
Artikel
Skrevet af Julie Tangaa Tjalve
Det var en stor dag i Scala biograf, da de havde æren af at lægge biografsal til den første filmvisning udelukkende for skoleelever med ordblindhed i Svendborg kommune.
D. 8 oktober 2021 kl. 9-12 var Scala biograf i Svendborg stuvende fuld af skolebørn med ordblindhed, der alle skulle ind og se en engelsksproget film med undertekster.
Jeg har snakket med Randi Hedelund Jeppesen og Ane Kryger, der var tovholdere på det meget vellykkede event.
Hvem, hvad, hvor, hvornår?
Randi Hedelund Jeppesen er selvstændig og stifter af virksomheden Hjælp til Ord. Derudover er Randi Hedelund Jeppesen ekspert i læse- og skriveteknologi til ordblinde og uddannet folkeskolelærer.
Ane Kryger er lærer på Vestre Skole i Svendborg, hvor hun bl.a. underviser i dansk. Derudover er Ane Kryger også læsevejleder på Vestre Skole, og er derfor kontaktperson for børn med ordblindhed på Vestre Skole.
Hedelund Jeppesen og Kryger havde i samarbejde med Svendborg Kommune inviteret alle skolebørn med ordblindhed i Svendborg kommune, til en filmvisning i Scala biograf.
4. til 9. klassere i Svendborg kommune kunne komme gratis i biografen og se den amerikanske animationsfilm Space Jam. Det særlige ved denne visning, udover at det udelukkende var børn med ordblindhed der var inviteret i biografen, var at filmen blev vist med engelsk tale og undertekster. Noget der under normale omstændigheder, ville have forhindret mange af børnene med ordblindhed i at nyde filmen. Heldigvis havde Kryger og Hedelund Jeppesen allieret sig med onlinetjenesten SubReader. SubReader er en app udviklet til ordblinde, der læser undertekster op på både film og tv-serier via et sæt høretelefoner.
Der var blevet solgt mere end 200 billetter til arrangementet, og skolebørnene var undtaget for deres normale timer den dag.
Smil på læben
At være ordblind kan være en stor udfordring i børnenes dagligdag. Ane Kryger fortalte, at når hun laver aktiviteter for børnene med ordblindhed på Vestre Skole, er det sjældent hun bliver mødt med iver på trods af, at de undskyldes fra deres almindelige undervisning. Det var derfor ekstra vigtigt for Kryger, at SubReader arrangementet skulle få børnene til at smile og le, og vise dem at i hvert fald én af deres udfordringer kunne lettes blot ved hjælp af en app.
Den mission må man sige lykkedes for Kryger. Flere børn kom hen til både Ane Kryger og Randi Hedelund Jeppesen og fortalte, at det var første gang de havde forstået alt i en film.
Selv elever, der før havde været skeptiske omkring SubReader, gik fra arrangementet med store smil på læben, og mod på at bruge SubReader som en integreret del af deres hverdag.
Lige netop succesoplevelsen med SubReader, var også et fokuspunkt for Kryger og Hedelund Jeppesen. Selvom både Ane Kryger og Randi Hedelund Jeppesen forsøger at introducere både børn med ordblindhed og deres forældre til SubReader app’en, og fortælle dem, at det er gratis at benytte den i biografen, var det langt fra alle med ordblindhed i Svendborg kommunen, der kendte til SubReader.
Ane Kryger og Randi Hedelund Jeppesen bad alle børnene om at beholde den ene høretelefon i øret under hele filmen, selv hvis de til tider syntes, det føles unaturligt eller træls.
Randi Hedelund Jeppesen, der selv er ordblind og bruger SubReader meget i sin hverdag, fortalte, at det godt kan tage et øjeblik at vænne sig til både at skulle lytte til en stemme der læser undertekster op og stemmerne fra filmen på én og samme tid.
Heldigvis er mange af børnene med ordblindhed allerede vant til at læse med deres ører, og Randi Hedelund Jeppesen siger derfor, at det ikke kræver mere end en film eller to, før børnene vænner sig til SubReader.
Det var derfor vigtigt for Hedelund Jeppesen og Kryger, at arrangementet i Scala biograf var en sjov og tryg ramme, hvor børnene kunne blive komfortable med SubReader programmet.
En tryg og sjov ramme må man også sige, at Ane Kryger og Randi Hedelund Jeppesen fik skabt. Der var flere børn, som gav udtryk for, at de havde været en hel vild oplevelse at sidde så mange med ordblindhed i ét rum.
De fleste skolebørn med ordblindhed er vant til at gå i en skoleklasse, hvor de ordblinde er i undertal, og mange kommer dermed hurtigt til at føle sig anderledes. Måske i særdeleshed når de skal bruge diverse hjælpeprogrammer i timerne.
