Artikel
Skrevet af Mads Würtz Gammelmark / Buster Holstebro
Buster Holstebro bidrog til landets kulturelle genåbning med sæsonens sidste visningsweekend. Og kunne i samme bevægelse garantere klubbens levedygtighed.
Den røde løber var rullet ud foran Big Bios flotte, næsten nye, indgangsparti, da Buster Holstebro den 8. og 9. maj kunne invitere klubbens mange medlemmer på film en sidste gang inden sommer.
Mens visningerne i januar blev erstattet af de gode alternativer fra Angel Films, valgte bestyrelsen tidligt, at sæsonens sidste weekend, som traditionelt finder sted i februar, skulle udskydes indtil videre
(Næsten) Glemte rutiner
Derfor var alle glade, da Big Bios ledelse var med på at give os plads i dagtimerne den allerførste weekend efter den officielle genåbning af kulturlivet. Vi valgte, så vidt muligt, at gennemføre det filmprogram, vores medlemmer skulle have set i februar, og så var det ellers bare i gang med at vække alle de rutiner vi havde indført i efteråret.
Den gang stod vi i den særlige situation, at klubben for første gang i mere end 20 år skulle forholde sig til helt nye sale og indretninger, da gode, gamle Scala blev erstattet med funklende nye Big Bio Holstebro. Samtidigt var der så alle Corona-restriktionerne. Det gav mange grå hår dengang, men ved fælles hukommelse og gode procedurer blev de fundet frem igen til denne særlige lejlighed.
Vi annoncerede på sociale medier, at vi kunne gå i gang igen, og alle medlemmer modtog godt en uges tid før filmweekenden en mail om den festlige begivenhed, og om, hvad de skulle se. Her var der også en påmindelse om restriktioner og om corona-pas for voksne.
I gang igen
I dagene op til weekenden modtog vi rigtigt mange glade beskeder og anerkendelse af, at vi var i gang igen. Der var så også alle dem, der allerede havde smidt sæsonens medlemskort ud, men med kvitteringer og gode lister blev det også klaret.
På filmdagene placerede vi en coronapas-vagt i døren, og det var meget få gange, at en voksen måtte vende om. Med handsker, visir, mundbind og ikke mindst håndsprit og afsprittede kontaktflader, var vi i gang igen.
Vi kæmper ufortrødent videre
Medlemmerne nød, at de nu igen kunne gå i kiosken og tanke op inden oplevelser på det store lærred, ofte sammen med kammerater, som de nu længe har set på afstand.
Det var ikke alle medlemmer, der dukkede op, men det kan der være mange grunde til. Måske så de ikke mailen eller de sociale opslag, måske skulle de noget andet den weekend, eller også havde de endnu ikke lyst. Vi ved det ikke, men vi ved, at de mange hundreder, der kom tilbage i Buster i maj, havde gode biografoplevelser i fællesskab, og vi ved, at de blev mindet om, at klubben findes og fortsætter – for det gør vi.