Artikel

Skrevet af Kim Bruun og Jan Frydensbjerg

 

 

I DaBUFs bestyrelse har vi besluttet, at fokus for vores arbejde i dette jubilæumsår skal være ‘Åbn fællesskabet’. Det kan synes som en øvelse i at løbe en åben dør ind, men der er nogle børn, for hvem det ikke er indlysende at følges med klassekammeraterne i biffen. I år vil vi have fokus på de medlemmer, vi ikke normalt ser i filmklubberne, og som måske har brug for et fællesskab mere end de typiske medlemmer. 

Det er lørdag formiddag i den lokale biograf. Majsen popper lystigt i kiosken. En duft af varm olie breder sig i forhallen. En urolig og utålmodig summende af forventningsfulde børnestemmer væver sig ind i lyden af forældrenes formaninger, inden børnene sendes i favnen på de frivillige, som står klar til at tage imod. Snart er ungerne bænket i de bløde sæder og får en introduktion til filmen, de om lidt skal lade sig bevæge af i fællesskab.

Både medlemmer og frivillige kommer i flere aldre og forskellige former. Men det er alligevel påfaldende, at de (næsten) alle har en kulturkristen baggrund, at de (så godt som) alle har samtlige sansers og lemmers fulde brug.

 

Film skal ses… 

I snart en håndfuld år har vi i DaBUF formuleret vores indgangsvinkel til det filmpædagogiske arbejde, der foregår i vores mange børne- og ungdomsfilmklubber rundt omkring i landet, med følgende proklamering; Film skal ses i fællesskab.

Det er en tagline og en hensigtserklæring, der efterhånden har sat sig dybt i det DaBUFske snart 70-årige fundament. For det er netop fællesskabet, vi hylder og arbejder for, når vi som frivillige med filmmediet som udgangspunkt forsøger at skabe sociale rammer for børn og unge i biografen. Så ja, det er et slogan, vi både er glade for og opmærksomme på. For ordene forpligter.

 

Forpligtende fællesskaber

Et fællesskab kommer ikke af sig selv. Og et fællesskab er ikke bare per definition et inkluderende sted. Det kan også forekomme ekskluderende og svært at komme ind i. Flere af de film, som vi vælger at sætte på programmet i klubberne, beskæftiger sig med fællesskabet i enten konkret eller symbolsk forstand. Vi får fortællinger om familier, der kæmper for at holde sammen i medvind og modvind, Vi får fortællinger om venskaber, der smuldrer mellem fingrene eller smadrer alle skurkene. Vi får fortællinger om verden, hvor folk står sammen for at redde den eller for at gøre den til et bedre sted.

Fællesskab forpligter. Vi er ikke noget uden hinanden – og et godt fællesskab er også opmærksom på, hvordan det kan blive bedre. For ligesom verden er i en konstant forandring, så bør også fællesskabet være i en uafbrudt bevægelse. 

 

DaBUFs natur 

Lad os for en stund bringe DaBUF over i planteriget. En 70-årig gammel eg, hvor netop fællesskabet efterhånden har fået godt fat i rodnettet. Metaforen er valgt med omhu: Det er netop fra rodnettet, at egen får sin næring og væde. Samtidig med at lyset er uundværligt for, at vækst og udvikling kan finde sted. DaBUF er helt og holdent afhængig af, at klubberne sørger for en stadig tilgang af nye medlemmer – og af at lyset fra alverdens film falder på diverse lærreder – for at sikre fortsat fremgang og nytænkning.

Endnu en årring er akkurat kommet på, og med den som altid nye tanker og visioner fra bestyrelsen for det kommende år. Et fælles nytårsfortsæt, der forhåbentligt bundfælder sig hele vejen ud i rodsystemet, og når frem til vores klubber: Åbn fællesskabet!

 

Gør porten høj, gør døren vid 

Som skrevet ovenfor, så kan fællesskabet godt synes lukket for nogle, også selvom vi selv sidder med en følelse af, at vi breder armene så meget ud, at vi kan favne hele verden. Måske kan fællesskabet for nogle føles som et lukket land. Hvis det er tilfældet, så skal vi handle på det. ALLE skal have mulighed for at være en del af fællesskabet i DaBUF. Uanset indkomst, geografi, religion, alder og opvækst. 

Derfor inviterer vi i år vores klubber med til at vidensdele, foreslå og tænke med, når vi slår dørene til fællesskabet op og åbner det på vid gab. Mange af vores klubber har gjort en kæmpe indsats og er gennem projekter og målrettet insisteren lykkes med at nå ud til andre, end dem, der let finder vej til holdkortet. Det er historier, som vi meget gerne ser, at vi fortæller og deler med hinanden. 

 

Mange grene små 

For at blive i sammenligningen med den DaBUFske trærod. Alle klubber har hver deres egen gren, hvorfra kviste og blade udspringer. Det er dem, som vi skal have vist for hinanden. En gren har fået udsatte unge med i klubben, en anden laver særlige visninger for handicappede og en tredje samarbejder med Dansk Flygtningehjælp. 

Vi håber, at I vil have lyst til at åbne fællesskabet med os. At I vil have lyst til at styrke rodnettet og alt det, der binder os sammen, men også gør os forskellige. De sidste trin ind i biografmørket skal være for alle.