Julefilm, der ikke er julefilm… Eller?

Hvad er en god julefilm for dig? Hvordan udvælger I årets julefilm til filmklubbens program? Vi har i redaktionen udvalgt en række film som ofte vises i december, men som nogle måske vil betvivle som rigtige julefilm, eller hvad?

Julen er en tid der, for langt de fleste, er forbundet med traditioner og hygge. Hvilke traditioner, der er på spil i hvert lille julehjem, kan dog være meget forskelligt. Spiser man medister, flæskesteg eller and juleaften? Synges der ‘På loftet sidder nissen’ eller ‘Glade jul, dejlige jul’ mens man går rundt om juletræet? Skal der bages klejner, vaniljekranse eller brunkager?

Der er meget der kan diskuteres, men én ting er sikkert. Hvert år kan du i løbet af december tænde for TV2 og nyde enten “Die Hard” eller “Love Actually”. Hvorvidt man rent faktisk kommer i julestemning af at se eksempelvis “Die Hard” er dog en helt anden sag. For selvom mange ville kategorisere netop “Die Hard” som en julefilm, er det så en retfærdig genrebetegnelse?

Det har vi i Pråsen redaktion tænkt os at finde ud af. Vi har udvalgt forskellige film, der udgiver sig for at være julefilm, for at teste om de virkelig kan kategoriseres som julefilm.

Inden det kan lade sig gøre, er vi dog nødt til at have definitionen af en julefilm på plads.

For at en række film, kan defineres som en genre er de nødt til at have en række fællestræk. Har vi eksempelvis en række film der foregår i 1800-tallets USA, hvor karaktererne rider på heste og skyder med revolvere, kan vi kategorisere dem som westerns.

Præcis hvilke genretræk der definerer en julefilm er dog lidt sværere at finde ud af, da julefilm ikke er en officiel genre. Mange vil dog hurtigt kunne blive enige om, at det vigtigste genretræk ved en julefilm er, at filmens plot skal centreres omkring julen.

Dette ene genretræk kan dog ikke stå alene. For at en film virkelig kan kategoriseres som værende en julefilm er det nødt til at blive kombineret med spørgsmålet: Får denne film mig i julestemning? Det er netop det sidste kriterium, der har været centralt i Pråsens undersøgelse af utraditionelle julefilm.

Så mangler du noget at lave, nu hvor juleferien er lige på trapperne, kan du bruge disse artikler som guide til hvilke film, du skal se for at komme i den helt rette julestemning.

Die Hard – Julestemning i kugleregn

Det er næsten lige så sikkert som slud i december. Hver jul toner John McClane frem på tv-skærmen, for dem af os, der stadig dyrker flow-tv. En desillusioneret, opbrugt og indebrændt politimand, der er ankommet til en fancy kontorbygning i juledagene, hvor hans succesfulde hustru har gjort karriere. Ægteskabet hænger i så løs en tråd, at selv ikke det mindste kræmmerhus vil kunne bære det. Og så bryder helvede løs. Kontorbygningen besættes af terrorister og alle, inklusiv McClanes kone, bliver holdt som gidsler. Var der nogen, der sagde julehygge?

John McClane gider ikke vente på, at de sløve padder fra FBI tager affære, så han kaster sig ud i en mindre selvmordsaktion, hvor han ene mand går i kamp mod terroristerne. Dog med lidt hyggelig hjælp fra en doughnut-spisende politimand, der som den eneste uden for bygningen forsøger at give John støtte og opbakning. Og så er der ellers kugleregn, glasskår og one-liners for alle pengene. 

Men har den film overhovedet berettigelse som en filmisk december-tradition? Bestemt. McClane optræder som en angrebsivrig og aggressiv udgave af julemanden, der sikrer sig at alle får som fortjent. Det er kun de artige, der overlever i skydeforestillingen. “Ho Ho Ho” er for en stund afløst som standard replik af “Yippee Ki Yay”. 

