Artikel

Tale af Thomas Borch Nielsen

Foto af Peter Skou

 

 

Selvom Thomas Borch Nielsen dårligt kunne tro, at han skulle indlemmes i Pråsvindernes Hall of Fame, var den nu god nok. Læs hans takketale her

Tusind tak, Katrine, for de pæne ord. Jeg må indrømme, at da du ringede, så troede jeg at I havde ringet til den forkerte.

Og lige siden har jeg tænkt, hvornår finder de ud af det?

 

Point of no return 

Selv da Katrine gik op på scenen og skulle til at begynde på sin tale, tænkte jeg, nu kigger hun ned i papiret og opdager, at det er den forkerte fyr, som sidder nede ved bordet.

Men nu står jeg her altså. Og jeg tænker, at det er det, som vi i film kalder “point of no retur”!

Og grunden til jeg har været i tvivl, er selvfølgelig, at det er en imponerende liste af modtagere af Pråsprisen. Så jeg er utrolig stolt over, at I føler jeg også skal stå på den liste af Pråsprismodtagere. 

 

Bedste plastikoperation…? 

Appropos pris. Vores animerede TV-serie “Æblerup” fra FredagsTamTam var nomineret til TVprisen i år. TVprisen har i alt 17 kategorier:

Bedste sportsdækning, Bedste fakta, Bedste reality, Bedste crime, Bedste livsstil, 

Bedste plastikoperation… osv osv… OG så lige Bedste børne- og ungeprogram

I børne kategorien var der både animation og live-action, komedie, drama og dokumentar. Og aldersmæssigt, så var der “ Børste” for de 2-3 årige. “Karlas fantalastisk verden” for de 4-6 årige. Så var der os med “Æblerup” som er for de 6-9 år. Og så var der en live-action serie og en dokumentar for de 15-16 årige.

Altså et spænd fra 2 til 16 år og i alle genrer. Så hvor man havde 16 forskellige kategorier til de såkaldte “voksenprogrammer”, så havde man smækket alt hvad der lugter lidt af børn i én og samme kategori.

Og så var det endda den første pris, der blev uddelt, for så kunne man få alt det børnepjat overstået og komme videre med de rigtige priser  – og nej vi vandt ikke.

 

I holder fanen højt 

Og så er det bare jeg vil sige, hvor er det dog fedt at komme her til Svendborg – som jeg efterhånden har gjort en del gange – og være en del af DaBUF, hvor I tager film til børn alvorligt og brænder for det.

Så jeg vil gerne takke Jer for det store arbejde, som I laver. For der er ikke ret mange, som holder børnefilmsfanen så højt og løber med den, som I gør. Tak for det!

Og fordi I er så seriøse og har så meget passion for det, så gør det mig bare endnu mere stolt over, at I har besluttet, at jeg skal have Pråsprisen i år. Det er virkelig stort for mig.

 

Børn laver TV 

Det med at lave film og TV for børn er faktisk noget, som stort set har fulgt mig hele min karriere. Det allerførste job jeg fik i branchen var som 19 årige i B&U afdelingen på DR, hvor vi lavede det som hed “Børn laver TV”. 

Der rejste jeg rundt i et år i hele landet og hjalp børn med at optage deres egne film på 8 mm, som jeg så klippede sammen for dem og fik scannet, så deres film kunne komme på TV.

 

Som fugl Fønix

Senere hen så fik jeg et job på Svan film, som lavede Valhalla tegnefilmen, hvor jeg var med på den amerikanske version og Quark TV-serien. Der var vi 100 unge mennesker, som lærte at lave tegnefilm – sådan på Disney måden med squash and stretch, anticipation og alt det der.

Svan Film gik konkurs med et ordentlig brag, men ud af asken opstod en masse små animationsfirmaer, bl.a. A-film og vores firma, som i dag hedder Nice Ninja, og som jeg har sammen med Kirsten Skytte.

 

Tak til livsledsager og samarbejdspartner 

Kirsten og jeg har arbejdet tæt sammen på alle mine – eller retter vores – film og TV projekter. Kirsten lavede VFX på “Ørkenens Juvel”, klippede “Disco Ormene” og “Marco Macaco” og vi har sågar instrueret “Kaptajn Bimse” sammen. 

Og nu hvor vi har fået rigtig godt hul på TV-serier til børn og unge, har hun været kreativ producer på “Æblerup”, “Birds” og senest “Alt er Tilladt”.

Så denne her pris er mindst lige så meget Kirstens pris, som den er min. 

Så kære Kirsten, tusind tak for vores dejlige samarbejde  og tusind tak for det vi har sammen!

 

Naturligvis for børn og unge! 

For mit eget vedkommende, så har jeg selvfølgelig skrevet og instrueret rigtig meget, men de senere år er jeg faktisk begyndt at producere mere og mere. 

Selvfølgelig med fokus på børne- og ungdom – og især på komedie. Vi kan nemlig godt lide at grine.

Ligesom det kreative samarbejde som Kirsten og jeg har haft igennem årene, så har vi formået at tiltrække en række unge og superdygtige instruktører, manuskriptforfattere og animatorer, som er lige så skøre som os, og som synes, at det er sjovt at være en del af Nice Ninja.

Og vi har skabt en meget åben og kreativ kultur, hvor alle hjælper hinanden med deres projekter. Vi har bl.a. ugentlige writers room, hvor alle sidder og pingponger på hinandens ideer, episoder eller film. Som sådan et slags børnefilm og TV kollektiv.

 

På snarligt gensyn 

Det er supersjovt, enormt effektivt og løfter alle projekter op til et niveau, som man ikke kan nå, hvis man sidder og fedter med det alene.

Så man kan sige, at jeg er lidt tilbage til, hvor jeg startede min karriere. Men i stedet for at jeg er med til “Børn laver TV”, så er det som producer for “Unge talenter laver TV til Børn”. 

Og bare rolig, vi har også fuld gang i “Unge talenter laver sjove spillefilm til Børn”.

Så lige om lidt, så har jeg heldigvis endnu en undskyldning for at komme til Svendborg igen, med en frisk spillefilm under armen, som kan komme ud og leve i filmklubberne.

Det vil jeg glæde mig til. Og indtil da. Endnu en gang tusind, tusind tak for prisen og tusind, tusind tak for jeres passion for børnefilm.