Leder
Skrevet af Kim Bruun / Formand for DaBUF
I Danmark er frivilligt arbejde næsten lige så naturligt som at trække vejret og tappe vand fra vandhanen. Op mod 90 % af den voksne del af den danske befolkning deltager i en eller anden form for foreningsarbejde – det være sig sportsligt, politisk, kulturelt, socialt med videre. For mange af os frivillige gælder det garanteret, at den uddannelse, vi opnår som frivillige, er næsten lige så værdifuld som den uddannelse, vi ernærer os ved. Foreningslivet byder på demokrati i praksis: Vi skal tale med, lytte til og overbevise andre mennesker. I de frivillige foreninger lærer vi at tage ansvar for andre end os selv og vores nærmeste. I mange foreninger lærer man at udtrykke sig i tale og på skrift. Det er en stor og samfundsnyttig opgave, de hundredvis af frivillige foreninger udfylder hver eneste dag.
En hel del klogere
Nogle af os oplever, at det frivillige arbejde, vi udfører, nærmest bliver taget for givet – lige som rent vand og frisk luft. Man sender sine børn til håndbold i tryg forvisning om, at nogen står klar til at tage imod, sikre trygge rammer og en god oplevelse. Når ungerne drager afsted på spejdertur, forventer man, at de komme hjem brugte og ildelugtende – men en hel del klogere på livet og sig selv. Og naturligvis bliver vores børn inviteret i filmklub, og selvfølgelig står nogle voksne klar nede i biografen til at tage imod, vise på plads, indlede filmen og tilse, at publikum har en god oplevelse under forestillingen.
Oversete og trængte
For det er (den synlige del af) vores arbejde i børnefilmklubber. Det vil sige, hvis vi ellers har mulighed for at slå dørene op for vores medlemmer, når sæsonen starter over hele landet hen over september og oktober. For sagen er den, at vi lige nu føler os usikre på, under hvilke omstændigheder vi kan invitere børnene ind i filmklubben. Biograferne har længe gjort opmærksom på, at de føler sig oversete og trængte i den verserende situation. Og de beder om, at man skal betragte dem på linje med de øvrige kulturtilbud. Til det har kulturministeren indtil videre kun haft følgende svar:
”Aftalen afspejler, at et bredt politisk flertal har valgt at have fokus på de klassiske kulturtilbud, som ikke opererer på fuldt ud kommercielle vilkår. Kultur beriger og bevæger os på mange måder…”
Lige til at forstå
Filmen samler de skønne kunster (eller klassiske om man vil) i sig. Og for en del mennesker er film den væsentligste – hvis ikke den eneste – kilde til at møde kunsten som underholdning og som livstolkning. Filmen er jo enormt umiddelbar; lige til at forstå og designet til at underholde. Og som sådan en nem tilgang til vores reservoir af menneskelig erkendelse og udfoldelse.
Formidler, faciliterer og rammesætter
I Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber kender vi til børn landet over, som ikke møder kunsten mange andre steder end præcis i mødet med filmen. Et møde, vi med glæde formidler, faciliterer og rammesætter i DaBUF. Men vi kan selvsagt ikke gøre det alene. Vi er afhængige af, at lødige film produceres eller importeres, bringes i distribution og har et sted at blive vist. Når biograferne ikke lever op til de diffuse krav til at modtage støtte, bliver vi bekymrede på børnenes og dermed resten af samfundets vegne. For hvem sikrer, at børnene får mulighed for at se gode film på det helt store lærred, hvis ikke biograferne har mulighed for at slå dørene op? Det er stærkt bekymrende, at mange børns eneste møde med kunsten vil være truet, hvis deres lokale biograf er nødt til at dreje nøglen om på grund af manglende indtægter.
