Artikel

Skrevet af Amalie Vinge Jensen 

 

 

Hodja fra Ørestaden insisterer på det lille ekstra i deres filmklub og er gode til at folde filmens univers ud og inkludere børnene i leg og unikke oplevelser. Læs her om en af Danmarks mindste børnefilmklubber og deres særlige fællesskab.

Vi er børnefilmklubben Hodja fra Ørestaden. Vi holder til på Ørestad bibliotek, og er med sine 30 medlemmer én af de mindste filmklubber i DaBUF. Det passer os glimrende, og vi nyder godt af vores lille klub, fordi det giver os en masse muligheder. I Hodja fra Ørestaden handler det nemlig ikke kun om at se film – tværtimod.

Men hvad handler det så om? Det handler også om de oplevelser, vi kan skabe med børnene, og de kan skabe med hinanden før selve filmvisningen. Det har været klubbens værdi fra start at lave aktiviteter med børnene inden hver filmvisning, og det agter vi fortsat at vægte højt. 

 

Særlige aktiviteter og hvad de giver

De aktiviteter, vi laver, har ofte relevans for den film, vi skal se efterfølgende. I denne sæson har vi vist Fuglejagten, og til dén visning fik vi glædeligt besøg af Ugleriet, der med sine fire tæmmede ugler, kiggede forbi biblioteket til en lille snak. Efterfølgende fik børnene hver og én mulighed for at holde dem. Det var en stor oplevelse for alle, og ikke noget ethvert barn kan prale af. Jeg kan stadig ikke prale af det, for jeg var ikke modig nok til at holde dem, men børnene var åbne og nysgerrige. Det er situationer som denne, hvor jeg mærker, hvor meget de ved sådanne aktiviteter lærer om sig selv, deres egne grænser, om hinanden, og vi lærer så sandelig også af dem. 

 

En stor kasse fyldt med timer af leg

Når vi frivillige i Hodja møder ind til dagens visning, har vi en stor kasse fyldt med kreative ting og underlige dingenoter, som vi tager med op til børnene. Hvad der ikke kan være i den kasse! – den rummer så meget, og jeg finder altid nye ting, som jeg aldrig har set før. Med få ting derfra, kan der stables en kreativ aktivitet på benene. Ved vores sidste visning blev det til drømmefangere inden vi sammen så filmen Drømmebyggerne. Drømmefangere lavede børnene ved hjælp af paptallerkner, snor, perler og tusser. Hvad enten det er julekager vi dekorerer, stop-motion film vi laver eller lege vi leger, er aktiviteter som disse med til at ryste børnene sammen. Og på den måde inviteres de også til at være åbne overfor nye bekendtskaber og deres forskelligheder på tværs. 

 

Enhver stemme tæller

Til den sidste filmvisning i denne sæson så vi Drømmebyggerne. Sidste visning kalder vi også ”Børnenes favorit”, da det her er børnene selv, der bestemmer, hvad vi skal se. Vi lægger et filmprogram, der favner bredt, men vi ønsker også at give børnene mulighed for at opleve, hvordan det føles at have indflydelse. Derfor vælger vi tre film som de til næstsidste visning skal stemme om. Det foregår ved, at vi viser dem trailere for de tre film, som de kan stemme om, og derefter får de udleveret en hoppebold som deres ”stemmeseddel”. De putter så deres hoppebold i den krukke, der symboliserer den film, de gerne vil se til den sidste visning. Vi holder fast ved denne tradition, fordi det er en måde, hvorpå alle i klubben bliver set og hørt. Det inviterer ligeledes ofte til dialog blandt børnene, og det er også vores indtryk, at de synes det er fedt at få lov til at bestemme lidt.

Hvorfor se film, når vi kan lave dem selv?

Vi i Hodja fra Ørestaden nyder også godt af frivilligprojektet ”Filmmagernes Verdensmål”, der hver sæson kigger forbi, og underviser børnene i stop-motion film. Børnene inddeles i hold, og de får med denne workshop en unik mulighed for at lave deres helt egne film med udgangspunkt i FN’s verdensmål. Det er en fast aktivitet hvert år, og det er altid en succes. 

Børnene kommer tæt på hinanden, og vi kommer tæt på dem, fordi det handler om at skabe noget i fællesskab. Det er interessant og givende at opleve, hvordan de går til aktiviteten på forskellige måder. Nogle har svært ved at finde ideer, mens andre kan gå i gang med det samme uden yderligere at tænke mere over det. Sådan er vi så forskellige, og jeg tror, at de kan lære meget af hinandens kreative processer samtidig med, at de har en sjov eftermiddag med leg og frie rammer. 

 

Dét ekstra der gør hele forskellen

Når børnenes film er færdige, og vi venter på, at de bliver klar til visning, går luften ret ofte ud af ballonen, og tålmodigheden begynder at slippe op. Frygt ej, for ikke nok med at vores frivillige i Hodja har ærmerne fulde af lege, så har klubben også så tilpas en størrelse til, at vi kan foreslå en omgang banke-banke-bøf. Og den aktivitet synes de næsten er den sjoveste. Det er skægt at se, hvor meget de kan gå op i det, og det vidner om, at de rammer og værdier Hodja fra Ørestaden i sin tid satte, er værd at bevare og favne om. Børnene tager mange oplevelser med sig hjem efter en eftermiddag i Hodja fra Ørestaden, og til filmworkshop tager de også et produkt med hjem, som de kan vise frem til deres forældre og deres venner i skolen. Det er altid dejligt at se, hvor stolte de er, når de præsenterer deres film til sidst.

Selvom oplevelser som disse naturligvis kræver lidt ekstra af os frivillige, end det ville gøre hvis vi bare satte en film på, er det netop dét ekstra der gør hele forskellen for os.