Artikel
Skrevet af Hans Peter Mehlsen, Århus Skolebio
Aarhus Skolebio har altid været den sjove (og lidt uartige) dreng i klassen. Ham, drengene gerne vil ligne og pigerne gerne vil være i nærheden af. Mangeårig kronikør for Skolebio – og ikke mindst DaBUF – deler et minde, som har været definerende for ham selv og for Skolebio. Og formentlig også for DaBUF
Hvad binder en børnefilmklubs bestyrelse sammen? Det gør ikke blot glæden ved at vise gode film for børn og unge, men også det kammeratskab og livslange venskab, som opstår i samværet omkring det frivillige arbejde.
I Århus Skolebio tænker jeg med glæde på de mange kultur- og rejseoplevelser vi har haft sammen. På vores overdådige Oscarfester. På vores fortrinlige samarbejde med mange biografdirektører gennem tiderne og meget mere.
Ovationerne lyder stadig
Men en ting står printet ind i min hukommelse, som et absolut højdepunkt for Århus Skolebio. Ved landsmødet (sådan hed det før i tiden) i 1984 på Klarskovgård ved Korsør, havde vi fem i bestyrelsen lavet en halvanden times revy, som overraskede alt og alle og skabte minutlange stående ovationer, som jeg stadig kan høre.
Inspirationen kom egentlig fra landsmødet året forinden. Her havde instruktør med mere Erik Clausen præsenteret sin nyeste film ”Cirkus Cassablanca”, og blandt andet underholdt med, at han kunne tale russisk. Det mente vi også, at vi kunne matche, og derfor gik planerne i gang med at lave et lignende nummer. Det udviklede sig hurtigt til ideen om at lave en hel revy.
Vigende hukommelse
Det var oplagt, at revyens omdrejningspunkt skulle være et landsmøde. De enkelte numre skulle handle om elementer fra et landsmøde: ankomst – generalforsamling – film – nattesjov og afslutning for nu at gøre det meget kort.
Da det snart er over 40 år siden, at vi lavede revyen, og det faktum, at der stort set ikke findes billedmateriale fra revyen (der var ingen mobiltelefoner dengang), så står erindringen ikke helt klart, men her er hvad jeg husker:
Revyen startede med en 16 mm smalfilm, som viste, hvordan de enkelte medlemmer af bestyrelsen blev afhentet på deres adresser af vores formand Ole Carlsen. Blandt andet blev undertegnede afhentet i lettere beruset tilstand på et morgenværtshus i Øgadekvarteret i Aarhus lige overfor, hvor jeg boede. Da alle var samlet, kørte vi ud af Århus (dengang med bolle Å) og ind i Klarskovgård – tydeliggjort med byskilte.
Og… Action!
Herefter gik revyen over i live action, og første nummer var ankomsten og registreringen til landsmødet. Vi kom slæbende med kufferter, smokings og badedyr (der var svømmehal på Klarskovgård) og det hele blev akkompagneret med vittige bemærkninger om de enkeltes forventninger til landsmødet – også de mere kulørte.
Generalforsamlingen blev skildret som en kirkelig begivenhed. Ole Carlsen, den daværende. formand for børnefilmklubberne, var iklædt pavekostume med mitra og stav, og vi andre var den ærbødige menighed iført andre gejstlige ornater. Formandens beretning blev konstant applauderet med amen og halleluja råb fra den hengivne menighed. Dengang var formanden stor og almægtig.
Tante børnefilm
Begrebet tante børnefilm var meget på mode i 80’erne. Det havde vi lavet en sang om. Den var især møntet på Ida Zeruneith, som dengang var et af de helt store fyrtårne inden for børnefilmområdet. Selv var hun ud af en børnefilmklub, og senere blev hun en skattet og dygtig børnefilmkonsulent (83-88) . Blændende skarp i retorikken og en god skribent (redigerede Pråsen i flere år). Men hun var også indbegrebet af tante børnefilm, og det havde vi lavet et sangnummer om. Det var undertegnede, som fremførte den på melodien ”Hej for dig og hej for mig” fra “Far til fire i sneen” fra 1954. Og vel er jeg ingen Aksel Schiøtz, men det gik da vist nogenlunde.
