Artikel

Skrevet af Julie Tangaa Tjalve

 

 

Netop dette spørgsmål stillede 20 håbefulde unge mennesker den danske filminstruktør Alexander Rahnami Mannstaedt en solrig lørdag i Aarhus 

På en skøn solrig lørdag i slutningen af februar mødte 20 unge mennesker op til en workshop på Dokk1 i Aarhus. Workshoppen var arrangeret af eventgruppen Filmværket: En eventgruppe under DaBUF, der laver filmevents for unge af unge.

Dette event var en 3-timers workshop, hvor Alexander Rahnami Mannstaedt lyn-underviste de 20 deltagere i, hvordan man skriver et filmmanuskript. Alexander Mannstaedt er en ung dansk filminstruktør. Bedst kendt er han for sin kortfilm “En tjeneste”, der har vundet flere filmpriser på diverse prestigefyldte filmfestivaler som bl.a. Thunderdance i Cannes, Cinalfama Lisbon International Film Awards og Aphrodite Film Awards.

 

Filmens drivkraft 

For Mannstaedt er det karaktererne i filmen, der er drivkraften. Hans manuskriptworkshop, tog derfor udgangspunkt i opgaver om karakteropbygning.

Mannstaedt startede med at vise deltagerne karakterdrevne kortfilm. De så bl.a. Mannstaedts egen film “Hjerte Lille” og den australske kortfilm “Ari” skrevet og instrueret af Alex Murawski.

Begge film har en klar hovedperson, der er filmens drivkraft. Du følger denne hovedpersons udvikling gennem kortfilmen, og hele historien fortælles gennem deres perspektiv.

Når Alexander Mannstaedt skal lave en film, starter han derfor med at studere hovedpersonen. Hvad er hovedpersonens mål i filmen, og hvad er deres modstand? Både mål og modstand skal defineres tidligt i filmen, og skal være tydelige for seeren. Som Mannstaedt lagde meget vægt på at fortælle deltagerne, så indgår filmskaberen en kontrakt med seerne, så snart de begynder at se filmen. En kontrakt der under ingen omstændigheder må brydes. Hvis der tidligt i filmen fx bliver sagt, at hovedpersonens mål er at vinde prinsessen og det halve kongerige, så skal det være det endegyldige mål i filmen. Det nytter ikke noget, hvis målet opnås for let, og hovedpersonen derfor er nødt til at finde på et nyt mål. Så er kontrakten, ifølge Mannstaedt, brudt. Der må dog gerne indføres delmål undervejs i filmen. Et delmål kunne fx være at helten i filmen skal halshugge en ildspyende drage. Dette er et delmål, der hjælper hovedpersonen på vej mod det endegyldige mål: Prinsesse og det halve kongerige.

 

Hvordan skriver man så en film??? 

Alexander Mannstaedt havde tre opgaver med til deltagerne, der skulle hjælpe dem i gang med at skrive deres manuskript. Disse opgaver kan nemt kopieres og bruges, hvis man sidder som spirende manuskriptforfatter, der mangler et skub til at komme i gang.

Opgave 1:

  • Vælg et tilfældigt stjernetegn, og opbyg en karakter ud fra stjernetegnets karakteristika.
    • Hvad er deres navn, alder, køn, seksualitet?
    • Hvad er deres arbejde?
    • Hvad er deres største ønske?
    • Hvad er deres skjulte talenter?
    • Hvad er deres interesser?
    • Hvad kan de lide og ikke lide?
    • Hvad er deres mål med livet?
    • Osv…

Opgave 2:

  • Gå sammen to og to og interview hinandens karakterer
    • Her kan du derhjemme skrive to karakterer, og få en ven/et familiemedlem/en klassekammerat/ en tilfældig forbipasserende på gaden, til at interviewe dig
    • Lad på skift som om du er dine to karakterer

Opgave 3:

  • Skriv en scene hvor de to karakterer mødes
    • Beskriv setting?
    • Hvem er hovedpersonen?
    • Hjælper de to karakterer hinanden med at nå deres mål, eller er de modstand for

Hvad venter du på? Nu har du opskriften på et godt manuskript, eller i hvert fald starten på et. Kom så i gang med at skrive!