Artikel
Skrevet af Simon Lund Petersen, 15 år / Odense Filmklub for børn og unge
Giffoni filmfestival er Europas største af sin slags for børn og unge fra hele verden. Side 1971 har festivalen budt unge til at bestemme, hvilke film, der skulle modtage æren at vinde i den lille syditalienske landsby. De første år var kun italienske børn på 13 år og lidt ældre indbudt. Men det 21. århundrede har DaBUF sammen med resten af verden bidraget med jurymedlemmer i aldersgruppen 16+ og nogle år også i 18+. Alle årene har jurymedlemmerne været indkvarteret med italienere på deres egen alder, og således fået et enestående indblik i livet i en italiensk familie.
Giffoni filmfestival har sålede vokset sig til en betydelig spiller på den internationale scene for – særligt børne – film. I 2020 skulle festivalen havde fejret sin 50. udgave, men grundet corona blev den begrænset til en online udgave,
I år skulle det så være: Version 50+. Indbudte gæster fra nær og fjern. Mulighed for at deltage virtuelt. En festligholdelse af 50 år med filmfestival. En fejring af, at corona var undertvunget og at vi nu kunne mødes omkring den skønne kunst.
DaBUF fik lov til at tage et enkelt jurymedlem i alderen 13+ med til festivalen. Valget faldt på 15 årige Simon fra Odense Filmklub for børn og unge.
– Pråsens redaktion
Eneste område med restriktioner
Efter en meget kort samtale med Kim, der handlede om, hvorvidt jeg kunne være interesseret i at tage til Giffoni, gik jeg ind og læste på deres hjemmeside om festivalen, og hvad jeg kunne forvente. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det ikke ville være præcis, som der stod på hjemmesiden, men jeg havde alligevel ikke forventet, hvor vildt det ville være.
Den fortsatte frygt for corona gjorde, at hvert andet sæde skulle være ledigt, og man skulle have taget sin temperatur, hver gang man gik ind i biografen. Faktisk var det så uheldigt, at den eneste region i Italien, som stadig havde corona restriktioner var Campagnia, hvor Giffoni er placeret.
Ligesom første skoledag – og så alligevel ikke
Den første dag, vi tog ind til Giffoni, var der stort set kun en velkomstfilm på
programmet. Vi ankom med bus fra Salerno, og ligeså snart vi kom ud, fik vi stukket et flag i hånden. De ansatte begyndte at dirigere os rundt, eller det tror jeg i hvert fald, for de råbte bare på italiensk. Det var nok meningen, at vi skulle vifte med flagene, når der kom nogen gående ned af løberen, men vi kom aldrig til at vifte med flagene. Det hele var lidt ligesom en første skoledag, hvor man skulle flage for de nye elever, men de mødte aldrig op.
51 år på 82 minutter
Vi blev så sendt ned i en biograf, hvor vi skulle se en 82 minutter lang film om Giffoni. Igen var det meste på italiensk, men i det mindste var der noget i filmen som havde undertekster. Hele filmen føltes i længden bare som en undskyldning for at fremvise de kendte, som har besøgt festivalen gennem de 51 år, festivalen har eksisteret. Jeg kunne meget godt lide ideen, men det blev meget langtrukkent at skulle se klip fra 70’erne og frem i næsten halvanden time. Især når man ikke kunne relatere til noget af det, der blev fortalt af de unge, som var med i filmen.
Ventetid og manglende hensyn
Om aftenen var der en velkomst, men igen foregik det på italiensk, og da der ikke var
nogen oversættelse, virkede den så ligegyldig at komme til. Det virkede lidt som om de havde taget bedre hensyn til internationale, de tidligere år, og det var nok fordi vi næsten ikke var nogen i år, men det blev ret frustrerende gennem de ti dage.
Af beretninger fra tidligere deltagere i Giffoni kunne jeg læse, at man plejer at være indkvarteret i en italiensk familie sammen med en ung på ens egen alder, som også er jurymedlem. Men fordi jeg boede på samme hotel som mine chaperoner, skulle vi tage bussen sammen tilbage til Salerno. I stedet for at være sammen med andre unge.
Men busserne kørte sjældent, så vi ventede meget på busser, mens vi var der.
Forfejlede eventyr og en sand historie
Den anden dag startede det for alvor.
Efter hver film var der også en Q&A. For det meste var der nogle italienere, som gik op og snakkede meget længe, og så var der en kort oversættelse. Efter nogle film kom der også nogle gæster, som man kun har hørt om, hvis man er fra Italien. Desværre for os internationale var det på italiensk uden oversættelse.
Efter den sidste film skulle vi give et til ti point til hver af de otte film. For mig var det en no brainer, for jeg synes at størstedelen af filmene endte som eventyr, hvor de gennem filmen prøvede på ikke at være eventyr. Ellers var der et par film, som ville være gode at sove til, men den sidste film, som også endte med at vinde, tror jeg fangede de fleste i salen. Og selvom jeg var frustreret over, at den sluttede uden konsekvenser for hovedpersonens handlinger, var historien så fængende og så følelsespræget, at den endte med at bevæge mig. Det fede var også, at ham som spillede hovedrollen, også var ham som oplevede det i virkeligheden, da det var baseret på en virkelig hændelse.
Den hollandske “I don’t wanna dance” fortæller historien om Joey, der finder en vej væk fra sin misbrugende mor gennem sin passion for hip hop dans.
Svigtede børn
Jeg har kunnet forstå, at der har været temaer til filmene de andre år, og jeg føler også, at man kan sige, at filmene i år havde det til fælles, at der var et svigt fra forældrene eller samfundet. Sådan var det i hvert fald i +13 kategorien.
Med alt det italienske kunne tre timer i biografen sagtens komme til at føles som
seks timer. Derfor var man ofte helt klar til at tage tilbage til hotellet i Salerno.
En lykkelig slutning
Om aftenen var der noget helt nyt. De havde lavet nogle koncerter, som man skulle reservere pladser til. Det var også en god måde at komme i kontakt og snakke med folk på.
Til sidst skulle der overrækkes priser, og for første gang til et event i Giffoni, var der oversættelse. Der var en vinder i hver af alderskategorierne, og i +13 var det den, som fortjente det mest, der vandt. Til trods for de lidt negative ting, var det en helt utrolig oplevelse, som jeg ikke lige glemmer foreløbigt, og selvom det var lidt rodet, var der en helt speciel stemning og nogle utroligt søde mennesker.