Det vilde vestens mytologiske (film)skikkelser – Calamity Jane

Hvis man har dyrket og gransket gode, gamle, vaskeægte cowboyfilm eller hesteoperaer eller mere korrekt: Westerns, som genren om det vilde vestens tæmning retteligen hedder i filmhistoriske annaler, vrimler det med farverige personer. Så farvestrålende for ikke at skrive kulørte, at de kun et eller andet fjernt sted har hold i den såkaldte virkeligheds ofte noget mere brogede begivenheder. For eksempel skarpskytten Calamity Jane med det mere borgerlige navn Martha Jane Cannary. Hun betrådte præriens støv fra 1852 til 1903.

Hvor børn stod i lange køer 

Westernkoryfæer kunne i forskellige kombinationer og altså i mere eller især mindre sandfærdige filmhistorier opleves hver søndag eftermiddag klokken 16.00 i en hvilken som helst biograf den gang i forne tider, hvor enhver provinsby havde mindst to biografer (en Bio og en Kino). Og hvor fjernsyn var noget man kun læste om i tegneserier. Kort sagt i de gyldne biografdage før fjernsynets fremkomst og groteske dominans i stuearkitekturen. Dengang det var en guldgrube at drive en biograf, og hvor børn stod i lange køer til helligdagenes matinéforestillinger for til reduceret pris at se farcer med Chaplin og Gøg & Gokke, sørøverfilm med Errol Flynn og allerhelst westerns med Hopalong Cassidy!

Determinerede ærkeengle

Man kunne i den ærkeamerikanske westerngenre, hvor præriens vildnis skulle omdannes til en paradisisk have, opleve stovte og ædle mandfolk. Simpelthen determinerede ærkeengle, som om ikke med flammesværd så i hvert fald med flammende seksløbere sloges mod vilde indianere. Eller ryddede en hvilken som helst nybyggerflække for grumme skurke, der med skumle og skulende blikke kun havde ondt i sinde.

Nye eventyr næste søndag

Buffalo Bill, Wild Bill Hickok, Doc Holliday og Wyatt Earp hed for eksempel disse præriens helte med firkantede hager så rustikke som groft sandpapir. De var historiske personer, som rigtigt havde levet, og de kunne tappert møde en modstander i en for denne fatal revolverduel på en støvet, vindblæst gade og senere ride mod den ultraviolette technicolor-solnedgang parate til nye eventyr næste søndag!

Én tredjedel jord og to tredjedele himmel

Nærværende skribent har altid elsket westerns og har aldrig kunnet få nok af store, bredskyggede Stetsons, lange læderstøvler med sporer og trofaste heste med navne som Topper og Trigger. Min universitetsopgave til en exam.art. i filmvidenskab, som film- og mediestudiet hed i gamle dage, handlede om instruktøren John Fords store epos om det vilde vesten. Det er hans film, som altid kan genkendes ved smukke, horisontale kompositioner, hvor der er én tredjedel jord og to tredjedele himmel over smukke panoramiske prærietableauer.

Stor og uforglemmelig filmkunst

Mit østmønske domicils vægge er også plastret godt til med plakater og stillbilleder fra gedigne årgangsfilm med barndommens cowboyhelte. For de gamle genrestykker kunne også løftes til stor og uforglemmelig filmkunst, som stod på skuldrene af mangfoldige, mindre ambitiøse og hurtigt afleverede cowboyfilm. Film kan være stor kunst, men er som bekendt undertiden også en fortravlet (samlebånds)industri.

Præcisionsskydning eller ridning

Westerns er naturligvis blevet beskyldt for at være en genre for drengerøve med for megen fritid. Tja, måske, på den ene side og på den anden side. Men det vilde vesten havde nu også legendariske kvinder, og ingen så navnkundig som Calamity Jane, der kunne gøre en hvilken som helst mand rangen stridig, når det kom til præcisionsskydning eller ridning og såmænd også at tømme en flaske. En ny fransk/dansk animationsfilm fortæller om legendens barndom, som formede hende til det, hun engang skulle blive: En af det vilde vestens mytologiske skikkelser og endda en mønsterbryder, når det gælder den traditionelle pige-/kvinderolle.

