Quiz
Lavet af Marc Honoré

Foto: Universal 

 

Efter nogle måneder, hvor vi helst skulle holde os helt for os selv derhjemme, er sommeren længe ventet. Vi har skullet holde afstand til hinanden. Minimum to meter. Men nu må vi så småt begynde at komme tæt på hinanden igen. I hvert fald lidt tættere. Foråret har været forsømt, og fysisk afstand har været den altafgørende faktor. Pråsens sommerfilmquiz, som er udtænkt af Marc Honoré, drejer sig derfor om lige netop afstand og nærhed på film.


Spørgsmål

1. Langt de fleste forældre har sikkert ind i mellem forsøgt at skåne deres børn for den fulde sandhed om nogle af verdens mest barske realiteter. Men i dette græske drama fra 2009 går et forældrepar måske nok lige lovligt langt i forsøget på at skærme deres børn fra den grumme verden uden for familiens indhegnede hjem. Hvilken film er der tale om?

2. Brødrene Lumière sendte tidligt filmoperatører rundt i verden for at vise film og samtidig optage korte rejsefilm fra fjerne egne. I 1896 var en af Lumières operatører, italieneren Eugène Promio, efter sigende den første til at gøre brug af et bevægeligt kamera. I hvilket transportmiddel placerede han første gang kameraet for at gøre det bevægeligt?

3. Kontrazoom – eller dollyzoom – er en effekt, der skabes i kameraet ved at zoome ind, mens kameraet køres tilbage eller omvendt. Effekten skaber et skift i billedets perspektiv og giver en fornemmelse af svimmelhed eller en pludselig, skrækindjagende forandring. Effekten bruges blandt andet i Dødens gab fra 1975, men den første brug af kontrazoom tilskrives ofte en berømt thriller fra 1958, hvis engelske titel også ind i mellem bruges til at beskrive den berømte zoomeffekt. I hvilken film bruges kontrazoom første gang?

4. Brugen af nærbilledet blev først for alvor udbredt i 1910’erne, hvor især den amerikanske instruktør D.W. Griffith populariserede dets brug. En internationalt berømt dansk instruktørs film fra 1928 er blandt andet kendt for en særdeles udpræget brug af nærbilleder. Hvilken film drejer det sig om?

5. Det første kys på film fandt sted i The Kiss fra 1896. Filmen varer 25 sekunder, og kysset er lige så uskyldigt, som det er akavet. Man havde ikke helt fundet formen, og filmkysset nåede knapt at blive formaliseret, før det blev helt eller delvist underlagt censur. Sidenhen er det vel nærmest blevet kliché. I komedien Kids in America fra 2005 kan man opleve filmhistoriens længste kys. Hvor lang tid varer dette kys?

Svar

Se svarene i næste boks ved at klikke i fanebladet til højre.

1. Dogtooth

2. En gondol

3. En kvinde skygges (Vertigo)

4. Jeanne d’Arcs lidelse og død (La Passion de Jeanne d’Arc)

5. Seks minutter