Er du mellem 12 og 16 år og helt vild med film? Så er det DIG, vi leder efter!

I samarbejde med BUSTER Filmfestival samler DaBUF igen en jury af fem unge film-entusiaster fra filmklubberne, som skal udpege ‘BUSTER-prisen’ – og nu har DU chancen for at være med til at bestemme!

BUSTER er Skandinaviens største filmfestival for børn og unge og løber af stablen til efteråret i København. Festivalen viser film og serier fra hele verden og har også fået sin helt egen naturbiograf og festivalplads på Amager!

Om juryen:

Hvornår:
Søndag d. 29. september (eftermiddag) – torsdag d. 3. oktober (tidlig eftermiddag)

Hvor:
København

Hvad:
Som jurymedlem skal du – sammen med de andre jurymedlemmer – se og bedømme otte nominerede spillefilm, og det er jeres opgave at vælge, hvilken film, der skal vinde BUSTERs hovedpris. Men frygt ikke – I vil som noget af det første få en professionel indføring i, hvordan man vurderer film. Og ikke nok med, at I som jurymedlemmer helt selv bestemmer, hvilken film der skal kåres som vinderfilm, så får I også lov til at overrække BUSTER-prisen til vinderfilmen, når vi torsdag formiddag afslutter med et brag af en awardfest i VUE Biograf – Fisketorvet!

Juryen vil under hele forløbet være ledsaget af chaperone Julie Tangaa Tjalve (ungekoordinator DaBUF samt tidligere BUSTER koordinator) og I skal overnatte sammen på hostel.

Udover at se en hulens masse film kommer du til at lære nye mennesker at kende, der deler den samme interesse som dig. Der er planlagt et spændende juryforløb, der udover de mange film, byder på sjove og lærerige oplevelser, og der bliver også tid til at se lidt af København.

Pris:
DaBUF og BUSTER dækker alle udgifter til mad og overnatning samt sociale aktiviteter.
Vi forventer dog, at din filmklub dækker transportudgiften til og fra København.

Er du?

mellem 12-16 år?

elsker at se film?

tilknyttet en filmklub?

frisk på en helt særlig oplevelse i København?

Så send os en kort ansøgning senest torsdag d. 15. august (og gerne før) på mail til sekr@dabuf.dk, hvor du fortæller lidt om dig selv, din alder og hvorfor netop DU skal have en plads i årets jury. Husk også at medsende kontaktoplysninger til en af dine forældre/værge over 18 år.

Vi udvælger jurymedlemmerne snarest efter ansøgningsfristen og de fem heldige, der bliver udtaget, vil blive kontaktet direkte og modtage yderligere information.

Vi glæder os til at høre fra dig!