Samfundssind
Vores oplevelse med biograferne i almindelige tider er, at mange af dem udviser noget, vi opfatter som samfundssind: Den pris, mange biografer forlanger for vores medlemmer, nærmer sig det symbolske. Biografejerne satser på at få deres penge ind på det øgede popcornsalg og på de billetter, de om føje år vil sælge til børnene, når de er blevet voksne. Set fra vores side er det på høje tid, at samfundet strækker hånden den anden vej og hjælper biograferne, indtil deres forretningsform atter viser sig levedygtig.
Møde med vores kulturelle arv
Forskning viser, at man skal lære at udnytte de kulturelle tilbud i sin barndom, ellers lærer man det aldrig. Hvis børn bliver berøvet deres mulighed for at møde filmen som kunstart i kortere eller længere tid med baggrund i danske biografers manglende formåen, mister mange af børnene deres første og mest umiddelbare møde med vores kulturelle arv. Og hvem ved, om det vil sætte sig i manglende nysgerrighed overfor de mere klassiske kulturtilbud?
Gengældt kærlighed
Selvom det ikke altid er noget, biograferne skilter voldsomt meget med, ser det ud til, at DaBUFs kærlighed til biograferne er gengældt. En stor biografkæde (ok dén store) har tilsyneladende et håb om, at børnefilmklubberne kan være den murbrækker, de har behov for. Forhåbentligt og formodentligt vil de ventede storfilm (Tenet med flere) være med til at lokke folk ind i biografens omsluttende sæder. Men når sæsonen for børnefilmklubberne går i gang i slutningen af september og starten af oktober, håber man, at det vil sætte en bevægelse i gang, hvor mange flere søger ly fra hverdagens trivialiteter i filmens forunderlige verden.
Flere end 50.000 børn
Og i børnefilmklubberne er vi mere end villige til at gøre vores del. Vi lægger programmer, forbereder indledninger, undersøger afstandskrav og gør i det hele taget alt i vores magt for at betale biograferne tilbage. I et normalt år finder flere end 50.000 børn vej til de visninger, børnefilmklubberne forestår. Filmene er valgt ud, så de giver oplevelser og anledning til eftertanke. Filmklubberne tilbyder medlemskaber, hvilket betyder, at filmene kan vises relativt billigt, fordi de vises til lukkede forestillinger. Som antydet løber det rundt, fordi de mange medlemmer betaler (et lille) beløb, som tilfredsstiller både biografer og udlejere. Modellen betyder også, at filmen bliver oplevet i sit helt rette element: I fællesskab med mennesker man kan spejle sig i og føler sig forbundet med.
Trussel for børnenes møde med kunsten
Afhængigt af hvordan coronaepidemien udvikler sig, kan vi frygte for, at denne forretningsmodel også kan være truet. Hvis de enkelte filmklubber må lukke færre medlemmer ind, eller hvis filmklubberne slet ikke har mulighed for at vise film, mister man lokalt et væsentligt kulturtilbud for børnene. Også dette forhold er en trussel for børnenes møde med kunsten og deres socialisering ind i vores danske (frivillige) kultur.
Alle de gode oplevelser
Det er først i det øjeblik, vi ikke kan trække vejret frit eller tappe vand fra hanen, at vi bliver opmærksom på, hvor privilegeret det er at nyde disse goder. Vi krydser fingre for, at de fleste frivillige rider stormen af og inviterer til visninger med indledning og popcorn. Og at endnu flere har mod på at fortsætte arbejdet i næste sæson. Vi er nøjsomme folk i børnefilmklubberne. Men hvis krisen kommer til at kradse for alvor og klubber må lukke, håber vi, at I husker alle de gode oplevelser, vi har været eksponenter for.
Økonomisk håndsrækning
Det er heldigvis lykkes DUF at komme igennem med et politisk forslag om, at en lille økonomisk pulje skal øremærkes til konkurstruede frivillige foreninger under DUF. Så hvis det værste skulle ske – at alt for få børn finder ind i børnefilmklubberne – kan vi håbe, at vi har mulighed for at søge denne pulje, så vi kan sikre, at børn vil kunne komme i filmklub under DaBUF-regi i 2020’erne.