Og så er der hele den melankolske stemning, der hele tiden træder frem mellem patronhylstre og panikløsninger. McClane er en ensom ulv, der er vendt hjem til jul, måske for sidste gang for at redde stumperne af det ægteskab, der efterhånden er lige så smadret, som vinduerne i kontorbygningen. Julen handler jo først og fremmest om næstekærlighed, at give til andre og mærke glæden komme tifoldigt igen. McClane sørger for, at alle der fortjener det, kommer sikkert hjem til jul – og så får han selv den gave, han inderst inde ønsker sig allermest. En jul med Holly og ungerne, uden skilsmissepapirer, der skal underskrives. Det er herligt at leve, når man både kan spolere terroristplaner og vinde kvinden tilbage. 

Skrevet af Jan Frydensbjerg

The Nightmare before christmas – Renselse for julesjælen

“The Nightmare Before Christmas” er en julefilm for folk, der ikke rigtig kan lide jul. Måske er det fordi jeg allerede har forspist mig i både æbleskiver og julefilm med rigelig bjældeklang her i december, men jeg kommer stadig ikke sådan rigtig i julestemning af “The Nightmare Before Christmas”. Som barn husker jeg da også min forundring, da en trailer for Tim Burtons mareridtsjulefilm tonede frem på skærmen før den Disney-film, hvis VHS jeg egentlig havde proppet i mit 13-tommers tv med indbygget videoafspiller for at se. Hvad var dog dette for en mærkværdig verden, hvor et skelet dansede syngende rundt i en dystert krummeluret scenografi og lige pludselig også et idyllisk, sneklædt julelandskab?

Scenografien i Halloween Town er klassisk mareridtsekspressionisme, der leder ens tanker hen på “Doktor Caligaris kabinet” (1920). Stop motion-animationen giver en overraskende følelsesmæssig spændvidde i de forskellige karakterer. Jack Skellingtons brede skeletsmil går fra ligefrem venlighed til oprigtig ondskab på ingen tid. De indlagte musicalnumre er normalvis elementer, der passer oplagt ind i julefilmsgenren, men her bidrager det i højere grad til at gøre uhyggen lidt nuttet og godmodig.

Da Jack vælger at gå gennem døren med juletræet i skoven og ankommer i Christmas Town, er der juleparafernalia i rigelige mængder. Jack virker oprigtigt barnligt fascineret, og som publikum får vi et blik på julen gennem en udenforstående. Jack har de bedste intentioner om at undersøge og finde formlen for julen, men med sin politiske fornemmelse for demagogi beslutter Jack sig alligevel for, at julen skal Halloween-forædles. Julemanden bliver kidnappet, og Jack tager hans plads. Julehadere kan herefter fryde sig over, at artige børn får monstre og andet utøj i julegaver, mens politiet i Christmas Town melder ud, at en svindler udgiver sig for at være julemanden, og at julen bliver nødt til at blive aflyst i år; måske endda for altid.

Til sidst indser Jack, at han har begået gruelige fejl i sin higen efter at blive kongen af endnu en højtid, og han må forsøge at rette op for at redde julen. Julestemningen sænker sig alligevel lidt over filmen og sniger sig måske også ind i julehaderens vinterkolde hjerte. “The Nightmare Before Christmas” er på den måde lidt af en trojansk julehest for folk, der ikke rigtig kan lide jul; for juleelskere er den en ganerenser, der kan hjælpe med at neutralisere den værste fedme og sødme fra andre julefilm.

Skrevet af Marc Honoré

Edward Saksehånd – julens ånd indkapslet

Julesneen daler ned og en gammel kone ser ud på det gennem et vindue. Et barn er på vej i seng og spørger, hvor sneen kommer fra. Bedstemoren siger, at det er en gammel historie. Og fortæller så, at der engang var en mand med sakse som hænder…

Historien begynder med en kvinde, der forsøger at sælge skønhedsprodukter i forstadskvarteret, hun bor. Da det ikke går så godt, forsøger hun sig i det gamle forladte slot lidt udenfor byen. Her lever en mand, Edward, alene med sine skulpturer klippet i parkens buske.

Kvinden tager Edward med hjem, og snart er rygtet om ham ved at sætte brand i kvarteret – naboerne er nysgerrige efter, hvem den nye særlige mand er. Begejstringen bliver ikke mindre, da det viser sig, at han kan klippe buske, hunde og kvindernes hår i kreative faconer. 

