Filmanmeldelser fra BUSTER-juryen

Mit navn er Anissa Carey og jeg var medlem af børnejury under BUSTER Film Festival. I denne artikel vil jeg gerne anmelde to af de film, der konkurrerede. 

Kys, Espuche, 2023

Den første film hedder Kys, en kortfilm lavet i 2023. Den er en tegnefilm som er instrueret af den franske animator, Loic Espuche. Filmen handler om et barns møde med seksualitet. I filmen er begær repræsenteret som en rødlig glød omkring munden. Filmen følger en gruppe 4-7-årige børn, der i overensstemmelse med den oprindelige franske titel Beurk (dvs. adr!), går rundt og griner af (og bliver flove over) folk, der kysser. Begær bliver hånet i gruppen og alle former for følelsesudtryk er undertrykt. Men i gruppen er der et par, som godt kan lide hinanden. Da de skal til at kysse i skjul, bliver de afbrudt af resten af gruppen, der begynder at drille og gøre nar ad dem. Senere forsøger pigen igen at indlede et kys, men bliver afvist af drengen, der er trist og føler sig skamfuld. Filmen ender med, at drengen vågner op om natten og opdager, at de selvsamme børn, som drillede ham før, har glødende munde nu. Han går udenfor og ser, at alle teltene på campingpladsen lyser, og der indser han dumheden i at skamme sig over sit begær. Pigen, som han førhen prøvede at kysse, er også vågen og ser det samme landskab. De nærmer sig nervøst hinanden, og filmen ender med, at de kysser.

Anmeldelse: 4/5 stjerner 

Jeg kunne rigtig godt lide denne film. Jeg synes, det var en virkelig sød og dejlig måde at portrættere lyst på og en god normalisering af begær og følelser. Filmen afslører menneskets hykleri og normaliserer derved begær. Filmens indhold er håndgribeligt og konkret, og derfor nem at forstå for mindre børn, (som filmen i øvrigt er tilegnet til), og virker også som en afvigelse fra mediernes normative repræsentation af begær som et tabu. Jeg kunne også godt lide, at ens læber blev mørkere, når man ikke følte begær, da det intuitivt gav mening i filmens univers og bidrog til historiens sammenhæng. Min eneste kritik af filmen var animationsstilen, som jeg syntes var småkedelig og uopfindsom, selvom dens enkelthed var passende, fordi den centraliserede filmens plot. Farvespillet var, som nævnt ovenfor, også rigtig tilfredsstillende. Jeg syntes alt i alt, at det var en god og lærerig film, der italesatte følelser i et flot og forståeligt format, der besvarede spørgsmål omkring begær, kærlighed, skam og skyld.

 Jippie og Påfuglesværdet, Roogar, 2023 

Den næste film, jeg vil anmelde, hedder Jippie og Påfuglesværdet. Filmen er lavet i 2023 af den hollandske filminstruktørdirektør Margien Roogar og handler om drengen Jippie, som har Downs syndrom. Jippie bor med sin far og mor, og har to storesøstre og en lillesøster. Filmen foregår ude på landet hos Jippies bedstefar, hvor familien er samlet for at opsætte og fejre storesøsterens bryllup. I løbet af filmen møder Jippie nabopigen, som han forelsker sig i, imens hun forelsker sig i hans lillesøster. 

Jippies ambition er at være stand up komiker/musiker. Han er fast besluttet på at opføre et show til sin søsters bryllup, for at smigre sit crush, som han har inviteret. På trods af at hans forældre nægter at lade ham optræde. Brylluppet gennemgår, ligesom familien, mange udfordringer gennem filmen, men filmen ender alligevel med et vellykket bryllup, hvor Jippie bidrager med musik og humor og derved samler familien igen.

Anmeldelse 2/5 stjerner 

Jeg kunne ikke lide denne film. Jeg syntes den var kedelig og klichefyldt. Hele plottet var gennemskueligt og forudsigeligt: En normudfordrende hovedperson, der trods (eller på grund af) sine ulemper “redder dagen”. Filmen prøvede at virke moderne og sej ved at inkludere et homoseksuelt parforhold og en hovedrolle med downs syndrom, men alligevel var filmen propfyldt med negative kønsnormer, der endte med at underminere dette forsøg. Faren i filmen er besværlig, og kan ikke forstå sin søn på grund af sin egen manglende evne til at udtrykke sine følelser (han er trods alt en mand, ikke?) og fordi han er i uendelig konkurrence med sin egen far, Jippies bedstefar.

Imens moren, samtidig med at arrangere et helt bryllup alene, altid har moderligt overskud og forståelse for Jippies problemer. Og så er der Jippie, en klassisk definition af en sårbar hovedperson, der på grund af sine mentale udfordringer formår at redde dagen og genforene den splittede familie ved at optræde med en skør sang om numser. Til sidst er der kun de to storesøstre tilbage, den ene der er goth-inspireret, imens den anden er yndig og usikker. Føles denne familie konstruktion ikke bekendt? Det eneste der mangler, er ikke en hund, for sådan en har de, men humor. Dog ikke den slags humor, der nedgør en person, for den er der masser af. I filmens skildring står der, at filmens formål er at være lærerig og skabe bevidsthed omkring udsatte mennesker. I stedet synes jeg, at familiens indbyrdes behandling af Jippie var direkte modsigende over for filmens erklærede intention. Eftersom hver gang Jippie gjorde noget forkert eller nægtede at tilpasse sig andres behov, blev han enten irettesat eller blødgjort af søde ord og falske løfter, hvis eneste formål var, at få publikummet (os) til at grine eller sympatisere med familiens forhold, og konsekvent underminere Jippies værd, og styrke filmes følelse af utroværdighed og direkte modvirke filmens “pædagogiske” dimension, ved aldrig at modsige eller nægte Jippie noget. Den eneste, som jeg synes spillede en rolle, der brød med mønstret, var farfaren, som behandlede Jippie som en jævnbyrdig og derfor formåede at forholde sig kritisk til hans fejl (som vi jo alle besidder).

Jeg synes også, at størstedelen af skuespillerne var dårlige, de var alt for overdrevede i deres handlinger, og det føltes som om deres roller var indskrænket til deres køn. Filmskuespillet føltes også ekstremt overfladisk, eftersom skuespillerne hele tiden snakkede til en ubekendt (os), ved at tilføje “sjove” kommentarer, der ikke passede i den givne sammenhæng.

De eneste to ting, som jeg godt kunne lide ved filmen, var kulissen og romancen mellem den næstældste søster (den goth-inspirerde) og en jævnaldrende butiksmedarbejder. Søsteren var sjov, provokerende og ustandseligt flabet og skabte derved, som undtagelse, en nysgerrighed over for det ukendte. Jeg kunne godt lide kulissen, fordi filmen var iscenesat i et flot område ude på landet.