Efter knap et par årtier som filmanmelder gør jeg, Jacob Wendt Jensen status. Over den personlige vej hen til at blive filmanmelder og de positive og negative oplevelser. Over hvad en god filmanmeldelse er, og hvor faget står i dag.
13-03-2019 – JACOB WENDT JENSEN
Louis de Funès blev min Dirch Passer
Jeg var så heldig som dreng at bo i Bruxelles i midten af 1970erne. I Danmark havde man på det tidspunkt kun statsradiofonien at se på, og tv-avisen blev endnu ikke vist i farver. I sommerferierne i Danmark var jeg heldig, hvis de viste en enkelt amerikansk film i løbet af en hel lang sommerferie. Filmmæssigt var sådan en sommer en ørkenvandring, men i Bruxelles var der allerede dengang kabel-tv med hele 16 kanaler. Og der blev vist masser af film. Louis de Funès blev min Dirch Passer, og filmene i tv blev i mange tilfælde mine barnepiger. Jeg slugte det hele, om så det var art-cinema-mesterværker som Luis Buñuels ”Dagens skønhed” (”Belle de jour”, 1967) eller hævnerfilmen ”En mand ser rødt” (”Death Wish”, Michael Winner 1974) med Charles Bronson. Dengang var Bronson lettere for mig at forstå end Buñuel, hvor det i dag nærmest er omvendt.
Tåle at se flest ulækre scener
I skolen var vi en håndfuld venner, der begyndte at skrive de film, vi så, ned på en liste, og så vurderede vi dem ved, at vi gav dem fra én til fem stjerner. Vi sammenlignede noter i skolen hver dag. I slutningen af 1970erne kom zombie-film på mode, og det handlede i en lang periode om, hvem der kunne tåle at se flest ulækre scener og mest blod. I begyndelsen af 1980erne kom Ridley Scotts ”Blade Runner” (1982) i biografen, og i Bruxelles var det sådan, at man for én billets pris kunne blive i biografen og se en film, lige så mange gange man ville. Og man kunne gå ind midt i en film. Det var ret desorienterende at dumpe ind midt i ”Blade Runner”, men det hjalp på logikken, at vi kunne se den to gange.
Kombinere min indre filmnørd med journalistfaget
Vennerne holdt op, men nørd som jeg var, blev jeg blev ved med at føre filmlister. Til at begynde med skrev jeg korte sætninger ud for hver enkelt film. ’En tynd kop te’ har jeg sikkert skrevet mere end én gang, men efterhånden udviklede det sig til en slags minianmeldelser. I gymnasiet brugte vi mange frikvarterer på ’galgenleg’, hvor vi skulle gætte en skuespillers navn bogstav for bogstav, inden manden i galgen blev hængt. Siden blev jeg uddannet til civiløkonom, og det var helt forkert. Bagefter som journalist, og det var noget bedre. Men først da jeg fandt ud af at kombinere min indre filmnørd med journalistfaget, blev det rigtigt sjovt at arbejde, og der kom for alvor vægt bag ordene som filmanmelder, da jeg tog en bachelor i Film og Medievidenskab på Københavns Universitet og lærte filmhistorien bedre at kende og fik min gang på de akademiske biblioteker. Og lad os så bare springe anekdoterne om, hvordan jeg var med til at blive Danmarksmester i filmquiz et par gange over, og gå hastigt videre til filmanmeldergerningen.
Avisens flittigste
Først skrev jeg om film i tv i Berlingske Tidende. En daglig klumme med en minianmeldelse af typisk to eller tre film. Jeg overtog tjansen efter legendariske Jørgen Stegelmann, da han døde, og skrev klummen hver eneste dag gennem mere end ti år, hvilket må være op mod 10.000 små filmanmeldelser, så jeg har været avisens flittigste i den periode. Lidt senere stødte anmeldelser af biograffilm også til. Først i BT og dernæst i Berlingske.