For mange af børnene, var det derfor en stor lettelse, og overraskelse, at se så mange andre børn med ordblindhed. De gav udtryk for, at det var fantastisk at være et sted, hvor alle var ens. Det var alle, der havde behov for SubReader, og der var ingen som kiggede undrende eller skævt til dem, mens de sad med en høretelefon i det ene øre.
Pludselig fik de følelsen af, at de slet ikke var så alene. En følelse Hedelund Jeppesen og Kryger håbede, at børnene ville blive ved med at føle, selv når hverdagen og skoledagen startede igen.
SubReader I filmklub regi
Udover at denne artikel skulle være en solstrålehistorie midt en kold og grå februar måned, så er min forhåbning, at den kan inspirere nogle børne- og ungdomsfilmklubber ude i det ganske danske land til at lave et tilsvarende arrangement.
Da det var Svendborg Kommune, der stod for arrangementet i Svendborg, og ikke en børne- og ungdomsfilmklub, stod de naturligvis for en stor del af økonomien.
En billet til arrangementet i Scala biograf kostede 60 kr, da Scala Biograf havde givet mængderabat på billetterne. De 60 kr dækkede leje af biografsal, filmleje og et oplæg fra grundlæggeren af SubReader, Alexander Gram Jensen. Scala Biograf i Svendborg havde i forvejen abonnement på SubReader, der derfor altid er tilgængeligt i deres biograf.
Da Svendborg kommune havde en klar vision om, at det skulle være gratis for de børnene med ordblindhed at deltage i arrangementet, betalte de 50% af billetprisen. De sidste 50% var det op til de enkelte skoler at betale, men da det er begrænset hvor mange med ordblindhed, der er på de enkelte skoler, var det en overkommelig økonomisk udgift.
Overfører vi arrangement til børne- og ungdomsfilmklubs regi, er der flere måder, man kunne financiere eventet på.
Der er selvfølgelig den mulighed at tage penge for eventet. En billetpris på 60 kr. til et tilsvarende arrangement i en børne- og ungdomsfilmklub er langt fra urimeligt, da der er en del under billetprisen på en alminde biografbillet.
Hvis man som klub er enig i Svendborg Kommunes beslutning om at gøre arrangementet gratis for børnene, kan man gøre flere ting.
Hvis det er en filmklub, der selv har en god økonomi, kunne de alliere sig med diverse skoler i kommunen, og arrangere arrangementet i fællesskab. Dermed kunne skolerne og filmklubben dele udgifterne til arrangementet.
Hvis den givne filmklub ikke føler, at de har luft i deres budget til selv at betale for et arrangement, er der også altid muligheden for at søge økonomisk støtte fra diverse fonde.
Ane Kryger og Randi Hedelund Jeppesen nævnte selv at bl.a. Egmont Fonden har meget fokus på ordblindhed.
Tips og tricks
Der er naturligvis altid faldgruber ved at afholde et arrangement. Ane Kryger og Randi Hedelund Jeppesen, gav dog nogle gode råd til, hvordan man kunne undgå nogle af de problemer, der typisk vil opstå.
Da SubReader er et digitalt program, er det næsten utænkeligt, at der ikke vil opstå et teknisk problem. Kryger og Hedelund Jeppesens bedste råd til andre, der skal holde et tilsvarende arrangement, er at få en medarbejder fra SubReader med til arrangementet.
Kryger og Hedelund Jeppesen var så heldige at få selve grundlæggere af SubReader, Alexander Gram Jensen, med til deres arrangement i Svendborg, men mindre vil også kunne gøre det. De lagde dog vægt på, at det var alfa og omega at have en teknikkyndig til stede i kulissen, som var klar til at løse diverse tekniske problemer.
Derudover sagde Kryger og Hedelund Jeppesen, at det er smart at afprøve SubReader på en forfilm frem for selve filmen. Hvis afprøvningen foretages på selve filmen, ender deltagerne med at have set filmens start mange gange, hvorimod det at se en forfilm flere gange ikke ødelægger ens filmoplevelse.
Da man for at få SubReader og filmen til at køre synkront skal scanne en QR-kode, er det også en god idé at have printet mange eksemplarer af QR-kode ud på forhånd, der kan deles ud til deltagerne. På den måde går scanningen hurtigere, da man derved ikke skal stå i kø for at scanne QR-koden på en plakat ude foran biografsalen.
Sidst men ikke mindst, sagde Ane Kryger og Randi Hedelund Jeppesen, at man skulle afsætte mere tid til arrangementet, end man lige regnede med. Det var vigtigt bl.a. at indregne tekniske problemer i sit tidsestimat.
Hvis du efter at have læst denne artikel, er kommet i tanke om et arrangement eller et tiltag I har i den filmklub, du er en del af, eller hvis du har hørt om nogle der har gjort noget ekstraordinært for at invitere alle ind i biografmørket, så kan du sende en e-mail til: sekr@dabuf.dk og fortælle os om det. Måske bliver netop din historie en del af næste måneds Pråsen!
