En elsket film genset: Juno

Holder den stadig? Pråsens redaktør Anette Vibeke Jensen, husker filmen Juno som sjov, rørende og mega sej. Nu har Julie, 22 år, her 15 år efter Junos premiere, set den elskede film med 2022 briller. Holder den mon stadig?

Inden vi for alvor går i gang med 2022 anmeldelsen af “Juno”, skal jeg skynde mig at sige, at det har været uhyre svært for mig at se “Juno” helt objektivt. Jeg har altid holdt rigtig meget af filmen, og har set den utallige gange gennem min sene barndom og mine teenageår. Den har aldrig slået mig som en film, der havde brug for at blive revideret eller som en film hvor nogle kunne finde på at stoppe op og sige “skal min teenager se denne film?”

Men ak, her er vi. Så jeg har gjort mit absolut ypperste, for at tage gen-z brillerne på, og se “Juno” som om det var første gang.

Gravid teenager og alt hvad der hører til 

“Juno” er en såkaldt coming-of-age film fra 2007. Filmen handler om den 16 årige pige Juno MacGuff (spillet af Elliot Page), som bliver gravid med sin bedste ven Pauline Bleeker (Michael Cera), der altid har haft et utroligt godt øje til Juno. De er naturligvis alt for unge til at få et barn, og selvom Junos far (J.K. Simmons) og stedmor (Allison Janney) tager Junos graviditet overraskende pænt, beslutter hun sig for at bortadoptere barnet.

Juno finder et venligt udseende barnløst par  i den lokale avis, og beslutter sig for, at give barnet til dem. Men her begynder det at gå galt for stakkels Juno. For da hun møder parret Mark og Vanessa (Jason Bateman og Jennifer Garner), opdager Juno hurtigt at det nok mest er Vanessa der vil have et barn.

Juno tager flere gange hen til Mark og Vanessas hus, hvor kun Mark er hjemme. De to finder ud af, at de har en masse fælles interesser. De kan begge lide punkmusik og kultgyserfilm, og Juno bliver især fortryllet af Mark, da hun finder ud af, at han engang har spillet guitar i et rockband.

Juno og Mark bliver hurtig gode venner, og begynder at ses ofte. Deres venskab tager dog en uheldig drejning, da Mark en dag fortæller Juno, at han er begyndt at få følelser for hende, og at han har tænkt sig at forlade Vanessa for at finde ud af, hvad han vil med sit liv.

Juno bliver meget forfærdet over denne nyhed, da hun nu både skal forholde sig til, at hun har været en del af at ødelægge et ægteskab, og at hendes barn nu skal bortadopteres til en alenemor. Efter en lang snak med sin far, og et sammenbrud i sin bil, beslutter Juno sig alligevel for at give barnet til Vanessa.

Fortjent anerkendelse

Ved Oscarshowet i 2008 vandt “Juno” en Oscar for “Bedste originale manuskript”. Udover det blev filmen nomineret til hele tre oscars, bl.a. den vigtigste Oscar for “Bedste film”.

Hvorvidt det er urimeligt, at Cohen-brødrenes film “No Country for Old Men” vandt Oscar’en i stedet for “Juno”, er et emne til en helt anden artikel. Men at “Juno”, og mest af alt manuskriptforfatteren Diablo Cody, vandt en oscar for bedste originale manuskript, er fuldt fortjent.

Til dato er “Juno” stadig en af de mest velskrevne film, jeg nogensinde har set. Dialogen i filmen er stadig hylende morsom. 15 år efter dens premiere. Karakterne er ufatteligt godt skrevet, for på trods af, at filmen kun varer 1,5 time er du dybt involveret i alles liv. Du er ikke et sekund i tvivl om, hvem nogle af karaktererne er, og selv en bi-karakter som Junos løsslupne veninde Leah (Olivia Thirlby) kender du nu, efter filmens slutning, nærmest bedre end du kender dig selv.

Selv med 2022-briller på, er “Juno” en fantastisk velproduceret og gennemført film. Man skal ikke se andet end filmens halvanimerede collage-agtige titelsekvens for at vide, at det her er en film, der er brugt uendelig lang tid på. Kostumerne er geniale, musikken er fænomenal, skuespillet er nærmest for godt. Jeg kunne blive ved og ved.

Set med 2022 øjne 

Nu til den lidt sværere del. Vi lever i et samfund hvor woke-kulturen fylder rigtig meget, både på godt og ondt. Så vi kan desværre ikke komme udenom at skulle kigge lidt woke på Juno.

