Artikel
Skrevet af Kim Bruun, Nynne Bern Jensen, Katrine Seier, Jan Frydensbjerg, Erling Dalsgaard og Anette Vibeke Jensen
Sidste år er længe siden. Når man læser dette uddrag af udvalgenes beretninger glemmer man forestillingerne om en fortabt generation i børnefilmklubben. Læs med og mærk forventningens glæde boble af alle de gode ting, vi er ivrige efter at komme i gang med at vise frem
Menneskets tilpasningsevne fortsætter med at forbløffe mig. I løbet af få dage omstillede vi os til, at mundbind var normen, og efter nogle måneder viste man helt naturligt et bevis for, at man var vaccineret eller havde antistoffet i blodet. ‘Smittetal’ og ‘flokimmunitet’ blev naturlige dele af vores ordforråd. Og vi affandt os med, at vi ikke kunne gå i biografen, eller – næsten værre – ikke kunne vise film i filmklubben.
Vi (jeg!) var bekymrede for børnefilmklubbernes fremtid og for medlemmernes flygtighed. Der var bekymring for økonomien. For hvordan skulle det gå med medlemsbetaling og støtte fra diverse benefaktorere(?), når nu vi blødte medlemmer. En kort nedlukning i december 2021 og så ellers fuld åbning på alle fronter fra marts 2022. Et medlemstal som er for opadgående i denne sæson og optimisme i forhold til næste sæson. Glemte er forestillinger om en fortabt generation i børnefilmklubben og skrækscenariet, at der kunne være en udløbsdato på DaBUF.
I bestyrelsen har vi vedtaget, at årets fokus skal være Åbn Fællesskabet: Hvordan gør vi det fortsat attraktivt at være med i en filmklub? For alle børn. Det betyder, at vi er i gang med at opsøge de gode historier om, hvordan fællesskaber bliver større og mere mangfoldige.
Når man læser udvalgenes beretninger, kan man nærmest mærke forventningens glæde boble af alle de gode ting, de er ivrige efter at komme i gang med at vise frem.
Kim Bruun
Kommunikationsudvalget fortæller
Vi har i det forgangne år valgt at fortsætte vores arbejde med at styrke DaBUF’s tilstedeværelse på nettet og i særdeleshed på de sociale medier; Facebook, Instagram og LinkedIn, hvor DaBUF er til stede.
Derudover er der i 2021 blevet produceret nye professionelle pressefotos fra et open air arrangement, som DaBUF’s ungeprojekt Filmværket afholdte i Riis Skov. Billederne blev rigtig fine og kan fremover bruges til at vise, at DaBUF også har forskellige tilbud for de ældre medlemmer.
Vi sluttede 2021 af med at gentage succesen fra 2019 og lavede en julekalender på DaBUF’s instagramprofil under hashtagget #decemberfilm. Hver dag i december måned udvalgte personer fra DaBUF’s sekretariat, hovedbestyrelse og forskellige lokale børnefilmklubber en særlig julefilm og forklarede, hvorfor netop denne film var en del af deres juletraditioner.
Der venter en masse spændende arbejde i den kommende tid, og vi er netop nu igang med at analysere DaBUF’s hjemmeside for at undersøge af hvem og hvordan hjemmesiden bliver brugt. På den måde kan vi sørge for, at man får den bedst mulige oplevelse derinde. Derudover vil vi i 2022 også bruge ekstra energi på at markere DaBUF’s 70-års jubilæum og trække sjove og interessante historier frem fra foreningens lange levetid.
Nynne Bern Jensen
Aktivitetsudvalget fortæller
2021 blev endnu et år, hvor corona gjorde det lidt for spændende at sidde i Aktivitetsudvalget og at skulle arrangere et landsseminar. Forsamlingsloft, nedlukninger og restriktioner betød, at landsseminaret igen blev udskudt. Denne gang til slut juni. Det var vilkårene i et år, hvor ingen helt vidste, hvad vi skulle regne med.
Derfor måtte vi tænke kreativt og få det bedste ud af situationen. I programmet blev det blandt andet til en filmquiz-tour rundt i skønne Svendborg, da hotellets bar lukkede tidligere pga. restriktioner. Lørdag aften blev vi så delt i hold, der skulle rundt på poster i Svendborg by og svare på spørgsmål om film, der er optaget på forskellige lokationer. Vidste du fx, at en scene fra Susanne Biers film ‘Hævnen’ er optaget på Svendborg Banegård?
Derudover fik vi uddelt Pråsprisen til Bjarne Reuter. Vi havde besøg af instruktør Martin Miehe-Renard, der har instrueret Buster Oregon Mortensen. Og børnefilmklubben Holger fra Slangerup fik prisen som Årets Klub og kunne fortælle os alle om de spændende tiltag, de tager, for at skabe gode oplevelser for medlemmerne og engagere frivillige.
Vi havde også gode drøftelser om corona-situationen, der i flere omgange har sat en kæp i hjulet for børne- og ungdomsfilmklubberne. Det er opløftende at se, hvordan alle klubber og frivillige bliver stærkere, når vi deler vores erfaringer.
Fornyelse er en god ting. For selvom landsseminaret ikke blev helt, som det plejer, så blev det en rigtig god og inspirerende weekend.
Nu er det snart tid igen, og vi glæder os til at se rigtig mange af jer igen i Svendborg til årets Landsseminar. Temaet bliver DaBUF: I går, i dag og i morgen, og vi gentager quiz-tour succesen fra sidste år, med en jubilæumsversion.
