Artikel

 

Skrevet af Kim Bruun / Formand for DaBUF

 

 

Det er blevet sagt temmelig mange gange og sikkert også på en mere elegant måde, end jeg muligvis formår, men altså: 2020 var et horribelt år, og jeg håber, at ingen skal udsættes for noget tilsvarende i deres levetid.

En uønsket fødselsdagsgave

For os i DaBUFs bestyrelse og sekretariat begyndte horrible 2020 allerede den 2. november 2019. Det var her, vi fik besked om, at DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) vurderede vores medlemsregistrering til at være ‘ikke-betryggende’. Med den kun alt for velkendte konsekvens: Intet tilskud og efterfølgende smalhals i hele 2020. Ironisk nok kom meddelelsen på selve Landsforeningens fødselsdag. Sammenslutningen af børnefilmklubber blev som mange bekendt stiftet den 2. november 1952!

Et nyt og funklende år 

At en smitsom lille fætter med en karakteristisk kroneform også meldte sin ankomst i foråret, føjede kun almindeligt ondt til storslemt i 2020 (man hørte for sig et lettelsens suk blive draget over det ganske land, da klokken faldt i hak ved midnat torsdag den 31. december). Endelig forlod vi det forbandede 2020. Et nyt og funklende år kommer os smilende og løfterigt i møde. Endnu mere end ved foregående årsskifter er forventninger og håb knyttet til denne nye begyndelse. Alt skal være anderledes i DaBUF fra 2021: Vi registrerer korrekt vores medlemmer efter strengeste DUF-instruks; corona afholder os ikke længere fra at samles, så nu skal børnefilmklubben have en skalle; vi skal række ud til endnu flere børn, og vi vil vælge endnu bedre film. Fortsæt selv listen!

Vi skal kæmpe 

Dog tillader jeg mig, inden vi fortaber os i drømme om fremtidens fortræffeligheder at mane til en smule besindighed. Friedrich Nietzsche siger et sted, at når man stirrer i afgrunden, stirrer afgrunden tilbage i én selv. Sandt er det, at DaBUFs sekretariatet og siddende bestyrelse er velsignet med en ydmyg forståelse for altings forgængelighed. Ligesom adskillige klubfolk garanteret har indstillet sig på, at verden af i går i bedste fald er noget, vi skal kæmpe for at få tilbage. Men vi skal hele tiden huske på, at vores arbejde i børnefilmklubberne bliver værdsat. De stakkels børn længes efter oplevelser med film mindst lige så meget, som vi trænger til at formidle de samme oplevelser. Det kan de filmklubber, som har haft åben i (dele af) denne sæson bekræfte.

Det bedste fra 2020

2020 har været et frygteligt år, men jeg vil ønske, at det bedste fra 2020 må blive normen i al fremtid: Generøsiteten, omsorgen, viljen til at hjælpe nødstedte. Alt sammen noget som i forvejen kendetegner en aktiv frivillig i en børnefilmklub. 2021 kan kun blive et bedre år. Rigtigt godt nyt nytår!