Nye vinkler på kendt stof
Og hvad er så en god filmanmeldelse? Det er et svært spørgsmål, så måske kan jeg begynde med, hvad der glæder mig selv mest i en biograf. Og det er, når en film er underholdende, samtidig med at den får mig til at tænke. Efterhånden som man har set flere og flere film, bliver overraskelser og det at se helt nye vinkler på kendt stof også vigtigt. I mine øjne er en god filmanmeldelse en lille oplevelse i sig selv. Især hvad angår den måde man som filmanmelder kan åbne en film på for den, der måske ikke ser så mange film. Og så skal den naturligvis være godt skrevet. Nogle gange fræk og provokerende, men den må ikke give køb på nuancerne, for ni film ud af ti har både noget godt og noget dårligt i sig.
De utrolige / Pixar Animation Studios, Walt Disney Pictures
”De utrolige” er stadig et animationsmesterværk
Det er af og til sket, at jeg har genlæst nogle af mine filmanmeldelser, hvis jeg for eksempel har fået til opgave at skrive et navneportræt eller en artikel om en filminstruktør eller en skuespiller. Og jeg synes, at vurderingen i 19 ud af 20 af mine filmanmeldelser er temmelig appelsinfri. ”Dude Where’s My Car” (2000) er stadig ikke mere end en enkelt stjerne værd, og ”De utrolige” (”The Incredibles”, 2004) er stadig et animationsmesterværk. Sådan er det bare. Men krigsfilmen ”We Were Soldiers” (2002) med Mel Gibson er ikke de fem stjerner værd, som jeg i sin tid gav den. Den dag havde jeg en journalist i hælene fra ”Avisen i undervisningen”. Han skulle skrive om mit job som filmanmelder, og jeg blev alt for bevidst om at træde i karakter.
Læserne lades i stikken
For at forfølge den tankegang er der en farlig udvikling i gang med filmanmelderiet i øjeblikket. På aviserne kræver man mere eller mindre udtalt slagkraftige, flabede og provokerende rubrikker på netartiklerne for at få flere klik og flere likes. Et højt antal stjerner eller et lavt antal stjerner er velkomment, vel vidende at de fleste film sagligt vurderet typisk ligger på tre eller fire stjerner. Provokationer for provokationens skyld og rav i den blot for at få en kortsigtet debat servicerer debattosserne, men i forhold til læserne, der gerne vil have overblik over de nye film, er det som at tisse i bukserne i snevejr. De bliver ganske enkelt ladt i stikken, samtidig med at avisernes oplag på grund af den skingre tone blot vil dale endnu hurtigere, end det gør i forvejen. Når der samtidig skæres ned på dækningen af filmstoffet, ønsker jeg ikke længere ubetinget at være en del af den verden. Så hellere forlade den inden man bliver Sure Ole ovre i hjørnet.
Marionetstrengene bag dukkerne
Samtidig er der ved at ske en form for skred i filmudbuddet. På den ene side får stadig flere film premierer i biograferne, fordi det er lettere at distribuere filmfiler i forhold til de tunge celluloidruller, som man opererede med i gamle dage. På årsbasis er antallet af premierefilm per år således steget fra omkring 250 til 350 i løbet af de seneste fem år. Og det er glædeligt for diversiteten, men når sådan noget bras som Marvel-film på den anden side sætter sig på så stor en del af sendefladen, at de mindre film bliver vist i meget kort tid, så er vi næsten lige vidt. Og speaking of Marvel, så var ”Avengers”-filmene meget morsomme til at begynde med, men nu er vi derhenne, hvor der kommer en ny Marvel-film i kvartalet, og det er simpelthen blevet for let at se marionetstrengene bag dukkerne. Eller også er jeg bare blevet voksen i mellemtiden. Og træt af popcorn.
Hele seks stjerner
En filmanmelders adelsmærke bør være, at man vurderer hver film, man skal anmelde, i forhold til dens genre. Alle film er ikke ”Den store mand” (”Citizen Kane”, Orson Welles, 1941) eller ”Scener fra et ægteskab” (”Scener ur ett äktenskap”, Ingmar Bergman, 1973), og det skal de heller ikke være. Jeg kan som udgangspunkt lide alle slags film. Det er fedt at se og gense en hårdkogt kriminalfilm som ”The French Connection” (William Friedkin, 1971) eller en god komedie som ”Bowfinger” (Frank Oz, 1999), der bare bliver sjovere og sjovere minut for minut. Eller at se en filminstruktør som Wim Wenders, man troede var fortabt, pludselig diske op med en dansefilm i 3 D. ”Pina” (2011) var man overrumplet nødt til at uddele hele seks stjerner.
