Artikel
Skrevet af Anette Vibeke Jensen
5 unge fra DaBUF har som årets BUSTER jury kåret film om svensk bandemiljø som vinder af BUSTER prisen 2023.
Hovedprisen på BUSTER Filmfestival – nordens største filmfestival for børn og unge – blev uddelt ved en stor prisfest den 4. oktober i Bremen Teater i København.
BUSTER Prisen uddeles i samarbejde med DaBUF af en jury bestående af 5 unge i alderen 12-16 år, der på bare tre dage ser de 8 film, som er nomineret til årets BUSTER pris og 10.000 kr.
Årets jury bestod af Theo Brendstrup fra Cinematekets Filmklub, Asta Villaume og Lilje Josefine Ploug fra Herlev Skolebio, Oliver Damgaard fra Holger – Slangerup børne- og ungdomsfilmklub og Caroline Lyngsø Dobrick fra Viborg børne- og ungdomsfilmklub.
Bullets vinder BUSTER prisen 2023
Filmen Bullets skildrer bandemiljøet i Sverige med udgangspunkt i 12-årige Abdels historie. Abdel drømmer om at uddanne sig til dyrlæge, men oddsene er imod ham. Han bor med sin mor og yngre søskende i et almennyttigt boligbyggeri, hans bedste ven Bashir er begyndt at gøre tjenester for de lokale bandeledere, og han er ikke den vildeste læsehest i skolen. Den hjerteskærende fortælling om Abdel viser, hvordan banderne groomer og træner de unge drenge til et liv med kriminalitet, og hvordan den følsomme Abdel tager form efter omgivelserne.
Uddrag fra BUSTER-juryens motivation:
“Vi har valgt vinderen af BUSTER-prisen fordi, at det er en nervepirrende, vild og spændende film. Filmen var nem at leve sig ind i, fordi den var så spændende. Vi sad hele tiden, og gættede på, hvad der ville ske som det næste. Det var mega fedt, for det betyder, at vi havde levet os helt ind i filmens verden. Fordi den også var realistisk, så var det nemt at leve sig ind i personernes liv. Man følte hele tiden det samme som de følte, og man forstod altid, hvorfor de gjorde hvad de gjorde. Vi synes det var godt, at der ikke kom noget magisk og reddede dagen til sidst, men at hovedpersonen fik lov at styre sit eget liv.
Da vi så filmen, var det som om, at der bare var et kamera, der havde optaget virkeligheden, og det gjorde at den var meget barsk. Det kunne vi godt lide. Fordi filmen handler om et bandemiljø, er det realistisk at filmen er barsk. Et af budskaberne i filmen er, at man skal huske at tale med andre folk, især hvis man har det svært. Man skal huske, at det altid er okay at spørge om hjælp. “
Årets konkurrencefelt
BUSTER udvælger og nominerer årets stærkeste, smukkeste og vildeste film, som juryen skal se. Årets nominerede til BUSTER prisen 2023 var:
-
-
- Bullets / Sverige / Peter Pontikis
- Scrapper / Storbritannien / Charlotte Regan
- Totem – Ama og det magiske hulepindsvin / Nederlandene, Senegal / Sander Burger
- Dancing Queen / Norge / Aurora Gossé
- Mimi er blevet væk / Slovakiet / Mira Fornay
- Yuku og blomsten på bjerget / Frankrig / Rémi Durin & Arnaud Demuynck
- Mr. Freeman / Danmark / Mads Matthiesen
- Ernest og Celestine 2 – rejsen til Vrøvlistan / Frankrig / Julien Cheng & Jean-Christophe Roger
-
De professionelle er enige
BUSTER uddeler desuden to priser i samarbejde med Norden i skolen. Priserne for Bedste Nordiske Spillefilm og Kortfilm uddeles af en nordisk jury bestående af filmprofessionelle: Producer Helene Mohlin (Sverige), Creative Mentor Trine Aadalen Lo (Norge) og instruktør Bragi Thor Hinriksson (Island).
Den Nordiske Jury kårede også Bullets som vinder af prisen for Bedste Nordiske spillefilm, og motiverede deres valg sådan her:
“En historie om venskab og identitet, en film skabt med hjerte og smerte. En barndomsdrøm svinder bort. Historien er et ægte slag i maven og viser det allerbedste af, hvad en film kan opnå, for at give publikum en værdifuld indsigt – uden at blive fordømmende eller partisk. Denne uforglemmelige film tager os med på en rejse med sin enestående manuskript, instruktion og klipning – drevet af de fantastiske præstationer af de unge stjerner. “
Bedste Nordiske Kortfilm går til den danske kortfilmdokumentar Vores Børnehjem, hvor filminstruktør Ulla Søe har fulgt fire danske børn på børnehjemmet Skovgården gennem et år.