En elsket julefilm genset

Som et svar med tungen i kinden til kommunikationsudvalgets julekalender har Pråsens redaktion genset et par af de film, som har klaret cuttet og er kommet på instagram. 

Det er fint og godt, at vi mindes film, vi elskede i det 20. århundrede. Men holder film som Gremlins, Alene hjemme og Muppets juleeventyr til et kritisk-kærligt gennemsyn? Læs selv og find svaret 

Gremlins

Da Gremlins kom i biograferne i 1984, så jeg den ikke. Jeg gik ellers en del i biografen, og den blev også godt modtaget. Mine begrundelser for ikke at se den er lidt uklare, men måske handlede det om, at det er en gyserkomedie – sidste del havde jeg måske ikke fået fat i. Arrene på min sjæl efter Fredag den 13. (1979) sad stadig i mig. Heller ikke da Gremlins 2 kom, og folk begejstrede fortalte om, at det så ud til, at de små monstre havde overtaget operatørrummet, kunne jeg finde modet til at se med.

Nu skal det være! 

Men nu skal det være slut! Jeg vil ikke gå gennem livet som ham-der-ikke-har-set-Gremlins. 

Mit lokale og velassorterede bibliotek har en kopi, så den har jeg lånt, og jeg har set Gremlins.

Troldmanden fra Oz – igen

Det første, som slår mig, er, at Gremlins låner temmelig ublu fra Troldmanden fra Oz (1939) – men på den anden side: Det synes alle amerikanske film at gøre i følge mig. I modsætning til nogle af de nyere finder jeg dog ikke, at Gremlins bidrag er synderligt originalt.

Vi, indviede, vil nikke indforstået i starten. Men bortset fra ‘heksens’ død, som er mere spektakulær, bliver referencerne ikke rigtig brugt til noget. Ud over måske, at vi nu skal forbinde Gremlins med julen, ligesom vi forbinder Troldmanden med Thanksgiving.

Past Christmas’ – and then again 

En stor del af kulisserne og synet på mennesker med anden baggrund end hvid, skriger også til himlen, at vi befinder os i et tidligere årtusinde.

Til gengæld synes jeg, at monstrene er fuldstændig uptodate. De er gennemførte og sine steder skræmmende(!). Aflivningen af dem er måske lidt stereotyp (moren bruger køkkenredskaber til at dræbe dem); men der er lagt stor fantasifuldhed og tidstypiske referencer i bekæmpelse af dem. Så jeg kan næsten blive ærgerlig over, at jeg ikke tog mod til mig dengang og så den. 

Og dommen… 

Gremlins holder som julefilm for så vidt, at den foregår hen over julen og har passende referencer til den tid på året. Personligt vil jeg nok ikke vende tilbage til den. Ikke kun fordi jeg er løvemanden fra Oz, som bliver skræmt af sin egen skygge. Mere fordi jeg ikke er blevet ramt på et tidspunkt i mit liv, hvor filmen vækkede resonans. Modsat Troldmanden fra Oz, som jeg ser næsten hvert år til Thanksgiving.

Men for opvoksende generationer er det selvfølgelig ikke for sent. 

Alene hjemme

Lad mig sige det med det samme: Jeg er ret vild med Alene hjemme. Men på en eller anden måde burde den egentlig ikke have holdt til tidens tand. Den er en film fra en svunden tid, hvor man tilsyneladende havde færre bekymringer. Filmen udstråler en naiv uskyld og en verdensfjernhed, der står i skærende kontrast til barnestjernen Macaulay Culkins senere deroute, som jeg uvægerligt kom til at tænke på, da jeg for nylig genså denne juleklassiker.

Sentimental familiefilm 

Portrætteringen af Kevins øvre middelklasse, amerikanske kernefamilie er meget… pæn. Der er selvfølgelig de sædvanlige ulidelige søskende og uduelige familiemedlemmer, men ellers er det meste fryd og gammen. Instruktør Chris Columbus’ sentimentale tilgang fornægter sig ikke, og den understøttes af filmens stil, som er præget af et lettere blødt fokus og high-key belysning, hvor de fleste scener er fuldt oplyste uden nævneværdige skygger. Med al tydelighed har vi her at gøre med en familie-julefilm, som helst ikke skal stryge nogen alt for meget mod hårene. Det er jo jul!

Malurt i julebægeret

Men hvad er det så, der gør, at Alene hjemme ikke bliver komplet kvalm og ulidelig? Hvad er det der gør, at den alligevel holder som julefilm år efter år? Jo, der er (heldigvis) lidt malurt i det søde julebæger. Her tænker jeg ikke mindst på John Williams’ musik, der ganske vist matcher filmens sentimentalitet langt hen ad vejen, men hvor der alligevel er noget kontrast, noget fare på færde i julehyggen. Og omend den bliver serveret i en munter tone, er grundpræmissen i John Hughes’ manuskript jo egentlig også ganske gruopvækkende: Tænk sig at glemme sit barn derhjemme, mens man selv tager på juleferie til Paris!