Besøg fra “Rusland”
Et af revyens højdepunkter var besøg af en russisk filminstruktør, hvis navn jeg har glemt. Dengang i 80’erne var der rigtig mange østeuropæiske børnefilm på programmerne ikke mindst takket være distributionsselskabet Dan-Ina Film. Denne russiske instruktør – spillet af Karsten Boutrup fra bestyrelsen, og som kunne noget nonsens-russisk – havde sin nyeste film med på landsmødet. Det var en 16 mm film, som vi havde optaget som i de gode gamle stumfilmsdage. Den handlede kort om en russisk oligark – spillet af min bror – iført pelshue og kosaktøj, som på sin Harley Davidson jagtede en ungmø og hendes kæreste ved Moesgaard Strand. Det var en drabelig jagt – morsomt kommenteret af instruktøren – som selvfølgelig endte med, at det unge par undslap i en gummibåd, mens oligarken spruttende og hoppende stod tilbage på en badebro. Stor og sand filmkunst.
Det var engang en lørdag aften
Dengang var lørdag aften noget anderledes på Landsmøderne end i dag. Der var ganske vist som i dag en fin og god middag, men ingen filmforevisninger efterfølgende. Derimod stor fælles hygge, munter bægerklang og dans til tider med orkester. Det skabte selvfølgelig en vis løftet stemning, som også bredte sig ud på de små nattetimer.
Det havde vi lavet et nummer omkring, som foregik i total mørke. Med banken på døre, hviskende stemmer, listende fodtrin, lommelygter og alskens mere eller mindre slibrig tale skildrede vi den opstemte stemning af lyst med mere, som vist hørte den tid til. Det sker i hvert fald ikke på de nuværende landsseminarer. Eller hvad?
Bagstive dabuffere
På generalforsamlingen i 1984 proklamerede Ole Carlsen, at han ville stoppe som formand for børnefilmklubberne efter 10 år på posten. Derfor handlede revyens sidste nummer – evalueringen af landsmødet – om bl.a. dette.
På scenen sad trætte og tømmermænds plagede børnefilmklubfolk. Ind træder Ole Carlsen med en talestol foran sig. Han evaluerer landsmødet, men ingen gider høre på ham. Afslutningsvis siger han : ”Jamen så vil jeg godt danse af”, hvorefter han træder bort fra talerstolen og nu står iført det mest nuttede balletskørt, man kan forestille sig. Og til tonerne af smuk klassisk balletmusik svanser han rundt på scenen for til sidst at forsvinde.
Jubelen ville ingen ende tage, og vi var helt euforiske af glæde. Revystjerner – just for one night.
Venner for livet
Alt arbejdet med revyen, teksterne, prøverne, kostumerne, kulisserne, og teknisk udstyr som var fragtet til Klarskovgård dagen før, var det hele værd.
Tilbage er nu kun minderne – ikke helt intakte – og en slidt VHS kopi, hvorfra medfølgende screen-shots stammer fra. Men trods alderens og glemslens uhyggelige fremskreden, så knyttede denne oplevelse os fem bestyrelsesmedlemmer (desværre har vi mistet Karin Greve) endnu mere sammen i det fantastiske venskab, vi havde og har haft lige siden, og som heldigvis er gået i arv til vores børn. Derfor taler vi meget i Århus Skolebio om skolebiofamilen.
Det frivillige arbejde med børnefilmklub er uden sidestykke i dette land. Det burde prises og lønnes meget mere end virkeligheden viser. Derfor er det ekstra bemærkelsesværdigt, at klubberne hvert år får skruet et program sammen og troligt møder op igen og igen for at formidle gode børne- og ungdomsfilm til glæde for rigtig mange børn og unge. Men det er også en stor fornøjelse at opleve det sammenhold, som man kan fornemme eksisterer i klubberne, som er bundet i de fælles oplevelser, man har. Både i biografen og dem udenfor. Det gør os stærke, det gør os stolte.
Læs mange flere historier fra DaBUFs 70 år i det trykte årsnummer som snart lander i vores allesammens postkasser. Vores tanke var, at vi ville tegne et ufuldstændigt, men mangefarvet og changerende billede af fødselaren. Udkommet var… Langt over vores forventninger! Derfor fortsætter vi ind i 2023 med flere fabuløse og kulørte historier fra DaBUFs fortid.
Ligger du også inde med en historie, som er for god til at holde for sig selv, så send meget gerne til sekr@dabuf.dk Vi retter slå- og kommafejl med videre og sender til godkendelse, inden vi trykker (send).