Vi skal ikke langt ind i handlingen, før problematiske temaer begynder at ulme. En voksen mand der bliver forelsket i en 16 årig pige. En neurotisk og kontrollerende hustru, hvis eneste mål i livet er at blive mor. Juno, der fravælger en abort. 

Der er mange emner, der potentielt kunne afføde, at “Juno” blev “cancelled”, men heldigvis er manuskriptforfatter Diablo Cody langt foran sin tid. For det altoverskyggende problem i filmen er, at Mark, en fuldvoksen mand, forelsker sig i Juno, der teknisk set stadig kun er et barn, viser sig slet ikke at være så problematisk alligevel.

Det kræver ikke meget analyse af Juno for at forstå, at Marks forelskelse slet ikke er Juno. Han forelskelse er derimod i, hvad Juno repræsenterer. Hun bliver symbolet på hans ungdom, på spontaniteten og glæden. På det igen at være en fri teenager, der kan bruge al sin tid på bare at se splatterfilm, spise junkfood, spille guitar og høre punkmusik. Med andre ord, hun bliver symbolet på alt det, han ikke kan i sit ægteskab.

Mark havde aldrig intentioner om at finde sammen med Juno, hun hjælper ham blot med at komme ud af et ægteskab, hvor han ikke kan være sig selv. Og det bringer os naturligt til problem nummer 2 i “Juno”. Vanessas karakter. Hun er et ordensmenneske af en anden verden. Hele hendes liv går med at forberede sig på at blive mor. Hun læser fertilitetsbøger, gør rent, laver mad, køber kun hvide ting, og forbander sin mands barnlige side. 

Hun er indbegrebet af alt det, kvinder i 2022 gerne vil væk fra. Men igen viser Cody, hvor fænomenal en manuskriptforfatter hun er. For hele filmen ses gennem Junos perspektiv, og dermed ser vi også kun Mark og Vanessas ægteskab gennem Junos synsvinkel. Selvom Juno kommer fra en meget kærlig og åben familie, så er Junos hjem langt fra det hjem, Mark og Vanessa har. Det er derfor naturligt, at alle Vanessas neurotiske tendenser bliver overdrevet i Junos hoved, da hun slet ikke er vant til at have forældre, der går op i orden og struktur. I kraft af Junos venskab med Mark, kommer Marks bebrejdelse af hans kone også til at smitte af på Juno. Så alt det Mark synes er træls og begrænsende ved Vanessa, bliver igen altoverskyggende i Junos syn på Vanessa.

Den ene gang Juno ser Vanessa uden Mark, er alle disse fordomme fjernet fra hendes hoved, og vi ser meget tydeligt, hvilken kvinde Vanessa i virkeligheden er. Hun er glad, kærlig og et utrolig omfavnende menneske. Hvilket også er grunden til, at Vanessa ender som helten i historien. Ikke Mark. For Vanessa ender som en stærk og fri alenemor, der stadig holder af Juno.

Men Vanessa er ikke den eneste stærke kvindelige karakter i “Juno”. Både Junos stedmor Bren, Junos veninde Leah og selvfølgelig Juno selv er fantastiske kvinder. De er alle vidt forskellige, men de har hver deres kvaliteter og hver deres udfordringer. Det er umuligt som kvinde at se “Juno” uden at føle sig som en stærk og selvstændig kvinde bagefter.

Få nu bare set Juno 

Alt det ovenstående ævl, er i virkeligheden bare en ufattelig lang måde at sige på, at “Juno” stadig holder i 2022.

Jeg vil faktisk gå så vidt som til at hævde, at det er en film alle teenagere bør se. Streg det. Det er en film alle mennesker bør se. Gamle som unge.

Der er så meget vi kan lære af Juno, Paulie, Mac og Vanessa. Teenagere vil kunne spejle sig selv i den akavede og søde forelskelse mellem Paulie og Juno. Alle teenagere bør se op til den frygtløse, modige og super intelligente Juno, og til den følelsesladede, drømmende, kærlige og umådeligt modige Paulie.

Alle voksne vil kunne spejle sig i Mac, og hans kærlighed til sin datter. De vil spejle sig i hans til tider forfejlede opdragelse af sin datter, og de vil kunne spejle sig i hans altoverskyggende stolthed af Juno.

Kort sagt: FÅ SET JUNO NU!