Artikel

Skrevet af Kirsten Østergaard Nielsen, Jan Melsen og Thomas Bauer

Fotograf: Kirsten Østergaard Nielsen

Få det bedste fra årets Berlinale. Vi kunne have ønsket os et større udvalg af film til børn og unge, men der er stadig nogle perler som I ikke må glip af.

Sammen med gæster fra mere end 150 lande var et mindre udvalg af DaBUFs filmklubber med til den 75. Berlinale Filmfestival den 13.-23. februar. De 22 danske deltagere var fra Herlev Skolebio, Kolding Børne-og Ungdomsfilmklub, Horsens Skolebio, Århus Børnefilm – samt Cecilie og Judith fra DaBUF. Vi havde nogle gode dage i byen med hvert sit program.

Mandag aften havde vi et hyggeligt fællestræf på ”Motel One an der Urania”, hvor DaBUF var vært. Her fik vi lidt status på hinandens klubber og fik snakket om de film, vi havde set. En stor tak til Jer fra klubberne, som er med til at gøre det til et fællesskab væk fra klubben at mødes i Berlin.

På årets festival var der fokus på, hvordan dens oprindelse og fortid stadig fylder her i nutiden. Ifølge festivaldirektør Tricia Tuttle blev festivalen igangsat i 1951, for at tyskere kunne få kontakt med og blive beriget af andre kulturer, altså oprettet som et sted i verden, hvor folk fra mange nationer kunne finde sammen. Disse gode principper er vigtigere end nogensinde i dag, hvor folk over hele verden ser indad og stempler dem, som opfattes anderledes, som out-siders (Kirstens oversættelse).

Programmet var fyldigt, men desværre ikke hvad angik afdelingen for børnefilm, for her var der bare 9 film at vælge imellem. Heldigvis var der nogle perler imellem, som I kan se nedenfor.

Filmanmeldelser fra klubberne:

Historiefortællingens kraft

Tales from the Magic Garden / Animation stop-motion / 2025 / Tjekkiet-Slovakiet-Slovenien-Frankrig / 71 min. / fra 6 år

Tom (4), Susan (8) og Derek (10) besøger deres bedstefar for første gang siden deres bedstemor gik bort. Her beslutter Susan – og senere bedstefaren – sig for at fortælle historier, ligesom bedstemoren plejede. De handler henholdsvis om vigtigheden af børns tryghed, når tragedie rammer, at turde se frygten i øjnene og overkomme den, samt at lære at leve et lykkeligt liv efter tabet af en man har nær. For den ældre seer er det tydeligt, at familien bruger historiefortælling til at få sat ord på deres tanker og bekymringer i kølvandet på bedstemorens død, hvilket på trods af de morbide emner gør filmen til en yderst hjertevarm oplevelse, da hver historie har et budskab, som både børn og voksne kan tage med sig.

Jeg tror, at børn på 8 og opefter vil kunne få meget ud af filmen, da den introducerer dem til emner, såsom det at miste folk, man har kær, og bearbejdningen af tab på en mindre overvældende måde, end det kan gøres med blot ord alene. Helt igennem en sød film, hvis unikke udtryk, skabt med brugen af stop-motion, garanteret vil være interessant for mange af filmklubbens medlemmer.

Skrevet af Jan Melsen, Århus Børnefilm

Rumrejser og bittersøde tragedier

Space Cadet / Animation / ingen tale / 2025 / Canada / 85 min. / fra 7 år

Space Cadet er en animationsfilm uden tale, som foregår i en fremtid med robotter. Da Celestes mor, som er astronaut, dør under en rummission, står familiens robot med ansvaret for at opfostre Celeste. Efter at have uddannet sig til astronaut ligesom sin mor, bliver Celeste kaldt af sted til en 6 måneders lang rummission. Mens hun er væk, begynder hendes robot-forældre at bryde sammen, hvilket vil medføre sletningen af alle deres fælles minder. Celeste vender, efter en farlig og hæsblæsende rejse fyldt med rumvæsener og levende planter, hjem til en lejlighed fyldt med malerier. Robotten har malet deres stunder sammen for at forevige dem. Desværre finder Celeste også robotten, som er i stykker. I stedet for at sende den til skrot, beslutter Celeste sig for at få den repareret, og dermed også nulstillet, så den kan blive en del af et nyt barns liv.

Selvom ingen ord bruges, formår instruktør Kid Koala med Space Cadet at fortælle en tårepersende historie om tab af elskede, samt at dem vi elsker altid vil være hos os trods døden, hvilket er et yderst hjertevarmende budskab, som vil ramme lige i følelserne hos enhver seer. For 7 år og opefter.

Skrevet af Jan Melsen, Århus Børnefilm

Space Cadet / Outsiders Films / 2025

Space Cadet / Outsiders Films / 2025

God film. Men ikke relevant for os i klubberne

A Complete Unknown / Drama Musik / 2024 / USA / 140 min.

Den 19-årige Bob Dylan kommer tidligt i 1960’ere til New York. Han medbringer kun sin guitar og et talent, der skal revolutionere og ændre den amerikanske musikscene. Bob Dylan spilles af Timotheé Chalamet, som er kendt fra Dune filmene, hvor han også havde hovedrollen. Timotheé imponerer ved selv at synge og spille i filmen. Han er i øvrigt nomineret til en Oscar for sin rolle i filmen. Nutidens unge i alderen 14-16, som vil være målgruppen for filmen, vil formodentlig ikke kende meget til Bob Dylan og hans sange. De kan måske derfor have svært ved at relatere til filmen, modsat den om ”Bohemian Rhapsody” om bandet Queen, for her kender de unge musikken fra alt muligt andet.

”A Complete Unknown” er velspillet og en rigtig god film, men jeg mener ikke filmen er relevant for filmklubberne, medmindre man vil vise en god film med god musik. Der er ingen tvivl om, at filmen giver en god skildring af Bob Dylans rejse til sin kæmpe berømmelse og den høje pris, der altid kommer med sådan en berømmelse. Den viser også Bobs kamp for ikke at blive sat i bås af folk, som ville bestemme hvilken retning, hans musik skulle gå. Han ville sin egen vej.

Skrevet af Thomas Bauer, Kolding Børnefilmklub