Film er kultur og biografen er dens katedral

‘Biografen er meget mere end at vise film’ siger Danske Biografers nye direktør. Pråsen tegner et miniportræt.

Danske Biografer (DB) har fået ny direktør. Direktøren hedder Michael Valentin og afløser Lars Werge, som vi havde fornøjelsen af at møde på vores landsseminar tidligere på året.

Michael Valentin siger selv: “De store biografer og kæderne sikrer volumen, de mindre bidrager til samfundsmæssig sammenhængskraft, og dem der viser smalle film bidrager til flere tonearter, end det mainstreamfilmen tilbyder os. Tilsammen; stort, småt og smalt.”

Smittende begejstring

Valentin fortæller, at han altid har elsket biografen. Hvorfor han også er glad for ansættelsen: Han kan sælge begejstring – både sin egen og den, der bliver vakt i publikum.

Hans vision for sit virke som direktør for DB er tredelt. For det første er han optaget af, at alle i branchen – lige fra manuskriptforfatteren og producenterne af de spektakulære fortællinger til os i frivillige i vores mere eller mindre klædelige uniformer – trækker på samme hammel. Vi har alle en interesse i at sikre dybde og bredde i udbuddet af film – til alle menneskenes børn. Derfor ønsker Valentin at tage initiativ til et brancheseminar, hvor vi alle har mulighed for at sidde med ved bordet og give udtryk for, hvad vi hver især kan bidrage med. Som inkarneret DaBUFFer er det jo sød musik – at vi bliver taget alvorligt som en del af filmens fødekæde.

Mod langsomheden

For det andet siger Valentin, at han godt kunne tænke sig, at vi alle er med til at tage ansvaret for at udbrede biografen som det særlige rum, det er: Det er hér drømmene lever og bliver udlevet. Streaming er godt til at sidde med selv i sofaen, men biografen tilbyder noget ganske andet. Det er i biografen, man finder mulighed for ro og fordybelse. I biografen kan vi modsætte os hastighed. I biografen er det legitimt at være offline.

Ro, fordybelse, langsomhed, fravær af sociale medier. Alt sammen noget vores tid savner. Hævder Valentin. Og det er ikke svært at være enige med ham i. Vi er er jo sat i verden for det samme: For at give medlemmerne et afbræk, et særligt rum til fordybelse og værdsættelse.

Culture vultures

For det tredje gør Valentin opmærksom på, at han ikke ser biografen som konkurrent til teatre, koncertsteder, museer, biblioteker. De er alle kolleger. Mange mennesker, som benytter det ene, benytter også det andet. Det, biografen tilbyder, er Kultur. Præcis ligesom de andre kulturinstitutioner.

På engelsk har man udtrykket “culture vulture” om mennesker, som har en bred smag og som er storforbruger af kunstarterne. Og mon ikke mange af os frivillige i klubberne vil nikke genkendende til, at vi har en rem af huden.

Og som vi tidligere har hørt: Hvis man ikke lærer at værdsætte kultur – enten det er museer, biblioteker, teatre eller biografer – inden man er 12, lærer man det aldrig.

Som Michael Valentin siger: “Biograf er noget man gør.” Langsomheden og roen tilbyder mulighed for at man kan komme i balance og blive kalibreret. Lidt højstemt kan man måske sige, at der er et dannelseselement i at blive socialiseret ind i biografen. Og netop socialiseringe er vores metier: Vi har biografskole, vi har indledninger, vi har kurateret indhold til præcis vores medlemmer. Alt sammen peger det i retning af at ‘lære’ børnene at ‘gå i biografen’.

Michael Valentin gør også opmærksom på, at biografen er med til at sikre sammenhængskraften i Danmark. Ikke alene sikre de små biografer i de mindre byer, at alle danskere får mulighed for at se en stor del af de samme film, og dermed have en fælles forståelse og en fælles referenceramme. Biograferne er også – sammen med den lokale skole og den lokale købmand – med til at bibringe og bevare liv i områder med færre indbyggere.

Grab a granny

Valentin er heller ikke bleg for at tænke nyt indenfor det, vi ellers betragter som vores kompetenceområde: At trække børnene i biografen. Han siger: ‘Hvorfor ikke lader børn og bedsteforældre gå i biografen til hver deres film? De går ind og kommer ud sammen, men de har set hver deres film. De får nogle oplevelser hver for sig, fordi deres horisont og udblik er vidt forskellige, men samtidig foretager de sig noget sammen.’

Det er en fræk tanke, men også én i hvert fald denne skribent skal have tid til at lade bundfælde sig. Vores tilgang ville jo være, at generationerne skulle mødes om en fælles oplevelse. Men det er forfriskende med en direktør for DB, som udfordrer os (mig!) i vanetænkning og alt det, der plejer at virke.

Tillykke og velkommen til Michael Valentin, vi ser frem til samarbejdet.