Artikel

Skrevet af Judith Breuning

 

 

Hvor gammel skal man egentlig være for at kunne lave film? Man kan i hvert fald godt være bare 3 år. Det viser Hjertehaven og Filmfabrikken på Møn, som sammen har leget med film. Bliv inspireret til, hvordan I kan lave film med de mindste.

Danske børn er blandt de flittigste brugere af medier og digital teknologi i Europa. Desværre sker det ofte alene som passiv underholdning. Det er trist, for det er vigtigt at lege og være sammen – og det er vigtigt også at lege med film.

At lave film sammen kan udvikle børns kreativitet, sprog, kommunikation og nysgerrighed. De får en oplevelse af fællesskab og bliver bedre til at samarbejde. Det er også med til at give dem en teknologisk forståelse. De får en indsigt i at bruge filmiske virkemidler og får øvelse i at fortælle gode historier med billeder. Endelig kan det at lave film give børn en følelse af stolthed og tilfredshed, når de ser deres værker afspillet. 

 

Filmprojekt i Hjertehaven

Møn Bio og Filmfabrikken inviterer flere gange om året børnehaverne på Møn til filmvisninger for de mindste med Børnebiffen. En fuld sal med glade børn, hvor der bliver klappet, jublet og udvekslet iagttagelser og oplevelser. Sammen med lederen og pædagoger fra børnehaven Hjertehaven blev vi enige om at lave et filmprojekt, hvor børnene selv skulle producere film. Vi ville afprøve Det Danske Filminstituts filmpædagogiske website og app ‘Børnebiffen i dagtilbud’, hvor 3-6-årige kan lege med film, billeder og lyd.

 

Første besøg på Delfinstuen

Vi startede med at vise filmen Zebra. En lille film om en zebra, hvis striber bliver til forskellige mønstre. Vi talte om filmen, og hvad der skete med giraffens striber. Derefter ville vi finde vores egne mønstre, både på hinandens tøj og rundt omkring i børnehaven. Nu skulle børnene selv ud og filme mønstre. To og to blev børnene udstyret med iPads, som de gik rundt på legepladsen med og optog de mønstre, de fandt. Først tæt på og så længere og længere væk. I fællesskab så vi deres optagelser, og så blev der gættet på, hvad der var optaget, og hvor mønstret havde befundet sig.

Børnenes optagelser af mønstre rundt omkring i børnehaven.

 

Andet besøg

Næste gang skulle det handle om at læse ansigtsudtryk. Vi viste filmen Lili får besøg. En film om en pige, som ikke vil låne sit legetøj ud. Vi snakkede om filmen og om, hvordan man kan se, når en person er glad, sur eller måske ked af det. Børnene skulle derefter tage billeder af hinanden med forskellige ansigtsudtryk. Billederne blev så præsenteret, og vi talte om de forskellige udtryk.

 

Tredje besøg

På vores tredje besøg på Delfinstuen havde vi sammen med pædagogerne aftalt, at vi ville lave en filmatisering af Brødrene Grimms eventyr ’De tre Bukke Bruse’. Inden vi kom fra Filmfabrikken, havde børnene arbejdet med eventyret. De havde tegnet rigtig mange udgaver af trolde, geder og broer. Først små skitser og senere store tegninger i plakatstørrelse. Der var truende, sultne trolde og bange, men snedige gedder. De har leget med stemmer – hvordan siger man, når man er en farlig trold, og hvordan siger man, når man er en lille bange ged, samt hvordan falder man om, når man bliver stanget af en stor Bukke Bruse. Alle var klar til optagelse. Vi ville filme udenfor, men desværre var vejret forfærdeligt og bød på storm, rusk og regn. Heldigvis kunne vi så lege ’De tre Bukke Bruse’ indenfor. Stole og borde blev sat op som en bro, og under bordet lå de fæle trolde.

Fjerde besøg 

Heldigvis var vejret denne gang meget bedre, og vi fik optaget filmen udenfor. Børnenes udgave af de tre Bukke Bruse skulle have premiere i Møn Bio. En fyldt sal med venner, forældre og bedsteforældre. Lokale handlende havde doneret børnechampagne og chips. Der blev klappet, holdt taler og uddelt en rose til hver af de stolte, små filmmagere. Sikken’ fest.

De tre Bukke Bruse af Delfinstuen i Hjertehaven efterfulgt af optagelser fra bag om kameraet. 

 

Udstilling på Møn Bibliotek

Endelig blev hele filmprojektet til en stor udstilling på Møn Bibliotek, som åbnede med endnu en reception med indbudte gæster. Udstillingen bød på tegninger, billeder og film fra hele projektet. 

Det har været sjovt at lege med film og det har været et fantastisk samarbejde mellem Filmfabrikken og børnehaven Hjertehaven.

 

Børnene siger:

Jeg elsker at kravle rundt og blive beskidt, mens vi spiller trold og De tre Bukke Bruse, for så kan jeg se nogle andre ting… 

Dejligt at lave fjollede ansigter, da vi tog billeder af hinanden med iPads og sjovt at se mine venner fjolle… 

Det var sjovt at spille trold – At alle var bange for trolden – At jeg skulle bruge min stemme anderledes når jeg var trold…

Sjovt at gå på bordene, når vi spillede teater inde på stuen, og at jeg skulle lave troldestemmen… 

Det var uhyggeligt at spille trold og at se den færdige film med lydene, da trolden kom…

Sjovt at vi spiller teater…

Jeg blev genert, da jeg så mig selv på filmen…

Sjovt at tegne på store stykker papir… 

Jeg synes, de andre børns trolde tegninger var rigtig goe og seje.

Jeg var stolt af mine egne tegninger.

Jeg ku godt lide Morten og Judith – de er meget søde.

 Jeg ku rigtig godt lide at være med til at lave film.

 

Pædagogerne siger: 

Børnene og de voksne på Delfinstuen har over en måneds tid fra sidst i november 2022 til først i januar 2023 samarbejdet med Judith Breuning og Morten Pihl fra Filmfabrikken, omkring arbejde med filmmediet, og til sidst i processen at lave en lille film over ’De tre Bukke Bruse’.

Det har været et utroligt givende samarbejde, der har haft mange forskellige kreative processer og styrket børnenes fællesskab, samt givet børnene og de voksne en kæmpe oplevelse. Det har været meget lærerigt, og en proces som har sat mange spor i både børn og de voksne på Delfinstuen. Den oplevelse, og processen især er stadig igangværende blandt børnene. Det har bl.a. været med til at booste børnenes kreative udtryk i deres tegninger, og i at kunne samarbejde, og ikke mindst har det sat positive aftryk i deres egen personlige, sproglige og sociale udvikling.

Vi har i Hjertehaven været utrolig glade for at få lov til at samarbejde med Filmfabrikken og vil gerne videreføre samarbejdet, hvis der er mulighed for det en anden god gang. 

Pia og Siv (De voksne på Delfinstuen)