Skønne filmiske påfund 

I det hele taget er der så mange skønne påfund i filmen, at man falder pladask for den gang på gang. Der er fyret i kælderen, der i Kevins fantasi bliver til et stort, farligt monster, men som heldigvis kan gennes væk med et “Shut up!” og lidt mod. Der er de drabelige fælder, som Kevin sætter op i et forsøg på at beskytte familiens hjem fra de to noget gumpetunge tyveknægte Harry og Marv, der på utrolig vis overlever længe nok til at kunne blive arresteret af politiet til sidst. Og der er ‘The Polka King of the Midwest’, spillet af John Candy, som sammen med sit Polka-band tilbyder Kevins mor et festligt lift tilbage til Chicago.

Klump i halsen 

Måske er Alene hjemme nøgternt set lige vel beregnende. Måske er den objektivt set lidt for sød. Måske er den rationelt set lidt for sentimental. Men når Kevin genforenes med sin mor og resten af sin familie. Når man ser naboen ‘Old Man Marley’ blive genforenet med sin søn, svigerdatter og barnebarn, skønt han ellers havde opgivet håbet om dette. Når det hele går op i en højere enhed til sidst, så er den klump, man har i halsen, jo virkelig nok.

Den julestemning, man oplever i Alene hjemme er ikke som nogen virkelig jul. Den er som den jul, man har i hjertet; sammenstykket af alle ens rare og magiske juleminder. Den er som titelmelodien beskriver det…

Somewhere in my memory

Christmas joys all around me

Living in my memory

All of the music, all of the magic

All of the family, home here with me

Muppets juleeventyr

Jeg har aldrig set The Muppet Show og har ikke som sådan noget forhold til The Muppets. Mit kendskab begrænser sig derfor til de referencer og optrædener, de ikoniske dukker spiller i den generelle popkultur. Når jeg trykker afspil for at se Muppets juleeventyr, svarer det måske til at se Downton Abbey på film uden at have set mere end et enkelt afsnit af serien – lettere uforståeligt. Det er dog ikke helt tilfældet, men det er jo også Charles Dickens klassiske juleeventyr A Christmas Caro,l som er omdrejningspunktet.

Glans fra fortiden

Jeg misser gensynets glæde med frøen Kermit, som i dette juleeventyr er gift med Miss Piggy og har flere små frødrenge og grissepige med hender. Ligesom begejstringen over at se den svenske kok i et kort klip på torvet går hen over hovedet på mig. Det er dog en charmerende julefilm, og samspillet mellem de filtede dukker og Michael Caine som Ebenezer Scrooge fungerer utroligt godt. I lyset a,f at filmen er tilbage fra 1992, så er jeg en smule forbløffet over det høje tekniske niveau, når dukkerne så let som ingenting glider ud og ind af scenerne af Londons snedækkede gader.

Alvor og hygge går hånd i hånd

Charles Dickens klassiske historie A Christmas Carol, som han skrev helt tilbage i 1843 er som sagt omdrejningspunktet i Muppets juleeventyr. Historien handler om den gnavne gnier Ebenezer Scrooge, der natten til juleaften bliver besøgt af fortidens, nutidens og fremtidens ånd som på hver deres måde forsøger at ruske lidt kærlighed og juleglæde ind i den kolde mand. Historien er hård, og dialogen mellem vores fortællere rotten Rizzo og Gonzo i forklædning som Charles Dickens lyder da også:

“Det er altså uhyggeligt. Skal vi bekymre os for børnene blandt publikum?” gisper Rizzo. “Nej, det er okay, når det er kultur.” siger Gonzo.

Og det er også rigtigt. Alvoren og hyggen går hånd i hånd og The Muppets forsøder fortællingen i en sådan grad, at selv de mindst kan være med.

Den ene eller den anden udgave?

Der er lavet et utal af indspilninger af Charles Dickens juleeventyr, så skal man se denne udgave, hvis man ikke har et forhold til The Muppets? Ikke nødvendigvis. Den rigtige version for mig er “A christmas Carol” fra 1984 instrueret af Clive Donner, men det skyldes nok mest, at det var den første filmatisering, jeg så. Jeg synes dog stadig, at filmen holder, og den er mere dyster, hvilket jeg synes, hører med til historien. I 1988 udkom Scrooged med Bill Murray i topform som en moderne udgave af den julehadende gnier, der på humoristisk vis giver historien nyt liv. I 2009 kom den computeranimerede version med Jim Carrey i hovedrollen som bestemt også er et gensyn værd, også lidt mere uhyggelig og derfor måske ikke til de allermindste. 

Men man kan også sagtens glæde sig over Muppets Juleeventyr selvom man ikke kender til dukkernes baggrundshistorie, så kryb bare under tæppet, fyld maven med julegodter og tryk afspil.