Salaam og DaBUF
I januar og februar går startskuddet til en række film og dialog arrangementer for socialt udsatte familier landet over, via projektet ’Kultur til alle’, som er et 2-årigt initiativ fra Salaam Filmfestival og DaBUF – Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber!
I 2024-2025 har vi sat gang i et samarbejde med Salaam Film og Dialog. Et samarbejde om kultur til alle. Projektet er en vigtig del af DaBUFs fokusområde; åbn fællesskabet.
Lokalt – lokalt – lokalt!
Formålet er at give de mest trængte familier en kulturel oplevelse sammen, i form af en filmvisning med oplæg fra en af Salaams oplægsholdere. Filmvisningen foregår i den lokale biograf med de lokale børnefilmklubber som værter. Mange steder er der desuden booket en bus til at fragte de deltagende familier til og fra arrangementet. Udover at give familierne en fælles oplevelse, ønsker vi også at rette opmærksomheden mod de mere økonomisk overkommelige kulturtilbud i lokalområdet, som f.eks. børnefilmklubberne.
Salaam Filmfestival kommer hvert år rundt til skoler og biografer i hele landet med spændende film og dygtige oplægsholdere, som en del af deres tilbud.
Film skal ses i fællesskab – og på det store lærred
Salaam og DaBUF er enige om, at det at se film – på det store lærred – og tale om film i fællesskab med andre, kan noget helt særligt.
’Vi er derfor begejstrede for, at arrangementerne nu kan realiseres med støtte fra A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Roskilde Festival Foreningen og Biografklub Danmark Fonden og vi sender også en stor tak til de frivillige i børnefilmklubberne samt de lokale biografer og boligsociale indsatser, for at tage så godt imod projektet’.
Filmoplevelsen
Projektet strækker sig over 2 år med i alt fire visninger hvert sted. Den første film på programmet er den anmelderroste familiefilm Ernest & Celestine: Rejsen til Vrøvlistan som Scanbox Entertainment har stillet til rådighed. DaBUF og Salaam siger om filmen:
’Det er en hjertevarm film med tankevækkende og fine temaer og med en skøn lydside. Derudover har filmen et anderledes visuelt udtryk end mange af de animationsfilm, man typisk ser derhjemme – perfekt til det store lærred. Filmen suppleres med en ’talk’ fra en af Salaams dygtige oplægsholdere, og vi er sikre på, at kombinationen vil give hele familien en rigtig god oplevelse’.
Deltagende filmklubber, biografer og boligsociale indsatser:
Esbjerg Skolebio – Nordisk Film Biografer Esbjerg Broen – Bydelsprojekt 3i1
Filmklubben Helsingør – MovieHouse Helsingør – Boliggården
Herlev Skolebio – Herlev Teaterbio ’ Paletten’ – Husum for Alle
Herning Skolebio – Nordisk Film Biografer Herning – FællesBo
Horsens Skolebio – Megascope Horsens – Bo Trivsel Horsens
Korsør Filmklub – Korsør Biografteater – Kompetencecenteret
Svendborg Skolebio – Scala 1-2-3-4 – Aktive Boligområder i Svendborg
Århus Børnefilm – Nordisk Film Biografer Trøjborg – Gellerup Toveshøj
Viborg Børne- og Ungdomsfilmklub – Nordisk Film Biografer Viborg – BoligViborg
Lemvig Børne – og Ungdomsfilmklub – Bio-Huset Lemvig – Bo i Lemvig
(fra 2. visningsrunde – efterår 2024)