Tog sig af sine små søskende

Egentligt hed hun noget så poetisk, rytmisk smukt som Martha Jane Cannary og var ældste barn af en børneflok på seks. Rigtigt er det vist nok, at hun efter forældrenes forholdsvis tidlige død tog sig af sine små søskende på prærien og senere blev spejder for hæren, deltog i flere indianerkrige, arbejdede måske en tid på et bordel og endte med at optræde i Buffalo Bills Wild West Show. I øvrigt kunne hun lide at gå i mandetøj!

Løgn og latin

Man kender i dag noget til hendes liv fra en af sig selv dikteret biografi, hvor hun ifølge mere pålidelige kilder pynter vel rigeligt på sit begivenhedsrige liv for at hype sin cowgirloptræden i forskellige byer og prærieflækker. Men løgn og latin blæser en myte på, og en vidt berømmet romance med den stålsatte gunslinger Wild Bill Hickok, som hun formodentlig aldrig har mødt, er for eksempel en rigtig god historie. Især fordi hun muligvis også jagede Wild Bills banemand og pryglede denne! Dette er en kort opsummering af, hvad jeg mener at kunne skimme ud af forskellige artikler på nettet, og altså slet ikke seriøs grundforskning.

Vestens vildkat

Calamity Jane er naturligvis også at finde i westerns fra Hollywoods guldalder. Calamity Jane hedder en film fra 1953 simpelthen bare. I Danmark blev titlen for en sikkerheds skyldt udvidet og peppet op med det mere beskrivende Vestens vildkat! Her er det den altid storsmilende, ferske og dydige sanglærke Doris Day, der har rollen som den gæve cowboypige. Det var om Doris Day, at gavtyven Groucho Marx sagde, at han havde været så længe i Hollywood, at han kendte Doris Day, før hun blev jomfru! Filmmagisteren Bjørn Rasmussen skriver om filmen i sin efterhånden bedagede, men altid præcist opvakte Filmens Hvem Hvad Hvor fra 1968: ”Doris Day kopierer Annie med geværet”.

En ypperlig skarpskytte

Unægteligt et noget kryptisk signalement at læse her over 50 år senere, men ”Annie med geværet” er såmænd Annie Oakley, som nogen måske kender fra George Sidneys filmatisering af Irving Berlins westernoperette Annie Get Your Gun fra 1950. Annie Oakley (1860-1926) var ligeledes en ypperlig skarpskytte, som også optrådte sammen med Buffalo Bill i dennes Wild West Show, og som bliver gift med den selvsikre Frank Butler. I filmen spiller friske Betty Hutton den gæve Annie og den mandige baryton Howard Keel hendes elskede Frank Butler. En rigtig MGM-musical med iørefaldende sange underlagt fuldtonet orkestermusik.

Farveladetableauer og pangspraglede kulisser

Det er altså prestigefilmen Annie Get Your Gun, som Doris Day er oppe imod. Filmmagisterens sylespidse karakteristik i Hvem Hvad Hvor er måske endda retfærdig nok, for i Calamity Jane har selv samme Howard Keel fra Annie Get Your Gun rollen som Wild Bill Hickok. Begge film er svulmende hesteoperaer med romantik, herlig sang og musik, farveladetableauer med pangspraglede kulisser, der højt og flot blæser på noget så kedeligt som gråmeleret hverdag! Vi er da for pokker i showbiz a la Hollywood!

