EFA Young Audience Award

YAA i Aalborg

Sjette gang er lykkens gang! Måske fordi YAA (Young Audience Award) for første gang blev afviklet på flere locationer i lille DK. Måske fordi DaBUF for første gang var den store tovholder og bagstopper for projektet. Måske fordi man efterhånden har teknisk bommet tilstrækkeligt mange gange i live-afviklingen fra Erfurt. Og måske fordi filmene i år for alvor kunne konkurrere mod hinanden.

En ubetinget succes

Af disse – og mange flere – grunde var Aalborgs deltagelse i Young Audience Award en ubetinget succes. Det har aldrig været bedre. Af de på forhånd 83 tilmeldte endte vi med at have 67 stemmeberettigede og opvakte jurymedlemmer den 5. maj 2019. Frafaldet skyldtes en håndfuld afbud, og en halv snes der ikke dukkede op, og det er det samme billede hvert år. Det er ikke en naturlov, at 12 –14-årige holder fast i deres umiddelbare begejstring, når YAA-dagen nærmer sig. Og solen skinner.

Særdeles filmparate

Til gengæld var de 67 fremmødte særdeles filmparate og følte sig godt underholdt af alle tre film. Vi har tidligere været udsat for lidt af hvert på det felt. Østrigsk eller finsk dokumentar for eksempel! Ingen tvivl om at udvælgelsen af de nominerede film har været godt hjulpet af ’ungdomsfiltret’ – en håndfuld 14årige fra fem forskellige lande, der tidligere har været jurymedlemmer. Af de seks ’voksennominerede’ titler skulle de vælge tre, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at de ville vælge netop disse perler: ”Los Bando” (Norge), ”Old Boys” (UK) og ”Fight Girl” (Holland).

Kommer ikke rendende af sig selv

Som det sikkert er oplevet mange andre steder, kommer jurymedlemmerne ikke rendende af sig selv. En måned før afviklingen var jeg inde på Hold 3-visninger i Aalborg Filmklub en fem-seks gange, og havde således direkte kontakt til cirka 500 unge i aldersgruppen 12 – 14 år. Af dem meldte sig henved 30 stykker. Efterfølgende har jeg været på fem forskellige skoler og fået adgang til noget i retning af 600 unge i 6. og 7. klasse. Det tager lidt tid og gav en samlet tilmelding på 83. Egentlig ville jeg gerne nøjes med 60 – 70 stykker, så der ikke er alt for presset i biografsalen, og det kommer erfaringsmæssigt helt af sig selv. 67 er et godt tal!

En stor hjælp

De fem foregående år har jeg været praktisk gris på alle områder fra trykning af stemmesedler til servering af pizza. Jeg har også stået for fotografering, været afstemningsleder, produceret videodokumentation et cetera. Denne gang ankom en kasse med stemmesedler, kuglepenne, mintpastiller og meget vigtige: Jury Booklets sendt fra DaBUF. En stor hjælp. Og som altid har jeg oplevet ungerne være særdeles engagerede i udfyldningen af de små Jury Booklets til fastholdelse og eftertanke umiddelbart efter gennemsyn af den enkelte film.

Ti timer med tryk på

Afviklingen af dagen er en stor mundfuld selv for en forholdsvis ung mand som mig. Aarhus (Århus Skolebio) og Stege (Filmfabrikken) bemandes med flere erfarne folk. Men for os alle er det ti timer med tryk på. Deltagerposer skal fyldes og udleveres. Filmene skal indledes og efterbehandles, pizzaer skal hentes og slices. Kommunikationen med hovedkvarteret i Erfurt/Berlin skal punktligt overholdes. Affald sorteres, sodavand, slikposer, vandflasker. Chatboxen skal etableres og holdes øje med, så den transnationale livechat ikke løber helt af sporet. Tidsplanerne overholdes.

Here is the result from Denmark

Afstemningen afvikles, og tallene fra Aarhus og Stege tælles sammen med ditto fra Aalborg. Fantastisk disciplin hele vejen rundt, så vi kan få lavet det der Jury Speaker-videoklip med det samlede landsresultat og sendt til Erfurt. I mange deltagerbyer bruges der krudt på at lave et kreativt videoklip. Det gjorde vi også sidste år, hvor teknikken brød sammen i Erfurt, og ingen videoklip blev vist. I år var det derfor et simpelt two shot, halvnært, 20 sekunder og ’Here is the result from Denmark’!

Charmerende, afslappet og helt cool

Derefter afsluttes dagen i biografen og så hjem og se livestreaming fra Erfurt. Sædvanligvis et tåkrummende show med en überfrisk og ’rutineret’ tv-vært/-værtinde, der med kraftig tysk accent på engelsk guider os gennem aftenen. Ofte afbrudt af tekniske uheld, og et live publikum der tydeligvis har svært ved at koncentrere sig. I år var alting anderledes: En sekstenårig pige, tidligere jurymedlem fra Luxembourg – charmerende, afslappet, udmærket til engelsk og helt cool, når de få tekniske fejl i livetransmissionen opstod.

Hurra for hende.

Og hurra for DaBUF, og hurra for alle os andre.
Det her gør vi da igen i 2020!

Foto fra EFA Young Audience Award – https://yaa.europeanfilmawards.eu