Artikel

Skrevet af Julie Tjalve

Foto: Dancing Queen, Scandinavian Film Distribution, Aurora Gossé, 2023, Norge, tilladt for alle.

 

Hvert år kårer vi årets film i DaBUF! Alle frivillige i landets filmklubber er med til at vælge årets vinder, der blev kåret på DaBUFs landsseminar i april. I år løb den norske film Dancing Queen med æren! 

I DaBUF er vi vilde med at hylde alverdens børnefilm. Vi mener dog, at der hvert år er en helt særligt børnefilm, der skal have et helt særligt skulderklap. Derfor har DaBUFs filmudvalg for år tilbage besluttet, at hvert år skal vi i DaBUF kåret årets film.

Filmudvalget udvælger 5 film, hvorefter alle frivillige i DaBUFs medlemsklubber kan stemme på deres favorit. Vinderen af prisen ’Årets film i DaBUF’ bliver kåret på DaBUFs landsseminar i Svendborg.

I år er vinderen af den ærefulde pris …(indsæt selv trommehvirvel)… DANCING QUEEN!

 

Dancing Queen er en norsk børnefilm fra 2023 instrueret af Aurora Grossé. Filmen handler om den kejtede teenager Mina, der drømmer om at imponere skolens nye populære dreng E.D. Win der er en kendt hiphop danser. Mina får chancen for at imponere, da hun bliver inviteret til at blive en del af skolens nye dansetrup. Der er dog bare et stort problem. Mina kan ikke danse. Med hjælp fra sin bedste ven Markus og sin mormor skal Mina lære at danse, inden årets store dansekonkurrence løber af stablen. Dancing Queen er en skøn film om selvkærlighed, venskab og identitet. Derudover er det en film fyldt med farver og god musik!

 

Som om det ikke var nok, så har DaBUF og Dancing Queen en helt særlig historie. Det hele startede, da sekretariatet, Janne og Kine, så filmen på Scandinavian Distributions hjemmeside. Dancing var endnu ikke udkommet, men filmen skulle vises på årets Berlinale. Janne og Kine anbefalede derfor DaBUFs Berlinale-delegation at se filmen. Desværre lykkedes det ikke at få billetter til filmen til Berlinalen i 2023.

Sekretariatet skaffede derfor et såkaldt screener-link til filmen, og blev hurtigt helt vilde med den! Her opstod dog det næste problem, for Scandinavian Film Distribution havde ingen planer om, at Dancing Queen skulle have dansk biografpremiere. Til gengæld indvilligede de i at få produceret danske undertekster til filmen, hvis DaBUF stillede en underskudsgaranti. Det vil sige, at skulle det vise sig at være en underskudsforretning for Scandinavian Film Distribution at producere danske undertekster til filmen, ville DaBUF dække dette underskud. Den samme garanti var blevet lavet året før med SF Studios i forbindelse med filmen Comedy Queen.

Sekretariatet indvilligede naturligvis i denne aftale, da de mente det var en skøn film, der egnede sig perfekt til klubbrug. Det viste sig, at de havde helt ret i dette, for i sæson 23/24 blev Dancing Queen booket af hele 25 klubber og 4.559 medlemmer derfor glæden af at se Dancing Queen!

 

Udover at vi skal give en stor hånd til Aurora Grossé og hele holdet bag Dancing Queen fortjener DaBUFs to sekretariatsledere, Janne og Kine, også en stående applaus for at give os alle muligheden for at forelske os i filmen Dancing Queen!

 

I forbindelse med kåringen af Dancing Queen som årets film i DaBUF har vi fået en udtalelse fra Kim Magnusson der er CCO og Head of Creative and Development ved Scandinavian Film Distribution.

Kim Magnusson udtaler: Det er helt fantastisk, og en kæmpe ære at modtage DaBUF 2024 Prisen for Årets Film for Dancing Queen. Det er dejligt at være med til at lave og vise film, som i den grad rammer sin målgruppe, og netop bliver stemt på af de glade børn- og unge som har set filmen. Det gør bare alle involveret i filmen extra glade og stolte – 1000 tak for prisen.