Julehilsen

Skrevet af Kim Bruun 

 

 

Formanden takker for det forgangne år. Og glæder sig til de tilbud 2023 byder på. Fromt ønsker han sig, at alle vil fortsætte det fremragende arbejde i filmklubberne 

Kære Klubber,

I år er det en oprigtig glæde at ønske jer nogle velsignede juledage og et lykkebringende nytår. I kan sætte jer til julebordet med god samvittighed og med bevidstheden om, at jeres indsats har reddet DaBUF gennem to på hinanden følgende kriser. Først det manglende tilskud fra DUF og siden truslen fra en pandemi.

2022 har været et stort set normalt år med anslået 50.000 medlemmer i den igangværende sæson. Året er gået med at markere og fejre DaBUFs første 70 år – og særligt med spektakulære tiltag fra alskens hylder (ingen nævnt, ingen glemt).

Alt sammen noget som lover godt for den nærmeste fremtid. Og for en behørig fejring i 2027 af foreningens første 75 år.

I foråret får vi mulighed for at mødes til filmgennemsyn – for mit vedkommende et tiltag, jeg vil prioritere højt. Vi skal også ses i Svendborg til vores årlige fejring af os selv, vores frivillige indsats og filmklubben som samlingspunkt. Til den tid skal vi også finde en ny person til at repræsentere DaBUF som den person, der tegner foreningen. 

Forhåbentlig vil resten af 2020’erne blive, som vi har kendt dem i størstedelen af vores historie: Relativt harmoniske, med et stabilt medlemstal og med gode samarbejder til alle sider. Med andre ord en gentagelse af de succeser, vi har oplevet i år. Og ikke mindst håber jeg, at I frivillige vil holde fast i de gode takter, I har vist både i med- og modgang.

Nyd jeres velfortjente afbræk fra filmklubben og pas godt på jer selv.

Glædelig jul og godt nytår