Nedadvendte, snerrende mundvige

Der er også en sang i Norman Z. McLeods Blegansigt (The Paleface) fra 1948, og Bottons and Bows af Jay Levingston og Ray Evans vandt en Oscar som det års bedste filmsang. Komikeren Bob Hope synger naturligvis sangen på sædet af en prærievogn på vej vestpå! Blegansigt er rubriceret som en Bob Hope-film, et cowboylystspil eller måske snarere en westernparodi, men den i samtiden meget populære ordekvilibrist med gummiansigt blegner unægteligt en kende ved siden af filmens leading lady. Jane Russell spiller en hårdkogt Calamity Jane, som er på hemmelig mission for at hindre, at rifler og dynamit havner hos nogle noget bovlamme såkaldte vilde indianere. Jane Russell tilfører rollen hele sin sexappeal anno 1940erne med nedadvendte, snerrende mundvige og en fysisk fremtoning, som det i dag er umuligt at besynge uden at blive sat uden for det gode selskab.

Tykkeste omgang løgnecreme

I Cecil B. DeMilles storfilm, En nations helte (The Plainsman), fra 1936 er det Jean Arthur, der har rollen som Calamity Jane, mens supermandfolket Gary Cooper er Wild Bill Hickok. I filmen optræder også Buffalo Bill og den berømte/berygtede General George Armstrong Custer. Eposset er generelt guf for elskere af klassiske westerns med skuespillere af fornem karat og budgetter, der virkeligt vil noget. Men det mytologiske persongalleris glorier er i den grad pudset med den tykkeste omgang løgnecreme. Der er bestemt ikke tale om noget, som blot minder om pålidelig eller blot nogenlunde troværdig historieskrivning, men om et fremadskridende stykke hollywoodiana, der heldigvis ikke lader ligegyldige bagateller som sanddruelighed og historisk akkuratesse ødelægge noget som helst!

Kvidrende sangfugl eller dydsiret engel

Calamity Jane kan altså i årgangsstrimler fra de gyldne filmdage optræde smilende som en kvidrende sangfugl i syngespil. Eller som et farverigt bombenedslag i Blegansigt. Eller som en dydsiret engel i En nations helte (alene den danske titel!). Disse film udstiller uden at blinke den renskurede myte og end ikke tænker på smudsige, ramsaltede beretninger om den brutalitet og vold, som også er en del af historien om det vilde vestens erobring. Men det var altså de gode, gamle Hollywooddage. I en moderne fjernsynsserie som Deadwood (2004-2006), hvor der bandes som død og djævel og blandt andet siges fuck alene 2.980 gange, har piben fået en anden og mere skurende lyd.

Snavs og mudder

Moderne westerns ser nemlig ofte bag om myten og skildrer en verden så beskidt og forrået, at man pludselig forstår, at Guds eget land kunne frembringe et så uhyrligt fænomen som Donald Trump! Byen Deadwood er whisky og cigarer, snavs og mudder, barer og bordeller, beboet af usoignerede bumser og jordens bærme! Også her optræder Calamity Jane og Wild Bill Hickok, men i skikkelser af Robin Weigert og Keith Carradine giver de et mere realistisk og såmænd også et mere sandfærdigt syn på The Wild West og dets ikoner.

Frisk på banen

De ikoniske westernstjerner står således immervæk beredvilligt til rådighed for en hvilken som helst historie, som man kunne ønske at fortælle. Bare den er god nok! Så værsgo: Calamity Jane er frisk på banen og ikke mindst på prærien i den fransk/danske animationsfilm Calamity Jane – Vestens vilde datter (Calamity, une enfance de Martha Jane Cannary) fra 2020.

Stadig sprællevende

Den nye film er instrueret af Remi Chayé, som også har signeret den formidable På toppen af verden (Tout en haut de monde) fra 2015. Og så er det interessant, at der er danske penge i en fransk film om et stykke amerikansk historie. Det danske animationsstudie Nørlum er coproducent, ganske som det var det på irske Tomm Moores Oscarnominerede Sangen fra havet (Song of the Sea) fra 2014. Calamity Jane – Vestens vilde datter vandt hovedprisen på den prestigefyldte animationsfilmfestival i Annecy. Den gamle tøs lever såmænd i bedste velgående. Calamity Jane er i den grad stadig sprællevende!

Trailere 

Se filmenes trailere her: