Artikel

Skrevet af Kim Bruun

 

Den 11. marts mødtes vi til filmgennemsyn øst og vest for storebælt – i Ikast og Hellerup. Læs vurderingen af deltagernes oplevelse af filmene: Skolen med magiske dyr, Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter, Fødselsdagsfest, Alfons Åberg!, Mini Zlatan og onkel Tommy, Roselil og stentrolden og Skolen ved verdens ende.

Årets filmgennemsyn er en chance for at se en række film i en biograf, man ikke nødvendigvis plejer at komme i. Filmene er udvalgt af filmudvalg og sekretariat, og er typisk film, som ikke har haft premiere (endnu). Ofte har sekretariat og filmudvalg også et ønske om at høre medlemmernes vurdering og oplevelse af de udvalgte film. Jeres bedømmelser og kommentarer kan være med til at afgøre, om en film skal i kataloget og i nogle tilfælde om sekretariatet arbejder for at gøre den tilgængelig for klubberne.

De, som ikke kommer til filmgennemsyn, kan også bruge omtalerne fra filmgennemsyn til at vurdere, om de vil tage en given film på programmet.

For de deltagende er det en hyggelig dag i gode kollegers selskab. For andre kan det være et værktøj til at til- eller fravælge film. 

Du vil her høre nogle at deltagernes vurderinger af filmene, så det forhåbentlig bliver lidt lettere for jer i klubberne, at til- og fravælge de helt rigtige film.

 

Skolen med magiske dyr

Tyskland 2022, tilladt for alle, Another World Entertainment

“Vi synes, at filmen henvender sig til 7 og 8 årige. Der er for meget ‘sukkersød’ sang, det bliver næsten amerikansk highschool glee-agtigt. Historien er egentlig meget god. Der er flot grafik og sjove karakterer.” Marius, Elias og Johannes 11 år, Hobro.

“Filmen passer til 0 – 5 klasse. Filmen er tilpas spændende, men samtidig ikke for forudsigelig. Der sker meget hele tiden, uden at der er for meget. Den fastholder spændingen.” Tanja 44 år og Ditte 39 år, Kjellerup.

“Vi synes, filmen passer til børn mellem 7 og 10 år. Den har en god spænding og handling, men passer bedst til lidt mindre børn.” Liv 15 år og Sille 14 år, Ikast.

“Passer til børn mellem 6 og 8 år. Det er en hyggelig film, men også et lidt barnligt univers. Den vil være god til 0. – 2. klasse.” Anne 49 år og Sarah 13 år, Slagelse.

“Super fine værdier. Godt univers med trylleri og mystik. Anderledes end normalt med musik og dans. Ungdomsvibes for pre-teens. “ Stephanie 36 år, Frederikssund.

Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter 

Storbritannien 2023, tilladt fra 7 år, True Content Entertainment

“Passer til børn fra 8 år og op. Filmen er både belærende og morsom. Sproget er flydende og tempoet i filmen er dejligt. Det er dog en film der kræver en grundig indledning.” Anne-Mette 70+ år, Horsens.

“En film der passer til børn fra 6 år og op. Der er god humor i filmen både for børn og voksne. Den er lærerig, men samtidig spændende. Til tider er den også lidt uhyggelig. Der er tilpas meget handling i filmen. Filmen er lidt ala Shrek, dog uden at nå helt op på samme niveau.” Tanja 44 år og Ditte 39 år, Kjellerup.

“Filmen passer til børn mellem 8 og 11 år. Den er flot tegnet og har en sjov handling. Rigtig god film. Det er også en film, der kan bruges til forskellige aldersgrupper.” Liv 15 år og Sille 14 år, Ikast.

“Vi var ikke vilde med den. Uhyggelig og spændende, men for uhyggelig til 8 år. “ Sally 8 år + mor, Frederikssund.

Fødselsdagsfest, Alfons Åberg! 

Sverige 2023, tilladt for alle, Angel Films

“En film, der passer til 3-4 årige. Filmen består af tegninger blandet med lidt ‘rigtige’ fotos. Det går langsomt med overgange til næste billede, men fortællingerne er ok, og har gode små pointer. Det er dog en film der kun passer til førskolebørn.” Kirsten 69 år, Aarhus Børnefilm.

“Godt lavet og god historie. Lavet på en måde så alle kan følge med uden problemer. “ Johnny 62 år, Korsør.

Mini Zlatan og onkel Tommy 

Sverige 2022, tilladt for alle, Scandinavian Film Distribution

“God, sød, spændende. Mange børn vil kunne lide den. “ Sally 8 år, Frederikssund.

“Spændingsfuld, sød historie og rigtig god. “ Anton 11 år, Frederikssund.

“God og hyggelig ala min søsters børn. “ Johnny 62 år, Korsør 

Roselil og stentrolden 

Danmark 2023, tilladt for alle, Scandinavian Film Distribution

 “Filmen passer til førskole-børn. Det er et sødt univers, der har en gennemgående sørgmodighed. Det er først til sidst, at der kommer glæde.” Anne 49 år og Sarah 13 år, Slagelse.

 “Hyggeligt og indlevende univers som leder tankerne hen på Cirkeline og Cykelmyggen. Pænt sprog og en trold der går lige til kanten. Spændende uden at være skræmmende eller uhyggelig. “ Stephanie 36 år, Frederikssund.

Skolen ved verdens ende

Bhutan 2019, tilladt for alle, Camera Film 

“En utrolig smuk og rørende film. En god nichefilm til det lidt ældre publikum. “ Claus 42 år, Glostrup.

“Super fin fortælling fra et fremmed kontinent, som alle aldre fra 10+ kan forholde sig til. “ Helle 59 år, Frederikssund.

“Flot film om en fjern verden med et super budskab og en morale der også er relevant for unge i 2023. Men måske mere en skolebiofilm. “ Hanne 53 år, Slangerup.

 “Fin historie, fine værdier, men mest en voksenfilm. Egner sig måske til undervisningsbrug. “ Marlene 49 år, Frederikssund.