Med far på arbejde
Noget af det umiddelbart sværeste at anmelde for et voksent menneske er børne- og familiefilm. Det er nok i virkeligheden det, man som filmanmelder er mindst uddannet til. Jeg har været heldig selv at have børn i mange af de år, jeg har anmeldt film, og de har været ’med far på arbejde’, både når de har haft ferier, men også enkelte dage, hvor de egentlig skulle have været i skole. Og der har jeg selvfølgelig brugt min egen filmforstand, men jeg har også talt med ungerne om filmene og set på, om de har glemt dem efter fem minutter, eller om de har gidet lege noget af det fra filmen i dagene efter, at de så den.
Øretæveindbydende unger
Hvad er det bedste og det værste ved børne- og ungdomsfilm? Det bedste er, at man som voksen en gang imellem kan blive barn igen for en kort stund. Det blev jeg med en film, som andre nok vil kalde lidt for sød, nemlig ”The Polar Express” (Robert Zemeckis, 2004). Jeg græd mig simpelthen igennem den. Noget af det, der til gengæld kan få en anmelder til at se rødt, er, når nogle af de amerikanske såkaldte vidunderbørn bliver for irriterende. ”The Kid” (Jon Turteltaub, 2000), hvor Bruce Willis bliver konfronteret med en otteårig udgave af sig selv, var en pine at sidde igennem, for Spencer Breslin er så øretæveindbydende irriterende i rollen, at jeg nærmest sad og viftede med armene til pressevisningen i biografen.
Når ulven kommer
En genre, som jeg personligt har haft det svært med, er gyserfilm. Som menneske, og det er man jo trods alt, før man er filmanmelder, har jeg bare ikke en grundlyst til at sætte mig ind i en biograf med det formål at lade mig skræmme. I en ideel verden var der en topspecialistanmelder for hver filmgenre. Men når man er filmanmelder, er man filmanmelder, og på en avis er der typisk kun to eller tre af slagsen, så man skal kunne det hele. Så må man lide under de gys, man ser, og vurdere, om de er godt afleveret. Noget af det værste i genren er film, der postulerer, at der er et eller andet farligt i en skov, og så er det bare indbildning. Øv. Vi vil se ulven! Berømmede ”The Blair Witch Project” (Daniel Myrick og Eduardo Dánchez, 1999) har en rem af den slags hud, og selv om jeg sad på anden række til verdenspremieren på filmfestivalen i Cannes, forstod jeg aldrig helt hypen.
Steven Spielberg var den største oplevelse
Apropos overraskelser, som jeg tidligere var inde på, og filmfestivalen i Cannes, så er det netop der, at jeg har fået de største af slagsen. Jeg har aldrig været sendt afsted på luksusbudget for en stor avis, men jeg har opfattet det som en pligt som filmanmelder at efteruddanne mig dernede og tog derfor afsted for egen regning. Og hvad sker der så i Cannes ud over lidt fester og god tid til faglig snak med kollegerne over gode middage? Man får eksklusive adgang til verdenspremierer og bud på øjeblikkets vigtigste film fra hele verden. Siden 1999 er jeg taget derned for egen regning og har skrevet og hentet interviews med hjem, som kunne bringes i diverse magasiner, når filmene senere havde premiere i Danmark. Hvis den, man interviewer, er til stede og vil levere lidt af sig selv, kan rundbordsinterviews godt give gode resultater. Steven Spielberg var den største oplevelse. Fordi han var Spielberg, men også fordi han gjorde sig umage med at være til stede og med at svare på de spørgsmål, man stillede.
