Et særligt fællesskab

Efter femten år som frivillig i Buster Holstebro og en tjans som bestyrelsesmedlem i DaBUF, træder Mads Würtz Gammelmark tilbage og overlader pladsen til nye kræfter. 

Film er kunst, og at se film i biografen er kultur og dannelse. Jeg er glad for at føle, at jeg har været med til at lære børn i Holstebro at gå i biografen og at se noget uventet.

De to børn i min familie har begge gået i skovbørnehave. Lidt fordi det var en lille hyggelig institution, men endnu mere fordi deres forældre på det tidspunkt ikke var de store naturdyrkere. Det ville vi gerne sikre, at de fik et andet sted. Kulturdannelsen skulle de nok få med hjemmefra.

Vores datter var 2, da hun første gang så en (børne-)opera og vores søn var omkring samme alder, da han første gang så en film i biografen. Jeg kan ikke huske, hvornår de første gang var på museum, for her har de bare været med altid. Med andre ord er kultur ret integreret her i huset, og vi mener, at den baggrund har givet vores børn en dannelse, et ordforråd, en historisk forståelse og en indføring i omgang med andre mennesker, som de har stor gavn af i dag.

Udlodning og bestyrelsespost 

Jeg vil ikke påstå, at alle børn får alt det med sig, bare fordi de går i børnefilmklub, men jeg mener, at det er et tilbud og en brik, der er gavnlig at have med. Jeg tror, det var en af grundene til, at jeg meldte mig, da der var mulighed for at stille op til bestyrelsen i Buster Holstebro – film for børn og unge. Min datter havde været med i en enkelt sæson. Vi havde købt to medlemskaber, for vi var slet ikke i tvivl om, at der skulle en voksen med, så jeg var med de fleste gange. Da vi blev opfordret til at komme til generalforsamling, tog vi med, for der var mulighed for at vinde plakater og medlemskab, og jeg tænkte, at hvis jeg skulle give en hånd et sted, kunne det sagtens være her. Skæbnen ville, at der var en ledig plads, og jeg blev valgt ind. Det er nu 15 år siden, og jeg har ikke fortrudt.

Kunsten at sluge en kamel

Jeg husker, hvor overrasket jeg blev, da jeg fandt ud af, hvilke film forældre til større børn mente, at vi kunne vise dem, mens jeg var glad for at kunne bidrage med oplevelser af, hvad mine mindre børn var optaget af. Gennem alle årene har vi i Buster været heldige med at kunne sammensætte en bestyrelse, hvor de fleste har børn i aldre, der er relevante for de målgrupper, vi viser film for. Den slags ændrer sig hurtigt, men med sammensætningen i bestyrelsen, har vi en særlig rygdækning til at kunne sige, at en given film egner sig til den og den alder. Derudover er vi i bestyrelsen en meget blandet flok voksne med meget blandet baggrund. Her er skolelærere, erhvervsfolk, fabriksfolk, sygehusfolk og meget andet. Vi har hver især vores kæpheste, så man lærer at argumentere, finde kompromisser og sluge kameler. Det er også sundt, og det har alt sammen stor betydning for Busters høje medlemstal.

Vi kan tilbyde de film, som aldersgruppen udmærket ved, at de gerne vil se, men så kan vi også klemme noget ind, de ikke anede, at de ville få noget ud af at se. Hjemme ville de bare slukke for det eller klikke væk, men oplevelsen i biografen hjælper med at holde fokus. 

Et håbløst eksempel 

Mit bedagede eksempel på en film ingen af os anede, vi ville se er Kirikou. 

Jeg havde da aldrig drømt om at præsentere mine børn for en fransk tegnefilm, der foregår i Afrika. Den fængede bare, og efter biografoplevelsen er dvd’en set hjemme, til den blev slidt op (og vi refererer stadig til den).

Derfor har jeg gennem årene været en af dem, der irriterende insisterende har holdt på, at vi skal vise en underlig norsk film eller en pudsig belgisk tegnefilm, fordi det er de film, der giver noget ekstra med i rygsækken. ”Et slag dannelse”, som de ville sige i ”Min søsters børn”.

Værdien af god dannelse

Dannelse lyder kedeligt og Emma Gad-agtigt, men dannelse er også, ikke mindst nu, efter corona-årene, at minde om, hvad det betyder at have en oplevelse sammen med andre. Alle film (vi kan vise) er tilgængelige derhjemme, og mange hjem har enorme tv-skærme og god lyd. Ovenikøbet er vores nye biograf udstyret med flydestole, så hvad er det lige der er anderledes? At du er sammen med andre. At du skal tage hensyn. Måske ligefrem på bekostning af dine individualistiske rettigheder! Med risiko for at lyde meget gammel, vil jeg insistere på, at et behov for at snakke med sidemanden om filmen godt kan vente til bagefter. Det er godt at lære.

Så er der min egen dannelse. Gennem årene har jeg bestemt også set film, jeg ikke anede, jeg kunne blive grebet af. Og film jeg ikke kan forstå, at andre kan blive grebet af, og film jeg bare ikke forstår! Men næsten hver gang har investeringen på halvanden til to timer af min tid, givet noget til min dannelses rygsæk.

Og børnene, der i dag er henholdsvis 22 og 18 år? De opsøger kultur på hver deres måde, men har vi set en film sammen, handler udgangsreplikken altid om, hvilken serie i Buster, filmen eventuelt er egnet til – eller slet ikke.