DaBUF-medlemsblad-Pråsen nr 1 2018-Honore-artikel

Film former verden, verden former film

I Pråsen nummer 3/2017 introducerede tidligere bestyrelsesmedlem i DaBUF, cand. mag. Marc Honoré begrebet media literacy, som han kaldte ’et af de helt store buzz-ord’! Denne gang går han tættere på filmmediets balance mellem sandhed og løgn, drøm og virkelighed.

 I Pråsen nummer 3/2017 introducerede tidligere bestyrelsesmedlem i DaBUF, cand. mag. Marc Honoré begrebet media literacy, som han kaldte ’et af de helt store buzz-ord’! Denne gang går han tættere på filmmediets balance mellem sandhed og løgn, drøm og virkelighed.

Film konstruerer verdener og skaber forståelser af verden

Da jeg sad i Danske Børne- og Ungdomsfilmklubbers bestyrelse, og vi skulle i gang med arbejdet omkring DaBUFs 15 teser, havde jeg især én tese, som jeg gerne ville have skulle stå som en helt central grundtese. Tesen lyder: ‘Film konstruerer verdener og skaber forståelser af verden’. Det er egentlig to teser, der er slået sammen til én. Som jeg ser det, er der nemlig tale om to sider af samme sag. Film er medvirkende til både at skabe den verden, vi oplever omkring os, og informere os om den. Det er netop dette udgangspunkt, man skal bruge til at stille relevante spørgsmål om films relation til den verden, der ligger uden for filmens verden.

Både ritual og transmission

Film har ligesom alle former for kommunikation forskellige funktioner. Teoretikeren James Carey beskriver to: Kommunikation kan både være et ritual og en transmission. Hvis man fokuserer på kommunikation som en transmission, drejer kommunikation sig om at viderebringe information. Det drejer sig kort sagt om at udbrede et stykke information. Hvis man derimod fokuserer på kommunikation som et ritual, drejer kommunikation sig om at samles et særligt fællesskab, en særlig overbevisning eller en bestemt kultur. Det drejer sig kort sagt om at skabe og bevare en bestemt position eller kulturelt fællesskab, hvorfra man beskuer verden. Hvis man bevæger sig væk fra teoriens verden, er der dog i praksis tale om, at al kommunikation indeholder elementer af både ritual og transmission. I forhold til vores oplevelse af film er det altså værd at spørge: Hvad er filmens funktion? Fungerer den som underholdning, information, propaganda eller noget helt andet? Og hvad er det for en position, som filmen indtager? Kan der spores en særlig kultur, en politisk overbevisning, en filosofisk retning eller en anden form for position?

Virkeligheden er en tilnærmet størrelse

Under alle omstændigheder er det vigtigt at holde for øje, at filmen ikke er den verden, som den forsøger at beskrive. James Carey forklarer da også, at den virkelige verden ikke sådan umiddelbart ligger klar til at blive opdaget, formidlet og forstået. Virkeligheden er rettere en tilnærmet størrelse, der bliver skabt, vedligeholdt og transformeret gennem kommunikation, blandt andet film.

 Film er ikke virkeligheden

Man kan som James Carey bruge en tegning af et hus som et eksempel på den symbolske proces, som kommunikation er. Hvis jeg har et hus, som jeg gerne vil forklare, hvordan ser ud, kan jeg tegne en tegning og med den forklare, at sådan ser mit hus ud. Modsat kunne man også tage en tegning af et hus og på baggrund af denne bygge et hus. Tegningen er ikke huset, men den kan forklare, hvordan huset ser ud, og den kan være udgangspunktet for konstruktionen af huset. På samme måde forholder det sig med film. Film er ikke virkeligheden, men repræsenterer virkeligheden. Et relevant spørgsmål vil derfor være: På hvilken måde bliver virkeligheden repræsenteret i en bestemt film? Hvordan er en bestemt film med til at fortælle os om verden, og hvordan er den med til at skabe verden?

Hele det filmiske billede

Når man nogen gange kan have svært ved at se film som noget, der er forskelligt fra den virkelige verden, kan det være, fordi den filmiske virkelighed netop søger at mime virkeligheden uden om filmen. Mange af de elementer, man ser i film, peger på noget, der findes i verden uden om filmen. De mennesker, man ser på film, minder om mennesker i virkeligheden. De følelser, man ser på film, minder om de følelser, man oplever i virkeligheden. Ja, hele det filmiske billede, vi ser på, minder os på mange måder om virkeligheden.

Det filmiske billede som et aftryk af virkeligheden

På en måde kan man se det filmiske billede som et aftryk af virkeligheden, lige som et fodspor fra en kat i sneen er et aftryk af kattens virkelige pote. Der er helt klart en sammenhæng mellem aftrykket og det, som aftrykket kommer af, men det er værd at bide mærke i, hvad der spiller ind på, at aftrykket lige netop ser ud, som det gør. En kats fodspor i sneen er ikke det samme som en kats fodspor i mudder, selvom kattepoten er den samme. På samme måde forholder det sig med film.

Drømmene bliver til ingenting

Hvis man som eksempel tager filmen ”La La Land” (2016), ser man tydeligt, at det valgte filmiske udtryk spiller ind på den relation, som filmen har til virkelighedens verden. Her oplever vi historien om Mia og Sebastian, der hver især forsøger at opnå deres drøm om at bryde igennem som henholdsvis skuespiller og jazzmusiker i storbyen Los Angeles, hvor alle andre også har mindst lige så store stjernedrømme. De danser og synger sig på bedste nostalgiske musicalmanér gennem filmens smukke, farvemættede Hollywoodkulisser, mens de forelsker sig hinanden – først langsomt og så pludseligt pladask. Eller det gør de i hvert fald lige til midt i filmen, hvor hverdagen sætter ind, musikken forsvinder og der går parforholdsdrama i den. Drømmene bliver til ingenting, og det er lige ved, at de mister håbet. Først da de igen begynder at drømme, bliver musicalen genoplivet, og de får til sidst succes – med karrieren, i hvert fald.

Kun én vinkel på virkeligheden

Budskabet synes at være, at det faktisk betyder noget, at man tør drømme. Hvis man tør drømme, kan det forandre ens verden til det bedre – til en vis grænse, for man kan ikke få alt i livet. Den skildring, man oplever i ”La La Land”, er selvfølgelig kun én vinkel på virkeligheden. Det er en skildring, der i særdeleshed er formet af den overordnede musicalform, det generelt let komiske (men til tider også melodramatiske) skuespil samt musikken, der både er fuld af håb og længsel. Hvis ”La La Land” i stedet havde benyttet sig af en socialrealistisk form – for at sætte min pointe lidt på spidsen – ville det filmiske aftryk af virkeligheden været markant anderledes, selv om det stadig ville være den samme del af virkeligheden, filmen havde forsøgt at skildre. Det ville blot være en skildring fra en anden vinkel og i en anden kontekst.

Både tilfældigheder og velovervejede kunstneriske valg

Det aftryk af virkeligheden, som man oplever gennem det filmiske udtryk, afhænger nemlig af et væld af både tilfældigheder og velovervejede kunstneriske valg. Skuespil, lyssætning, manuskript, instruktion, lyd og iscenesættelse er sammen med så meget andet med til at give det særlige filmiske udtryk, som både er en repræsentation af virkeligheden og en repræsentation af, hvordan virkeligheden kan, bør eller skal opfattes.

Foto: La La Land / Nordisk Film