Artikel

Skrevet af Keld Mathiesen, Aalborg Filmklub, MSiB og RSiB

ÅBN FÆLLESSKABET: En appel til danske børnefilmklubber om i højere grad OGSÅ at invitere daginstitutionernes 3-5 årige børn i biografen 

I danske børnefilmklubber er vi mange, der er optaget af at invitere skolebørn i biografen til fælleskabsfejrende filmforevisninger af mere eller mindre kommercielle spillefilm i weekender, eller på hverdags eftermiddage. Hurra for det. 

Til gengæld står de fleste biografer tomme om formiddagen (medmindre de er optaget af Med Skolen i Biografen), hvor også daginstitutionerne rigtig gerne vil ud af deres institutioner og opleve noget andet nu og da. Det er her ”Børnebiffen i hele landet” og samarbejdet mellem DaBUF og Det Danske Filminstitut kommer ind i billedet. Mere om det senere.

 

Biografsale til rådighed

I 2003 havde jeg i Nordjylland gennem tre år etableret et godt defineret samarbejde med 19 nordjyske biografer omkring Med Skolen i Biografen. Biografen som klasselokale og alt det der. Undervisningsmaterialer til alle spillefilm, der blev valgt til programmet. En hjemmeside hvor lærerne kunne tilmelde sig med deres klasser. En anden hjemmeside – på Filmcentralen – kan lærerne hente undervisningsmaterialerne, gratis.

Netværket mellem biografer, filminstituttet og den lokale arrangør var etableret. Præcis som som det er i dag i 80 kommuner (82% af alle kommuner) i Danmark. Det vil sige at mere end 4/5 af danske biografer sådan set er til rådighed i formiddagstimerne, hvis nogen skulle have lyst til at bruge dem.

 

En mail og et tryk på knappen 

I det nordjyske netværk etableredes Med Rød Stue i Biografen i 2003 ved et samarbejde mellem Filminstituttet, som også havde et projekt de kaldte ”Børnebiffen” i hovedstaden, og den nordjyske Med Skolen i Biografen, som var, og vedblivende er, mit projekt i arbejdstiden – sammen med Aalborg Filmklub i fritiden.

Alle 19 biografer, de kommercielle såvel som foreningsbiograferne, var indforstået med, for et beskedent beløb, at lægge biograf og en voksen (for sidstnævntes vedkommende godt og vel voksen) til at lukke ind og trykke på knappen. Et trykt program med spilleplan og omtale af filmpakkerne blev i de første år sendt ud med Det Danske Postvæsen og slugte således en stor del af budgettet. 

Efter nogle år blev det trykte program droppet. Siden har det fungeret med tilmelding på nettet og en mail ud til institutionerne og kommunerne ved sæsonens start.

Tilbudet er til kommuner, biografer, filmklubber og andre aktører.

Læs mere her og kontakt os, hvis du er interesseret i at få Børnebiffen til din by.

Aldrig nemmere

Med Rød Stue i Biografen har således 20 år på bagen, og det har aldrig været nemmere end i dag: Filminstituttet leverer filmpakker med aldersrelevant indhold og omfang, DaBUF (læs: Janne) booker filmpakkerne i to portioner, én for de 3-4 årige og en anden for de 5-6 årige, og Instituttet pumper indholdet ud på biografernes servere, hvor de er vant til at afvikle film fra. Hvis ikke den lokale MsiB-ordning har kræfter til at stå for det praktiske, med tilmelding og koordinering, så kunne det jo være en oplagt opgave for den lokale børnefilmklub (hvis de ikke gør det i forvejen) at udvide repertoiret med filmpakker til daginstitutionerne i lokalområdet. Det med økonomien kommer lige om lidt.

 

Skånsomt møde 

Det administrative arbejde består i at lave en spilleplan, sende mails ud til institutioner, tage imod tilmeldinger – og give dem videre til biografen. Som, uanset om det er foreningsbiografer med frivillige pensionister eller kommercielle biografer med ansat personale, er klar derude i forvejen. De klarer det hele selv, når bare de får tilsendt en deltagerliste.

Og alle er glade ved synet af de små rollinger, der kommer futtende i to rækker med hinanden i hænderne, ikke støjer, ikke griser og har store forventningsfulde øjne. Trisser ind i biografen og ud af flyverdragten, venter tålmodigt og spændte, og for manges vedkommende får deres første skånsomme biografmøde med en håndfuld korte film på det store lærred i den mørke biografsal. Som, når man kigger ud over salen fra øverste række, ser ud som en visning for enlige voksne, der sidder så underligt langt fra hinanden. Ungerne er for lave til at synes over ryglænet. Det er svært ikke at være begejstret for.

 

Økonomien 

Filmpakkerne fra DFI leveres gratis og downloades nu, uden det mindste besvær, til biografens server. Der er intet bookinggebyr, Janne sørger for det hele. Det koster ikke noget at sende mails. Til gengæld koster det noget at booke biografen. Den udgift kan tilvejebringes ved en meget lav billetpris – men helst skal det være gratis for institutionerne. De har i forvejen ikke meget at rutte med. 

I Nordjylland spytter alle 11 kommuner et beskedent beløb i kassen, så et samlet beløb på 80.000 kroner ubeskåret går til biografleje – og det rækker til cirka 75 visninger.

I indeværende sæson 2022, opdelt i en forårs- og en efterårsvisning, er der pt. tilmeldt 8.023 børnehavebørn til en tur med Rød Stue i Biografen i Nordjyllands 19 biografer.

 

“For hele landet”? 

Det kunne være en fin opgave at løfte for mange flere børnefilmklubber, eventuelt hjulpet på vej at et forøget kommunalt tilskud til at varetage opgaven og betale biograferne. 

Så kunne vi for alvor begynde at tale om ”Børnebiffen i hele landet”.

PS. Hvorfor hedder det Med Rød Stue i Biografen og ikke Børnebiffen i Nordjylland? Fordi vi fandt på det først! Og fordi vi ikke bare skifter navn, fordi københavnerne siger det. Og fordi Med Rød Stue i Biografen blev født som en lillesøster til Med Skolen i Biografen.