Artikel

Skrevet af Lise-Lotte Bjørkholt, Herlev Skolebio og DaBUFs bestyrelse 

 

DaBUF er medlem af ECFA European Children ’s Film association. Det har DaBUF været i mange år, vi henter bl.a. ny nyttigt viden om børnefilmområdet fra ECFA’s meget fine online publikation ECFA Journal. Vi deltager gerne fra DaBUFs Internationale udvalg  i ECFA-møder under Berlinalen, hvor årets EFCA-vindere kåres. Der er tre kategorier, fiktion, dokumentar og kortfilm. Lise-Lotte fra Herlev Skolebio og DaBUFs bestyrelse har på vegne af DaBUF set og valgt film denne gang. 

 

Hvad er ECFA?

EFCA blev startet i 1988 og er organisationen for alle, der arbejder med højkvalitetsfilm til børn og unge: Filmskabere, producere, promotorer, distributører, udstillere, TV selskaber, festivalarrangører mv. EFCA har næsten 150 medlemmer fra 41 forskellige lande.

 

Om EFCA Award

ECFA Award er med til at sikre særlig opmærksomhed på kvalitetsfilm til et ungt publikum og sætter fokus på europæiske børnefilm.

En række europæiske børne- og ungdomsfilmfestivaler, alle medlem af ECFA, udvælges årligt til at være vært for en ECFA-jury og stemme til EFCA-prisen for netop deres festival. Hver af disse festivaler tilføjer deres vinderfilm til en shortlist over nominerede film, der konkurrerer om den samlede pris. Den endelige afstemning er åben for alle EFCA medlemmer, der vælger ”Årets bedste europæiske børnefilm”.

 

Danske film – tidligere

Generelt har jeg bemærket, at der ingen danske film er med i nogen af kategorierne. Man skal mange år tilbage for at finde danske film, som var med i ECFA fiktions konkurrencen, og ingen har vundet i årene 2012 til i dag. I 2019 var  Jeg er William med og så skal vi helt tilbage til 2012 for at finde to danske film i konkurrencen: Hold om mig /Kaspar Munk og Kidnappet /Vibeke Muasya.  Det er trist, at vi fra dansk side ikke bidrager med flere kvalitetsfilm, men der bliver som bekendt ikke produceret så mange danske børnefilm. De danske børnefilm vi har set mest af de senere år, er film som Far til fire, Min søsters børn, Krummerne samt de store publikumssucceser Ternet Ninja, hvor nr. 3 er undervejs. Vi håber, at det nye filmforlig vil give plads til danske børne kvalitetsfilm, måske også nogle til EFCA Award om et par år?

 

Norge og Sverige er med i front

Det ser lidt bedre ud for de svenske og norske film, både Comedy Queen (SE) og Dancing Queen (NO) er med i ECFA fiktions konkurrence i år. 

Årets film kommer primært fra Frankrig, Holland, Belgien og Tyskland. Generelt er der mange spændende og inspirerende film i konkurrencen, film som vil være gode til vores filmklubber. Desværre kræver en dansk versionering (dansk tale til de mindre/undertekster til de store), at der er danske distributører, som vil tage disse fine film. Det kan være svært, hvis filmen ikke forventes at have det store biografpublikum, men kun et liv i filmklubberne. Desværre er der rigtig mange gode børne- og ungdomsfilm, som derfor aldrig når klubberne. 

 

Fiktion (11 film)

Følgende fra årets felt er allerede til rådighed for klubberne i indeværende sæson (4 film af de 11 nominerede): Dancing Queen, Nina og pindsvinets hemmelighed, Comedy Queen, Mus og ræv i den syvende himlen. Alle gode film som fortjener at blive vist i filmklubberne.

Vi forventer at Robot Dreams/Angel også bliver tilgængelig for klubberne. Angel film står ofte for dansk distribution af EFCA nominerede film, hvis disse film overhovedet når det danske marked. 

Mit valg i fiktionskategorien er Tony, Shelly and the Magic light. Det er en tjekkisk-slovakisk-ungarsk co-produktion stop-motion animationsfilm fra 2023 instrueret af den tjekkiske instruktør Filip Pošivač. Den har vundet Contrechamps-kategoriprisen på Annecy International Animation Film Festival. En meget fin og fantasifuld film om venskab, scener og dukker er bare så flot visuelt lavet. I tråd med den stærke traditionen for dukkefilm fra Østeuropa. Filmen har lidt dystre toner og kan virke en anelse skræmmende, men slet ikke på samme måde som ”børne-gyseren” Coraline (2009/USA).

 

Dokumentar (6 film)

I dokumentarfeltet er der 6 meget forskellige film både i emne, indhold og længde. Jeg vil særlig fremhæve 3 film fra feltet, We will not fade away, Ramboy, Draw for change. Jeg håber en eller flere af disse 3 finder frem til det danske marked og også til Filmklubberne

Mit valg: Draw for change (Tegn for at skabe forandring).  Om seks forskellige unge kvindelige tegnere fra forskellige steder i verden. Filmen blander dokumentar og animation og behandler temaer som kvindedrab og ligestilling. Egnet til de ældste (12+)

Kortfilm (12 film)

Et meget blandet felt, både geografisk og indholdsmæssigt. Mange fine små perler.

Mit valg: Tula, en humoristisk lille spansk sag som foregår på et skoletoilet med seksualundervisning eller mangel på samme som tema. Til de ældste (12+) i klubberne.