utålmodig bliver jeg, da Neil begår selvmord. Det går simpelthen så langsomt og omstændeligt, at jeg er ved at få lyst til selv at tage livet af mig.
Men det er nok fordi, jeg lever i en mere utålmodig tidsalder, hvor alting skal overstås, og der gerne skal blod på linsen (hvilket der heller ikke er noget af).
Og faktisk bliver jeg fanget af Robin Williams’ Keating og hans brændende engagement i poesi og drengenes opdragelse. Jeg tror på ham, og jeg har svært ved at se, at han ville forsvinde, hvis ikke omstændighederne og et rigidt system havde tvunget ham.
Der er (andre) scener, som jeg finder lange og lidt pointeløse. Men i bund og grund fortæller den en vedkommende historie om at blive et menneske og at finde sin plads i verden. Nye generationer skal til enhver tid finde deres ståsted, være i opposition og gøre sig deres egne (dyrekøbte) erfaringer.
Dommen
Derfor tror jeg, at unge i dag vil kunne se og spejle sig i filmen. Den er selvsagt et billede på en helt anden tid, hvor unges vilje lå i de voksnes lomme. Men oprøret og drømmene er de samme.
I øvrigt fandt eleverne ikke, at filmen var nær så slem, som de havde forestillet sig. De mente ikke, at børn yngre end dem ville kunne tåle at se den – selvmordet er jo ikke en løsning, og man skal have en vis alder for at kunne gennemskue dette.