Artikel
Skrevet af Jan Frydensbjerg
Efter næsten 18 år i DaBUFs tjeneste har Jan Frydensbjerg besluttet at trække stikket til bestyrelsesarbejdet. Inden de afsluttende credits ruller over skærmen, gør Jan status i sin tid som landskonsulent og bestyrelsesmedlem
Et solfyldt kontorlokale midt i juni. Året er 2006. Jeg er kørt fra det østjyske og befinder mig for første gang i Danske Børne- og Ungdomsfilmklubbers helt særlige univers. Jeg har sendt en ansøgning afsted til jobbet som landskonsulent – og selvom jeg hverken føler mig sikker på, hvad DaBUF er for en størrelse, eller hvad en landskonsulent render og laver, så er jeg endt til samtale. Rundt om bordet sidder både bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere fra sekretariatet. Mennesker, som jeg i de kommende år kommer til at kende og holde meget af.
Glæde, stolthed og tudetur
Det både går og føles godt. På vej hjem i toget ringer daværende formand Jette Carlsen til mig og siger, at det er mig, de vil have. Jeg er både glad, stolt og rundt på gulvet. Men det første, der falder mig ind, er, at jeg skal fortælle det til mine lærerkollegaer dagen efter, hvor det er sidste skoledag. Det faktum er næsten ikke til at bære. For jeg elsker at være lærer. Jeg tuder mig igennem sidste skoledag, til stor undren for mine kollegaer. Jeg finder først modet til at få det sagt til dem om aftenen. Så er det endeligt og besluttet. Jeg skal være landskonsulent. Eller. Jeg skal i hvert fald finde ud af, hvad det vil sige, at være landskonsulent.
Først og sidst fællesskab
Sådan startede min tid i DaBUF for godt og vel 18 år siden. Jeg vidste godt, hvad en børnefilmklub var – jeg havde selv haft fornøjelsen i mange år i Kalundborg. Jeg huskede flere af filmene, pigerne der sad på rækken foran – men først og fremmest fællesskabet. Og alt det som gjorde, at en børnefilmklubvisning adskilte sig markant fra en almindelig biografvisning. Her var det ligesom os unger, der havde taget magten over det store lærred. Det var vores biograf. Vi var afsted uden vores forældre. Sat fri. Både grin, skrig og begejstring fik ekstra volumen. Det var himmelsk.
Stolthed over udbredelse
Så jeg forstod godt, hvad DaBUF ville med verden. Alligevel blev jeg forundret og overrasket over, hvor stor en del af Danmark, der tilbød lige netop den følelse. Der var ganske få pletter på landkortet, der ikke var fyldt med filmklubber for børn og unge. Det blev også tydeligt, da vi søsatte DaBUFs første hjemmeside med en grafik, der nok ville få os til at trække på smilebåndet i dag. Men Danmarkskortet var centralt på forsiden – og det vidnede om en stolthed over, hvor langt tanken var kommet omkring i det danske land.
Jan og de andre frontkæmpere
At få lov at arbejde med de to ting, der på daværende tidspunkt var mine helt store faglige fokuspunkter, var fantastisk. At skabe og formidle for børn og unge med udgangspunkt i filmmediets fantastiske fortællinger… det kunne ikke være en bedre jobbeskrivelse for mig. Og selvom de tre år som landskonsulent også var fyldt med opgaver, som man havde mindre lyst til, og oplevelser, som man gerne havde været foruden, så var man fyldt med en stolthed over det, man repræsenterede. Frontkæmperne for filmmediets forunderlige formåen.
Pludselig – 5 år senere
Små fem år efter at jeg er stoppet som landskonsulent, så jeg kan få mere tid sammen med mine små unger i Østjylland, ender jeg igen i de DaBUFske gemakker. Denne gang som bestyrelsesmedlem. På en håndfuld år er meget forandret. Både omkring bordet, men også i medielandskabet. Intentionen er den samme. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at så mange børn og unge som muligt får både opdragelse og opdagelse i biografrummet. På bedst mulig vis. Stemningen er dog en anden. Mere hjertelig og imødekommende – og fyldt med en glæde over, at vi er sammen om et godt og meningsfuldt formål. Udfordringerne er også forandret. Streamingtjenesterne har gjort deres indtog og er på vej til at sætte dagsordenen for hvordan børn og unge som medieforbrugere kan konsumere film i en helt anden hastighed og frekvens, end vi før har været vant til. Hvad kommer det til at betyde for en organisation som DaBUF?
Fællesskab, fællesskab, fællesskab
Årene efter viser det med stor tydelighed. Selvom corona kommer på tværs, så indikerer medlemstal og interesse for filmklubmiljøet, at der aldrig har været mere brug for at søge mod fællesskabet. Et ord som vi i de år får dabufiseret og gjort til vores slogan. Børn og unge har både brug for et fællesskab, og de søger det. Filmmediet er deres foretrukne medieform og udtryksform, og de søger det.
Det burde gøre en organisations tilstedeværelse uomtvistelig. Men der skal kæmpes for DaBUF. Og det må man sige, at der er mange, der gør. Anført af et sekretariat, der både agerer hjerte og muskel for organisationen. Og så alle de frivillige, stadig fra hele landet, der hver weekend skaber den særlige stemning, der gør, at filmene og filmoplevelserne bliver siddende i kroppen hos ungerne i rigtig mange år.
Tak for alt
Jer er jeg fuld af beundring for. For selvom DaBUF nu har været en del af mit liv i 18 år, så har jeg jo endnu til gode at arbejde frivilligt i en børnefilmklub. Det kan nås endnu. Hvis der er noget jeg har lært af jer, så er det, at netop frivilligheden og fællesskabsfanebærerne kommer i alle aldre og typer – og fra alle egne. Men alle har et hjerte, der banker for det samme. Og det hjerte, det er stort.
Tak for det. Og tak for alle oplevelserne, minderne og samarbejdet. Men måske er der ikke helt brug for rulletekster endnu.