Chok i Cannes
Der er intet som at sidde i den store Lumière-sal sammen med 2.500 andre journalister og se en film til verdenspremieren, for indtil i år, hvor det er lavet om, har pressevisningen på en film ligget før selve gallapremieren. Et af de helt store chok var Abdellatif Kechiches ”Adèles liv – kapitel 1 og 2” (”La vie d’Adèle – Chapitres 1 et 2”, 2013). Filmen skulle vises kl. 15.00 en eftermiddag, hvilket er et usædvanligt tidspunkt, og vi kendte intet til filmen eller instruktøren på forhånd, og den varede hele tre timer! Så meget får man dog at vide på forhånd.
Adéles liv – Kapitel 1 & 2 / Camera Film
Årets bedste film
Kærlighedshistorien mellem to unge piger kunne gribe selv filmforhærdede modne mænd og få dem til at føle i biografen. Jeg har stadig den scene mejslet ind i hjernen, hvor Adéle sidder og græder snot på en café, fordi kærligheden er ved at glide hende af hænde. Det er ubærligt, det er råt, og det er smukt. Og det er livet i en nøddeskal. Det var også det år, hvor jeg sad i filmkritikerjuryen i Cannes, og både mine to kritikerkolleger og jeg og den ordinære jury var enige om, at ”Adèles liv – kapitel 1 og 2” var årets bedste film!
Stå i en konge- eller dronningerække
Årene som filmanmelder førte blandt andet til, at jeg i syv år var formand for Danske Filmkritikere, der én gang om året uddeler Bodil-priser. Jeg vil ikke gøre Bodil-priserne vigtigere end de er, men samtidig må jeg konstatere, at jeg har set voksne mænd fælde en tåre over at modtage den smukke statuette. Det kan noget det der med at blive vurderet og rost af uvildige eksperter frem for at blive det af kollegerne, som man bliver ved Robert-festen. Og det med at stå i en konge- eller dronningerække i forlængelse af dygtige mennesker fra mere end 70 års filmhistorie. Selv efter gallapremieren på ”Humørkortstativsælgerens søn” (Peter Bay, 2002) fik instruktøren sikkert klap på skulderen, men det havde han altså ikke fortjent. Filmkritikerne er ikke i lommen på nogen, og de kan sige til og fra, som de har lyst til. Derfor har en Bodil-pris fra dem en stor værdi.
Prikker en på brystet
I mine taler fra scenen som formand har jeg ofte sagt til publikum i salen, at vi kunne mødes i baren og diskutere priserne bagefter, og det er ganske ofte sket. Altid civiliseret og med et glimt i øjet. Undtagen en enkelt gang. Et af de år, hvor Lars von Triers muse Charlotte Gainsbourg vandt en pris for Bedste kvindelige hovedrolle, var der som alle andre år fire andre nominerede, der ikke vandt. En dansk instruktør, der ofte laver film ud fra meget personligt stof, havde lavet en ny film det år, og hans skuespillere vandt ingen priser. Med al mulig respekt for hans samlede værk, var den nyeste film blot ikke på højde med de andre. Men han syntes selv, der var noget galt, og til efterfesten kom han hen til mig. Jeg ønskede rutinemæssigt tillykke med nomineringen, inden han startede en brandtale for sin egen film. I dagene efter hørte jeg, at han havde været i intense diskussioner med flere andre anmeldere. At have en filminstruktør foran sig, der prikker en på brystet, er dog langt fra det værste, jeg har oplevet som filmanmelder.
Konen, kæresten, kællingen, madammen eller børnene
Det værste er de mange gange, jeg har siddet og har set en fantastisk god film alene i mørket. Uanset hvor meget jeg bagefter har forsøgt at beskrive filmen for dem, jeg elsker, er det aldrig rigtigt lykkedes til fulde. Det har jo været film, der vel at mærke ikke har haft premiere endnu. I den situation har jeg ofte lovet og haft til hensigt at gense den pågældende film senere med konen, kæresten, kællingen, madammen eller børnene, men det er for sjældent blevet til noget. Derfor vil jeg nu i et stykke tid glæde mig over at være helt almindelig biografgænger og se film, jeg selv vælger. Og se dem med mennesker jeg elsker.
