Det sidste år har været en prøvelse, for os, der ser biografen som en udvidelse af hjemmet. Som en katedral for fordybelse. Som scenen for de største dramaer. Som refugium og helle. Så da der udgik befaling fra Pråsens redaktører om, at Billundgrafens drive-in arrangementer skulle dækkes af et par heldige udsendte, var vi, far og søn fra Odense, ikke sene til at melde os under fanerne. 

 

Andet modersmål end dansk 

Grundet den store skare af engelsksprogede mennesker bosat i Billund – Lego tiltrækker jo mange med andet modersmål end dansk – har gode folk oprettet en filmklub, som viser film på engelsk med danske undertekster. Som dabuffer er det en glæde at se vores koncept taget op med denne variation. Hidtil har Billundgrafen afholdt deres forestillinger i Legohuset, men grundet forsamlingsforbud har de flyttet deres visning ud i det åbne på en af Legolands parkeringspladser.

Til vores store forbavselse og udelte glæde var det gratis for alle at dukke op til forestillingen i Billundgrafens interimistiske, men funktionelle drive-in biograf.

 

Drive-in

Vores filmvalg faldt på amerikanske Den lille afskyelige snemand (Abominable) af Jill Culton og Todd Wilderman fra 2019. En film, som vi har set før, men som afgjort fortjener et gensyn. Oskar (født 1997) havde aldrig været i drive-in biograf, og Kim (født 1965) har været det én gang engang i 1980erne. Oskar spurgte vittigt om det var før eller efter talefilmen blev opfundet!

 

En nærmere bestemt frekvens 

Dengang i 1980erne skulle man vist have en højttaler ind i bilen eller alternativt have vinduerne rullet helt ned for at kunne følge med i lydsporet. Ingen af delene syntes indbydende, årstiden taget i betragtning. Men heldigvis var det heller ikke nødvendigt. I stedet skulle vi tune ind på en nærmere bestemt frekvens på vores bilradio, og så ville filmens soundtrack spille dér.

 

Teknologiske analfabeter 

Vi skylder at fortælle, at vi begge (den ældste af os mest) er teknologiske analfabeter på Gøg & Gokke-niveau. Særligt når det kommer til biler og deres indretning. Bilradioen var en udfordring for os. Ganske vist kunne vi ret nemt tune den ind på den rigtige frekvens, men vi kunne ikke gennemskue, hvordan vi skulle holde frekvensen. Så for hver 20 – 30 sekunder gik radioen af egen drift i gang med at lede efter en kanal til os. Løsningen var manuelt at tune radioen over på den rigtige frekvens.

 

30 biler 

Vi var et pænt stort publikum til filmvisningen. Måske 30 biler havde fundet vej til Legolands parkeringsplads. Vi var blevet opfordret til at tage varmt tøj og eventuelt tæpper med, så vi kunne holde varmen i bilerne, selvom motorerne var slukkede. Vi så os dog nødsaget til at starte vores motor, når ruderne i bilen duggede så meget, at det blev svært at se ud gennem dem.

 

Fandt en rutine 

I begyndelsen af filmen gik det godt med lyden. Vi fandt en rutine, hvor den ene eller den anden af os tunede radioen, inden lyden forsvandt for os. Men jo mere spændende og gribende filmen blev, jo oftere glemte vi at tune og måtte befippede læne os frem for at finde den rette frekvens. Man må som bekendt slide for kunsten.

 

Duggede vinduer og øjne

Vi havde også ideligt travlt med vores duggede ruder og klumper i halsen på grund af den rørende handling, men den snøften og pudsen næse, som vi er vant til i biografen, oplevede vi ikke her. Men vi fik alligevel en oplevelse og på sæt og vis også i fællesskab med andre og vores fælles kamp med duggede vinduer. Måske er det ikke kun i biografens velsignede mørke, at vi kan opleve film i fællesskab. Men vi glæder os alligevel til, at vi igen kan se ind i de andres duggede øjne på vej ud af biografen.

 

Skrevet af Oskar og Kim Bruun / Odense Filmklub for Børn og Unge