Katrine Seier
Filmudvalget fortæller
Filmudvalgets primære opgave med at få Filmkataloget klar til landsseminariet har som sidste år været en smule besværliggjort med de mange aflysninger af biografpremierer og flyttede filmforevisninger. Men alting har en ende, som vi kender det fra Hvalborg, og nu lysner det heldigvis i biografmørket.
Derfor er vi også endt med et filmkatalog, som vi både er glade for og stolte over. Det tilbyder en god portion filmoplevelser til børn og unge i alle aldre, og samtidig er den et vidnesbyrd omkring den mangfoldighed af historiefortællinger, der heldigvis stadig er tilgængelige på filmlærredet.
Det er stadig en vigtig opgave for filmudvalget at få udvalgt de film, der måske ikke har toppet hitlisterne, men som ikke desto mindre gemmer på fantastiske historier. At filmen ikke har været i danske biografer, behøver ikke at være et manglende kvalitetsstempel, så giv dem endelig en chance, når I får Filmkataloget i hænderne.
I udvalget har vi også vedstået Janne og Kines fornemme arbejde med at sammensætte programmer til både filmgennemsyn og landsseminar. Når man deltager i filmgennemsyn, er det altid en fornøjelse at mærke den begejstring for at diskutere filmenes brugbarhed – og de overvejelser, som hver enkelt klub foretager sig, når der skal sammensættes et nyt program.
Som noget nyt har vi i år søsat en afstemning om årets børne- og ungdomsfilm. En kåring, der finder sted til landsseminariet og hvor alle de frivillige i klubberne skal være med til at bestemme, hvem der skal løbe med æren. Filmudvalget har nomineret 5 titler, der har haft biografpremiere i 2021, og det er disse 5 film, I kan stemme om. Vi håber, at alle er med på legen – og at den kan vokse sig større i de kommende år. Intentionen er jo, at vi gerne vil sætte fokus på de fantastiske film, der år efter år bliver skabt. Når alt kommer til alt, så er det jo dem, vi er fælles om.
Jan Frydensbjerg
Internationalt udvalg fortæller
Young Audience Award (YAA), Berlinalen, Nordisk Filmcamp og Giffoni Filmfestival er de store emner i årshjulet for det internationale udvalg.
YAA er en event hvor tusindvis af unge europæer i alderen 12-14 år i løbet af en dag simultant ser 3 nøje udvalgte film for til sidst at stemme om ”Den bedste film”. De unge interagerer med hinanden undervejs via videokonference og sociale medier på tværs af landene. Vinderfilmen afsløres via livestream fra awardshowets epicentrum i Erfurt (Tyskland).
YAA 2021 blev trods, at det kun var en online-event i Danmark, afviklet med stor succes. I år har man valgt at flytte tidspunktet for afvikling fra forår til november måned, nærmere bestemt d. 13. november 2022.
Den 72. Berlinale blev i år besøgt af tre medlemsklubber (Horsens Skolefilm, Århus Børnefilm og Herlev Skolebio). Til trods for de mange covid-restriktioner er filmfestivalen nu igen i gang.
Festivalen var i år placeret i uge 7, som burde kunne trække flere danske børnefilmklubber til Berlin. Lise-Lotte og Kirsten fra bestyrelsen deltog ved samme lejlighed i den årlige general meeting hos ECFA.
Trods mange tilløb ser det endelig ud til, at det lykkes at bringe unge sammen om film ved at afvikle Nordisk Filmcamp til juli 2022 i stil med den, der blev gennemført for 8 år siden.
Her ultimo marts er der skabt kontakter til de nordiske lande (inkl. Færøerne og Grønland). Der er lavet et program sammen med Filmfabrikken på Møn og de første ansøgninger om økonomiske bidrag har båret frugt.
Igen i år er vi inviteret til at sende to jurymedlemmer til Giffoni filmfestival. Festivalen løber af stablen i sidste del af juli. Forhåbentlig bliver den afviklet uden restriktioner og med jurymedlemmerne indkvarteret privat, som de plejer.
Erling Dalsgaard
Pråsens redaktion fortæller
Bladrer man igennem årets artikler, mindes man de festlige genåbningdage, hvor vi igen kunne invitere børn og unge ind i filmklubfællesskabet – i Herlev kunne de tilmed fejre 70 års jubilæum.Ternet Ninja 2 slog sin forgængers imponerende publikumsrekord på bare fire dage. Grænserne åbnede også igen og vi kunne følge filmmagerne og deres eventyrlige rejse til Nuuk i Grønland for at lave stop motion-film med afsæt i verdensmålene. Og i anledning af DaBUFs 70. år har vi været i arkivet og genfundet en perle af en artikel om, hvordan det hele startede.
Pråsen – DaBUFs medlemsblad – fortæller fortsat de mange gode historier, der er at fortælle fra vores organisation, lokalklubberne, filmens- og kulturens verden. Og vi oplever, at vi er ved at have fundet det ideelle samspil mellem det trykte og det digitale medlemsblad. Digitalt hver måned og et stort trykt årsnummer sidst på året.
Årets fokus ‘Åbn fællesskabet’ har inspireret os til at opsøge og dele alle de gode og inspirerende historier fra de lokale klubber, som gør noget særligt for at åbne filmklub fællesskabet op på den ene eller anden måde. Sidste måned kunne vi læse om Subreader der hjælper ordblinde med bedre at forstå film med undertekster, og i denne måned fortæller Keld Mathiesen fra Aalborg om sine erfaringer med at åbne biografrummet for daginstitutioner og førskolebørn. Og dette er kun begyndelsen – vi har mange flere inspirerende artikler i tankerne til det kommende år.
Anette Vibeke Jensen