Selv er Edward nu mere optaget af familiens datter, Kim. En let utilpasset teenager, som matcher ham bedre end de konforme og let mistroiske naboer. Hendes hjerte vinder han for alvor, da han ‘klipper’ en isfigur af hende: Hun står i ‘sneen’, som fyger fra hans hænder og virker helt julesagelig.

Som det monster, Edward er – han ligner på mange måde det væsen, Frankenstein skabte – passer Edward ikke ind. Han er for god og for let at misforstå. Og stærke kræfter ser en interesse i at fordrive ham fra deres midte. Edward drives tilbage til slottet, hvor han for evigt må leve alene med sine sakse og sine figurer.

Den gamle kvinde (som vi genkender som Kim) slutter sin historie med, at hun véd, at han fortsat er på slottet, fordi det aldrig sneede i forstaden, før han kom til den. Klip til slottet, hvor Edward ganske rigtigt er i gang med isskulpturer, som får ‘sneen’ til at stå ham om ørerne og dale ned over Kims hus.

Er “Edward Saksehånd” så en julefilm? Der er sne, juledekorationer og konflikten er sat omkring en julefest, Kims mor skal afholde – ingen dukker op, fordi de er bange for Edward.

Årstiden, dekorationer og lidt falsk sne er vel ikke nok til at kvalificere til betegnelsen ‘julefilm’?

Nej, det er det ikke. Men hele filmen er sat i et magisk univers med pastelfarver og sære karakterer, hvor Edward nok skiller sig ud, men bliver accepteret som en mulighed. Julens glade budskab om at være god og at tage imod de vildfarende kommer filmen ikke helt i mål med. Men forhåbentlig stemmer den os til at huske, at julen (også) er tid til accept og kærlighed. 

Så selvom filmen hverken rimer på brunkager, gløgg eller andesteg, er dens ånd julestemning i ren aftapning.

Skrevet af Kim Bruun

Harry Potter og de vises sten – Magi for alle pengene

“Harry Potter og de vises sten”, er den første film i en række af otte. På trods af, at filmen både starter og slutter på en varm junidag, insisterer mange på, at netop den første Harry Potter film skal vises i flimmerkassen mindst én gang i løbet af december.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg er en af de mange.

Jeg har aldrig tænkt nærmere over, hvorfor en efterhånden halvgammel fantasyfilm er blevet fast inventar i min december måned. Filmen i sig selv er ikke synderligt julet. Det er kun en brøkdel af filmen, der foregår i julemåneden, og eftersom troldmænd og hekse ikke er kristne, fylder juletraditioner meget lidt i filmens univers. Det krævede derfor en dybere granskelse af mit sind, for at kunne forklare, hvorfor jeg efter 2,5 time i selskab med Harry, Ron og Hermione var mere i julestemning end nogensinde før.

Julen handler om magi og kærlighed. Når du er barn, begynder julemagien at flyde fra dine årer det sekund kalenderen viser 1. december. Jo ældre du bliver, jo sværere bliver det dog at mærke magien. Julemanden er knap så magisk, nissen på loftet forsvinder, julesokken fylder ikke sig selv. Så hvad gør man, når man sidder som kedelig voksen og gerne vil mærke julemagien igen? Svaret er simpelt: Man tænder for “Harry Potter og de vises sten”.

Der er godt nok ikke nogen julemand med i Harry Potter, men til gengæld er der Richard Harris med langt hvidt skæg og en pelset kappe.

Ikke nok med at “Harry Potter og de vises sten” indeholder en gammel vis mand, med hvidt skæg, hvis mål med livet er at gøre børn glade, så er filmen også fyldt med magi og kærlighed. Selvom det ikke er julemagi, der ses i Harry Potter, kræver det ikke meget fantasi for efterfølgende at forestille sig, at småkagerne bager sig selv og at julesokken er blevet fyldt af husalfer.

Med andre ord, har du ingen børn i din nærmeste omgangskreds, der kan sprede naiv juleglæde, kan det erstattes med “Harry Potter og de vises sten”. Det er en film der ikke blot kan genskabe naiv barneglæde, men også fylde hele stuen med ubetinget kærlighed.

Skrevet af Julie Tjalve