Artikel

Samarbejde mellem BUSTER og DaBUF

 

Sig hej til BUSTERs børnejury som i år består af 5 seje unge fra DaBUFs filmklubber, der sammen skal udpege vinderen af BUSTERs børnepris. Otte film skal i alt bedømmes og blandt filmene er bl.a. den Oscar-nominerede film fra Indonesien ‘Yuni – pigen der elskede lilla’, det japanske festfyrværkeri ‘Belle’ og den svenske tåreperser ‘Comedy Queen’.

Otte film kæmper i år om at vinde BUSTERs børnepris, der bliver uddelt den 6. oktober under festivalen. Konkurrencefilmene er vidt forskellige og repræsenterer den store bredde, der er i børne- og ungdomsfilm lige nu. Blandt de nominerede er der alt fra fiktions- og animationsfilm til dokumentar og kortfilm. Publikum vil bl.a. få mulighed for at opleve den første vietnamesiske sci-fi film for børn nogensinde (‘Maika – Pigen fra en anden Galakse’), Indonesiens Oscar-bud fra i år (‘Yuni – pigen der elskede lilla’) og et filmisk festfyrværkeri fra Japan (‘Belle’).

Vinderfilmen skal udpeges af årets børnejury som består af Victoria Suhr Thomsen og Signe Kaae Storm Christensen fra Aalborg filmklub, Sarah Borup Trelleborg fra Slagelse Børne- og Ungdomsfilmklub, Linea Julie Nissen fra Stenløse Børne- og Ungdomsfilmklub og Emma Ory-Hviid fra KULTURIUM Teen Bio i Ishøj.

Victoria Suhr Thomsen, 15 år, medlem af BUSTERs børnejury, siger:

“Jeg glæder mig mega meget til at se alle de nominerede film! Det er ret særligt at være med til at vælge en vinder blandt de absolut bedste film på BUSTER. Glæder mig for eksempel til at se anime-filmen ‘Belle’, som virker virkelig flot og anderledes – og ‘Animal – Rewild dig selv’, fordi natur og bæredygtighed er meget vigtigt for mig.”

Her er de nominerede til BUSTERs børnepris:

Animal – Rewild dig selv
(Cyril Dion/Frankrig/2020/ 96 min.)
Alder: Anbefales fra 11+

I selskab med den franske instruktør Cyril Dion, rejser de to 16-årige, Bella og Vipulan, på en rejse ud i verden for at finde løsninger på den store biodiversitetskrise. En vigtig film fortalt i børnehøjde.

Belle
(Mamoru Hosoda/Japan/2021/122 min.)
Alder: Anbefales fra 8+

Et filmisk festfyrværkeri, som undersøger internettet og de digitale virkeligheders eventyrlige kræfter i et hybrid mellem den klassiske fortælling om Skønheden og Udyret og en coming-of-agehistorie om 17-årige Suzu, som er klodset og genert i det virkelige liv.

Comedy Queen
(Sanna Lenken/Sverige/2022/94 min.)
Alder: Anbefales fra 11+

Oplev en af de absolut allerbedste nye film fra vores naboland. Filmen fortæller en hjerteskærende, men også humoristisk historie om den 12-årige Sasha, der kæmper for at komme videre efter sin mors selvmord.

Fragile
(Emma Benestan/Frankrig/2022/100 min.)
Alder: Anbefales fra 11+

I den romantiske komedie ’Fragile’ møder vi Az, der efter et kikset frieri, må få hjælp af sine venner til at vinde sin kæreste tilbage. En sommerfilm udover det sædvanlige, der er fyldt med sol, dans og sprød fransk dialog.

Lauras stjerne
(Joya Thome/Tyskland/2021/79 min.)
Alder: Tilladt for alle

Den modige og følsomme 7-årige pige Laura, der sørger over at være flyttet til byen, oplever pludselig en stjerne falde fra himlen lige ned på hendes tagterrasse. Stjernen har brug for Lauras hjælp for at kunne vænne sig til at bo i lejlighed, og Laura tager opgaven på sig!

Lille Zlatan og onkel Tommy
(Christian Lo/Sverige/2022/80 min.)
Alder: Tilladt for alle

Ella (aka Lille Zlatan!) elsker fodbold og sin onkel Tommy, men da Tommys nye kæreste pludselig dukker op, falder den 8-årige Ellas verden sammen. Filmen handler blandt andet om jalousi, for hvad skal Ella stille op, når hun skal dele sin elskede onkel med hans nye kæreste?

Maika – Pigen fra en anden galakse
(Hám Trân/Vietnam/2022/105 min.)
Alder: Tilladt for alle

Hung har lige mistet sin mor, og nu flytter hans bedste veninde. Men midt i sorgen møder han en sej alien-pige med overnaturlige kræfter. Hun har brug for hjælp til at finde sin ven, så hun kan komme hjem til sin planet. Filmen er den første vietnamesiske sci-fi film til børn.

Yuni – Pigen der elskede lilla
(Kamila Andini/Indonesien/2021/105 min.)
Alder: Anbefales fra 11+

Den 16-årige Yuni vil gå sine egne veje, men det er ikke nemt for en ung kvinde at vinde friheden i Indonesien, hvor obligatoriske jomfru-tests bruges til at bortvise unge kvinder fra uddannelsesinstitutioner. Filmen er blevet indstillet som Indonesiens bud på en Oscar i 2022. Der er mere information om de nominerede film på buster.dk

 Årets BUSTER Filmfestival løber fra d. 26. september til d. 9 oktober.