Artikel
Skrevet af Anette Vibeke Jensen / DaBUFs bestyrelse
Holder den stadig, spørger vi. Formand for DaBUF Kim Bruun har en særlig kærlighed til filmen Stardust, men er det en film vi skal huske og finde en særlig plads til I vores filmskat? Det har Anette sat sig for at undersøge ved at tage et gensyn med eventyrfilmen fra 2007 af Matthew Vaughn.
Kan I huske at have set filmen Stardust? Jeg kunne ikke, men jeg har nu haft et ret fantastisk gensyn med filmen.
Kim skriver følgende til mig som oplæg til den film jeg skal til at se: “Noget af det, jeg synes, stadig fungerer i Stardust, er, at den er så selvbevidst. Den leger med vores forventninger, den udfordrer vores forståelse – og så er den en sand tåreperser.
Det kræver selvfølgelig, at tilskuerne kender genrekoderne for fantasy og sætter pris på at blive overrasket af bruddene på disse. Mere overordnet er jeg også glad for, at den handler om snæversyn og frygt for det anderledes – og så viser den hvilken storslået verden, der findes derude, hvis man vover at kaste sig ud på de 70.000 favne.“
Der var engang en ung mand…
Det er en rigtig eventyrfilm med alt, hvad der hører sig til, og den klassiske historie begynder med en ung mand, som er forelsket i den smukke og uopnåelige pige i byen. Da et stjerneskud falder ned i nærheden, lover hun at tage ham, hvis han bringer hende stjerneskuddet. Han begiver sig ud på en rejse for at finde stjernen, som ikke er helt, hvad han havde ventet. Samtidigt er andre med langt mindre noble hensigter ude efter den samme stjerne. Ind og ud af denne klassiske historie væver fortællinger om menneskers dår- og ondskab sig.
Charmerende og fortryllende
Det er store kostumer og store følelser, men Stardust er eventyrlig charmerende og jonglerer rigtignok med vores forventninger til eventyrets klicheer på en varm og humoristisk måde. Det kunne så let blive for plat, når Michelle Pfeiffer med et trylleslag får hængebryster i rollen som den onde heks eller Robert De Niro optræder i kvindetøj, men det gør det ikke. Skuespillet er eminent og historien fortælles generelt med en fortryllende lethed og selvironi.
Glem kleenex
Hvis jeg skal anfægte Kims oplæg en smule, så oplevede jeg ikke Stardust som en sand tåreperser, tværtimod, og jeg har ellers let til tårer. Den konstante humor og den action-pakkede-fortælling gav ikke mig plads til den store ømhed. Det gør dog ikke noget, for jeg var godt underholdt , og de gode budskaber, som hører ethvert rigtigt eventyr til, står stadig skarpt. Personligt dvælede jeg ved filmens ord om evigt liv. Et evigt liv er ensomt, og det er ikke ønskværdigt at leve, mens man mister alle dem, som betyder noget for en, men hvis man kan dele et evigt liv med den, man elsker, så er det nok ikke så slemt.
Det var en stor oplevelse for mig at gense Stardust, og den har naglet sig fast på min filmreol til eftertiden. Stardust får hermed det grønne stempel, den holder stadig og er fortsat en elsket film i DaBUF.