Pråsens leder, juni 2020                                                                           

Skrevet af Kim Bruun / Formand for DaBUF 

 

 

Siden filmen blev født for snart 130 år siden, har den aldrig set sig tilbage. Bevares, der er lavet stumfilm efter talen blev opfundet og koketteret med sort/hvid, selvom farver var blevet en integreret del af paletten. Tempoet er blevet hurtigere. Effekterne mere overbevisende. Følelserne dybere. Og dog!

Det sidste er naturligvis en tilsnigelse. Følelsesudbruddene er måske blevet højere; de følelsesforstærkende effekter mere effektive; nærbillederne mere gribende. Men i bund og grund er følelserne nok de samme, som de altid har været, når vi sidder sammen i biografens mørke og lader os forføre. Men måske er tiden inde til at vi skal gentænke hele konceptet med at se gribende film i fællesskab i biografens omsluttende mørke.

Det fælles åndedrag

Til dels skal vi åbenbart holde så meget afstand, at fællesskabet kan være svært at mærke. Det fælles åndedrag, de delte gys og grin, lyden af raslende slikposer, odøren af popcorn. Til dels skal der åbenbart tages så mange hensyn, at skuespillerne på filmoptagelse kommer til at holde så stor afstand, at det måske vil være vanskeligt at mærke kemien mellem dem.

Ikke så mange film til biograferne

Endnu mere skræmmende er imidlertid udsigten til, at en del mennesker er så nervøse for at gå i biografen, at biograferne risikerer at stå halvtomme uden sundhedsfaglige begrundelser. Hvis det sker, er det indlysende, at der ikke vil blive produceret nær så mange film til biograferne, men derimod en lind strøm til streamingtjenesterne og dermed hjemmeskærmene.  

Lavbudget og blockbusters

Vi risikerer lavbudget film for aficionados og blockbusters for de mange. De billige kan forhåbentligt klare sig med et begrænset publikum. De omkostningstunge vil formentligt kunne tjene pengene ind og lidt til, for ’alle’ skal jo se den seneste Marvelfilm, Bond-eksercits eller Disney-satsning – enten publikum ser film hjemme på video on demand (streaming), eller om det undtagelsesvist vil bevæge sig hen til katedralen, biografen for at få den fulde oplevelse. Prisen i dette scenarie, frygter jeg, er, at vi mister alle de film, som lægger sig imellem de to yderpoler. Indrømmet, mange film sætter sig ikke varige spor, men i dette mellemsegment finder man altså også film, som præcist sætter ord og billeder på ens tanker, følelser og oplevelser. Film, som gør, at man føler sig mødt og set. Film, som lader os gå fra biografen opløftede og klogere på verden og på os selv.

Kultur og historie

I vores DaBUFsammenhæng skal vi især huske på, at en del af det, vi voksne opfatter som selvindlysende og forudsigeligt i film, for vores medlemmer, børnene, er helt nyt og friskt. Et første bud på mødet med vores kultur og historie. Hvis man går på strandhugst i tidligere udgaver af Pråsens serie om Min første biografoplevelse, vil man konstatere, at ingen af os er sprunget direkte ud som selektive cineaster. Vi er gået en lang vej med meget forskelligartede film i skoene, som har gnavet i og ramt os og talt til os, selvom der ikke nødvendigvis har været tale om entydige mesterværker.

Lad os fylkes i biografernes sale

Som opdragere og formidlere har vi i DaBUF et særligt ansvar for fortsat at lede opvoksende generationer ind i filmens magiske verden. Det gør vi bedst med et så bredt og varieret udbud af film, som tænkes kan. Og garanten for det er først og sidst biografen. Den oprindelige platform og garant for filmens udbredelse. Lad os fylkes i biografernes sale, vise hensyn over for hinanden, men også over for biograferne og deres indtjening. Køb en ekstra pose med noget godt i. Tag et barn mere med. Se en film, du troede, du ikke gad investere i.  For fremtiden er lugten af popcorn ensbetydende med duften af kulturel kapital. Film skal ses i fællesskab. Og helst i biografen. Vi ses stadig og igen og igen i det illuminerende mørke.


Har man brug for yderligere ammunition til at overbevise om biografens fortræffeligheder, kan man læse videre her.