DaBUFs nye ungeprojekt er for alvor skudt i gang og inviterer nu alle landets unge filminteresserede til det første event, der kommer til at stå i klimaets tegn.
Klima, klima, klima! Ja, det er vigtigt, men hvordan sætter vi fokus på det og hvordan får vi folk til at gå ind i debatten? Måske er svaret film.
I februar 2019 startede DaBUF sammen med Station Next et nyt ungeprojekt ved navn Filmværket. Filmværket er et projekt drevet af unge frivillige filminteresserede fra hele landet. De udvikler og afholder gratis events for andre unge, der interesserer sig for film og deres medmennesker. Projektet er støttet af DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og er nu klar med det første event.
Filmværket inviterer dig og dine venner til en aften i klimaets tegn onsdag d. 15. maj kl. 19.00 i Storms Pakhus i Odense. Arrangementet kommer til at handle om de filmiske tricks og virkemidler, der kan bruges til at sætte fokus på klimaproblematikken og mane til handling.
Filmværket vil vise klip fra den nye klima-dokumentar, “Lowland Kids” af den danske instruktør, Sandra Winther, som får premiere senere i år samt klip fra den prisvindende og anmelderroste dokumentar “Before the Flood”, som Leonardo DiCaprio bl.a. står bag. Herefter vil filminstruktør og medejer af Instafilm, Jesper Quistgaard sammen med ph.d.-studerende, Christoffer Bagger diskutere, hvordan man kan bruge billedmediet til at motivere og engagere folk til at handle på klimaet. Publikum er velkomne til at blande sig og komme med spørgsmål og forslag til, hvordan vi kan handle på klimaet i fællesskab!
Vi glæder os til en underholdende og spændende aften, hvor vi forhåbentlig går hjem med en ny viden om, hvordan vi kan bruge billedmediet som værktøj til at sætte fokus på klimaproblematikken. Så tag dine venner under armen og kig forbi – det er helt gratis!
Der vil være rig mulighed for at købe lækker mad og drikke, da arrangementet afholdes i Storms Pakhus – Odense Street Food. Læs mere om eventet og om debattørerne på facebook. Tilmelding er ikke nødvendig og det er gratis at deltage