Foto: BUSTERJURYEN 2024

Er du mellem 12 og 15 år og helt vild med film? Så er det DIG, vi leder efter! 

I samarbejde med BUSTER Filmfestival samler DaBUF igen en jury af 5 unge film-entusiaster fra filmklubberne, som skal udpege ’BUSTERs Børnefilmpris 2025’ – og DU har chancen for at være med til at bestemme!

Om BUSTER
BUSTER Filmfestival er et unikt kulturtilbud i børnehøjde, der skaber gode oplevelser og inspirerer til leg, fællesskab og nysgerrighed med udgangspunkt i films fantastiske universer. BUSTER Filmfestival brænder for at finde de allerbedste film og medieindhold til børn og unge og præsenterer et spændende program med film fra hele verden – film der har noget på hjerte og giver indblik i helt andre virkeligheder.

Om juryen:

Hvornår:
Søndag d. 28. september (eftermiddag) – torsdag d.2. oktober (efter frokost)

Hvor:
København – BUSTERs lokaler i Kødbyen samt i Cinemateket

Hvad:
Som jurymedlem skal du – sammen med de andre jurymedlemmer – se og bedømme 5 nominerede spillefilm. Det er jeres opgave at vælge vinderen af ’BUSTERs Børnefilmpris 2025’ og annoncere den, når vi runder forløbet af med et festligt awardshow onsdag eftermiddag i Cinemateket og en præsentation torsdag formiddag i Grand Teatret!

Men bare rolig – allerede fra start får I en professionel introduktion til, hvordan man vurderer film, og I vil få støtte og vejledning gennem hele forløbet.

Juryen vil under hele forløbet være ledsaget af en chaperone fra DaBUF, og I kommer til at overnatte sammen på et hostel.

Udover at se en masse film, får du mulighed for at lære nye mennesker at kende, som deler din interesse, og få et indblik i, hvordan en filmfestival fungerer ’bag kulisserne’.

Vi lægger op til et spændende juryforløb, som – ud over filmene – byder på sjove og lærerige oplevelser. Og forhåbentlig bliver der også tid til at opleve lidt af København!

Pris:
DaBUF og BUSTER dækker alle udgifter til mad og overnatning samt sociale aktiviteter.
Vi forventer dog, at din filmklub dækker transportudgiften til og fra København.

Er du?

  • mellem 12-15 år (6.-9. klasse)?
  • elsker at se film?
  • tilknyttet en filmklub?
  • frisk på en helt særlig oplevelse i København?

Så send os en kort ansøgning senest torsdag d. 14. august (og gerne før) på mail til sekr@dabuf.dk hvor du fortæller lidt om dig selv, din alder og hvorfor netop DU skal have en plads i årets jury. Husk også at medsende kontaktoplysninger til en af dine forældre/værge over 18 år.

Vi udvælger jurymedlemmerne snarest efter ansøgningsfristen og de fem heldige, der bliver udtaget, vil blive kontaktet direkte og modtage yderligere information.

Vi glæder os til at høre fra dig!