Artikel
Skrevet af
Charlotte Jørgensen,
Kolding Børne- og Ungdomsfilmklub
Det var onsdag d. 11. marts. Klokken 20.30 gik Mette Frederiksen på skærmen og annoncerede, at Danmark lukkede ned. Vi havde nok set det komme – overalt i verden truede Covid-19, og skræmmende meldinger kom tikkende ind med jævne mellemrum. Det var en ordentlig mundfuld at sluge, men for fællesskabet nok alligevel det bedste valg.
Bagklogskabens ulidelige, klare lys
Min første tanke var, at jeg ville komme til at savne mine elever fra min skole, men det skulle jo nok gå. Min næste tanke var, at vi heldigvis lige havde afsluttet sæsonen for Kolding Børne- og Ungdomsfilmklub, så det skulle jo også nok gå. Min tredje tanke var, at der var lang tid til DaBUFs Landseminar i Svendborg. Så det skulle jo også nok gå. Det er så nemt at være bagklog. Og set i bagklogskabens ulidelige, klare lys, så er det hele gået alligevel, men hold da op, hvor har det kostet på mange områder; både fysisk og psykisk. Fysisk på grund af den øgede trang til at rydde køleskabet, og psykisk fordi bekymringerne alligevel har meldt sig.
Som ringe i vandet
Alle aktiviteter blev sat i stå. Det første, vi mærkede i vores klub, var, at vi ikke kunne komme til at afholde status- og evalueringsmøde med Biocenter i Kolding. Intet møde var pludselig lig ingen nye datoer for den nye sæson. Som ringe i vandet spredte Covid-19 sig som den kaotiske, ustyrlige sygdom, den har vist sig at være. Den spredte sig i forenings-Danmark og har givet ar, som kommer til at nage og gøre ondt i lang tid. Vi blev klar over, hvor meget vi er flokdyr, og hvor meget vi, som Dan Turèll udtrykker det: Holder af hverdagen!
Aflysningshavet
Den næste dråbe i aflysningshavet var Landseminaret i Svendborg. Landseminaret er ensbetydende med inspiration, fællesskab og ny energi i klubberne. Dette aflyste møde med ligesindede klubfolk satte sig ind i ens bevidsthed, og et lille stykke forventning og glæde blev fjernet og erstattet med skuldertræk, for vi skal jo ses til august. Men inderst inde vidste man også bare, at det ikke bliver helt det samme.
En bitter pille
Næste træk på Covid-19’s store skakbræt var, at vi måtte flytte Generalforsamlingen i vores klub. Nu er det jo ikke sådan, at vores generalforsamlinger plejer at være et tilløbsstykke, hvor nye bestyrelsesmedlemmer står i kø for at komme ind i klubben. Men det var alligevel en bitter pille. De nye idéer og tiltag, som vi plejer at få inspiration til på Landseminaret, bliver altid aftalt på vores generalforsamling. Årshjulet mødte en bremseklods. Vi måtte konstatere, at ’plejer’ nok er død. Eller i hvert fald sendt i karantæne!
Hygge, skænderier og argumenter
Vores filmvalgsaften, der er hygge, skænderier og argumenter for og imod årets kommende fremvisninger, måtte reduceres til tre bestyrelsesmedlemmer. Det var til gengæld enormt hurtigt overstået. Hyggen var der stadig, men var alligevel kogt ned sammen med hurtige valg.
I fællesskab se lyset
Skakmat kan stadig komme, og den styres af uvisheden. Inderst inde ved vi godt, at vi ikke ved noget som helst. Får vi en ny sæson? Kan vi passe på vores medlemmer på en ordentlig måde? Bliver alt igen, som det plejer at være? Frygten og uvisheden kan sagtens komme ud som sejrherrer, men måske kan vi i fællesskab se lyset for enden af tunnelen.
Tænke nyt og tænke anderledes
Og mon ikke vi nok skal komme oven vande igen? Filmklubbernes styrke, og det gælder for os alle, er, at vi formår at tænke nyt og tænke anderledes – og vi tør godt! Det er vores force og vores overlevelsesstrategi. Samtidig er det i sandhed ildsjæle, der varetager filmklubbernes bedste. Vi vil igennem dette her, og det kan godt være, at det i nogle år bliver meget anderledes, men på den anden side af Covid-19 ses vi alle igen, og så kan vi bruge disse erfaringer til at gøre os selv og andre klogere.