Børnekultur i Danmark 1945-2020

Det fortælles, at man i Middelalderen lavede et guddommeligt eksperiment. På den tid vidste man, at børnene var fuldkommen uskyldige, eftersom de kom direkte fra Gud. Man havde mange og lærde debatter om, hvilket sprog Gud mon talte med englene. Man ræsonnerede, at sproget, som børnene havde hørt hos Gud, ville falde dem naturligt at tale, når de af sig selv begyndte at tale i toårsalderen. Derfor besluttede man at lukke en gruppe spædbørn inde sammen. Man sørgede for alle fornødenheder: Børnene blev passet og plejet, og de fik mad og drikke. Men man talte ikke med dem. For at sikre, at børnene ville tale på det sprog, de sidst havde lyttet til, ville man ikke forurene dem med jordisk tale.
Godt udtænkt og gennemført eksperiment.
Konklusionen? Alle børnene døde!
Åbenbart er børn så afhængige af interaktion med tydelige og omsorgsfulde voksne, at fraværet af interaktion slår dem ihjel. 

Kulturens sprog 

Forestillingen hos skribenterne i Børnekultur i Danmark 1945-2020 er så at sige den modsatte. Deres forestilling er, at børn ganske vist forstår Guds sprog (som i den lille fortælling bliver metafor for Kulturens sprog), men at barnet skal føres ind i sproget. Børn forstår sproget ‘kultur’ ganske glimrende, og de kan også lære at tale det, hvis de bliver mødt og opdraget med det!

Lidt ujævn 

Bogen er til trods for dette fælles udgangspunkt i synet på barnet lidt ujævn. Bogen skal udgøre et autoritativt værk, man for fremtiden kan slå op i og henvise til. Det betyder, at nogle kapitler har karakter af, at statistikker skal publiceres, og navne skal nævnes. Interessant for de dedikerede. Men ikke helt så meget, hvis man bare vil blive klogere på danske børns kulturelle tekster. Af uransagelige årsager er jeg et menneske, som godt kan lide stikordsregistre. Bogen har et glimrende personregister, men savner i mine øjne fatalt et stikords ditto. Det er godt at have let adgang til at finde de nøglebegreber, man gerne vil have på plads.

En fryd at læse 

Med dette sagt er bogen generelt velskreven og oplysende. Selv er jeg stærkt fascineret af beskrivelserne af børns lege og legenes udvikling ind i den digitale tidsalder. Børnelitteraturen har jeg været optaget af, siden jeg lærte bogstaverne, også her er der guldkorn og indsigter at hente. Ligesom historien om dansk børneradio og -tv fanger mig, fordi den trækker linjerne op til min brug af medierne, og fortsætter efter jeg selv gav slip. Personligt finder jeg også afsnittene om kulturpolitikken i perioden stimulerende. Det er fascinerende at læse om de tanker og ideer, som var bærende for udviklingen, især fordi de er beskrevet af en insider, Jan Helmer-Petersen, som var ansat i kulturministeriet i en menneskealder.

For børn, med børn, af børn 

Hvis man led under den vildfarelse, at begrebet ‘for børn, med børn, af børn’ var noget DaBUFs daværende bestyrelse fandt på i 2017 i forbindelse med udarbejdelsen af foreningens 15 teser, ville man kunne få sig en overraskelse ved at læse Børnekultur i Danmark 1945-2020. Begrebet ‘for, med, af børn’ optræder talløse gange i bogens kapitler. Dermed sagt, at det er indsigter, vi i børnefilmklubberne kan tilslutte os, som her bliver bragt til torvs. Vores vision er, udover at tilbyde film til alle børn uanset sociale og geografiske tilhørsforhold, at børn også skal skabe deres egne filmiske fortællinger.

Dansk børnefilms historie 

Den artikel, der vil interessere børnefilmklubber mest, er naturligvis gennemgangen af dansk børnefilms historie. Den er skrevet af Pråsens redaktør Ulrich Breuning, der som børnefilmkonsulent på både Det Danske Filminstitut og Statens Filmcentral samt livslang filmformidler til børn og unge stort set altid har haft fokus på den spændende kombination børn og film. Det er i øvrigt den eneste artikel, som nævner DaBUF, og den første artikel jeg bladrede hen til for at læse.

Projektoren larmede lystigt 

Ulrich Breuning fortæller indsigtsfuldt, levende og oplevet om den danske børnefilms historie. Os, der har haft fornøjelsen at opleve titler fra Statens Filmcentral blive vist på projektoren i vores folkeskoleklasse, vil nikke genkendende til beskrivelsen af netop disse. Både deres signifikante betydning for vores filmopdragelse og ikke mindre beskrivelsen af, at projektoren “larmede lystigt”.

Og blandt andet derfor er Ulrich Breunings bidrag til antologien en skinnende ædelsten i en samling af perler. Som læser bliver man inviteret indenfor og har næsten en fornemmelse af selv at have været til stede. Det akademiske niveau fejler intet, men tonen og fortælleglæden gør artiklen så indbydende, at jeg får lyst til at læse igen og igen. Der nævnes navne og titler, som formentlig er tænkt til at stå tilbage som autoritative. Men fremdriften i artiklen gør, at det kommer til at virke naturligt og som en fremadskridende og ikke færdigskrevet fortælling.

Filmskat, filmkunst og børnefilm 

Alle, som har læst Ulrich Breunings tekster i udvalg i for eksempel Pråsen, vil kende til hans afgrundsdybe viden om film, om børn og om børns film. Her skriver han et foreløbigt testamente. For som nævnt er historien om dansk børnefilm ikke færdig. Og det er Ulrich Breuning heldigvis heller ikke. Med sit høje aktivitetsniveau sammen med fruen og samarbejdspartneren, Judith, er han en fortsat aktør i og kronikør af udviklingen af børns levende billeder. Med få ord: Ulrich Breuning er en gudsbenådet formidler af filmskat, filmkunst og børnefilm. Hvilket afspejler sig i artiklen, han har bidraget med.

Guldkorn og inspiration 

Der er indsigter, guldkorn og inspiration at finde i Børnekultur i Danmark 1945-2020. Og som sådan bør den findes i ethvert hjem med børnekultur på tapetet. Som for eksempel i stuerne hos de frivillige i DaBUF.

Skrevet af Kim Bruun / Formand for DaBUF