Ny serie
Skrevet af Kim Bruun / Formand for DaBUF
DaBUFs formand fortæller om sin passion for arbejdet som frivillig i børnefilmklubberne. Hans drivkraft er ikke udelukkende en stor kærlighed til mennesker, som man måske kunne foranlediges til at tro.
Vi har alle vores motiver for at udføre frivilligt arbejde i børnefilmklubberne. De kan være mere eller mindre velbegrundede, mere eller mindre udtalte, mere eller mindre noble. Men måske kan vi finde inspiration – og (yderligere) arbejdsglæde – ved at blive bekendt med, hvad de andre er drevet af.
Mine bevæggrunde for at engagere mig i arbejdet med børnefilmklubber er rent egoistiske.
For det første får jeg lov at være sammen med nogle sjove og interessante mennesker omkring en fælles passion for film (til børn). Jeg knytter venskaber til mennesker, jeg muligvis aldrig ville have mødt i de cirkler, jeg ellers bevæger mig rundt i. Hvilken gave.
For det andet er jeg optaget af at sikre min egen fremtid: Dagens børn er morgendagens filmskabere og biografgængere. Hvis ikke de lærer nu at se gode film, vil de heller ikke i fremtiden efterspørge dem. Derfor: Hvis jeg fortsat gerne vil nyde de film, jeg har glædet mig over hele mit liv – blockbusters og artfilms i en skøn pærevælling – skal nogen tilse, at børnene får en skønsom blanding af begge dele.
For det tredje glæder jeg mig over at have undskyldning for/ incitament til (afhængig af overfor hvem jeg retfærdiggør mig) at se film, jeg ellers ikke ville få set. Som dabuffer må man jo holde sig orienteret om, hvad der sker på forskellige fronter.
Endelig er børn et taknemmeligt publikum at vise film for. Mere end én gang har jeg overhørt unger bedyre, at denne var ’den bedste film, de nogensinde havde set’. Tænk at få lov til at være kurator for den slags oplevelser.
Mødet med et andet menneske
Sand- og retfærdigt bør jeg vedgå, at mine bevæggrunde også handler om uegennytte og samfundssind. I mødet med gode filmklubfolk, som fortæller om deres engagement i børnefilmklubben, har jeg indset, at vi udfører et stykke arbejde, der sigter imod at skabe et samfund og en nation, vi kan være tjent med. Som det vist er sagt før, er filmen et særdeles velegnet værktøj til at forme vores forestillinger og opfattelser – og dermed den virkelighed, vi er med til at skabe.
Det sidste først. Når et barn flere år efter at have set Drengen i den stribede pyjamas, stadig fortæller om det indtryk, den film gjorde. Ja, så ved man, at dette menneske for tid og evighed er vaccineret mod et fornedrende menneskesyn, som anser grupper af medmennesker for mindreværdige eller uønskede.
Når børn og andre mennesker har fulgt Mary og Max og oplevet, hvordan tilværelsen er for en autist, vil de møde den virkelige verdens autister med langt større forståelse. Det giver håb for, at autister, som min søn Oskar, vil blive mødt med empati og overbærenhed. Og at vi alle vil møde hinanden – og os selv! – med større mildhed.
Indsigten i, hvor broget og mangfoldig verden er, kan kun gøre den bedre. Film er opdragelse til mellemmenneskelighed og humanisme.
Ikke hygge, men frivillighed
Jeg vil vove en påstand, som jeg (endnu) ikke kan underbygge: Det særligt danske er ikke hygge – det er frivillighed. Intet menneske i Danmark kan undgå det frivillige arbejde. En stor andel af os finder (senest) som voksne én eller anden obskur niche, vi kan kaste dyrebar tid efter at formidle. Det betyder, at vi allerede som børn støder på en vifte af frivilligt inducerede aktiviteter. I de frivillige foreninger møder vi mange forskellige mennesker. Også mennesker, vi ellers ikke ville være stødt på (og vi hygger os!). Foreningslivet i Danmark er med til at sikre sammenhængskraften i vores lille og nogenlunde homogene land.
Det nøgne demokrati
I filmklubberne møder vi demokratiet i dets mest rene og nøgne form. Vi sætter os ned sammen med en enighed om at give et tilbud til de lokale børn og unge om at se film af en vis lødighed og kvalitet. Og herfra får demokratiet lov at udfolde sig. Bølgerne kan gå højt, vores menneske- og kunstsyn kan være langt fra hinanden, men i sidste ende er det de bedste argumenter og flertallet, som beslutter sæsonens program. Forhåbentligt spejler vores programmer tilværelsens mangfoldighed, filmkunstens væsen, glæden ved at få fortalt en god historie – og begejstringen for at mødes i filmklubbens fællesskab.
Hvis jeg ikke skulle gøre alt dette for min egen skyld; for hvis skyld skulle jeg så gøre det?